fredag den 16. november 2018

Præsentation

Det er i dag den 1. december, og Hanne har lige været henne på torvet med sin mor for at købe juletræ. De går nu med det pæne lille træ, der lige passer til stue i deres lille lejlighed. Hanne kunne fint selv bære det, men mor mener, at de skal hjælpes ad.
Da de når til Tønnesgade, sidder han der bare. Mange går forbi, men Hanne kan ikke. Han ligner en forvirret gammel mand i udklædningstøj. Hendes første tanke er, om han er med i en forestilling i Musikteateret. 
Ved Mac-D står John. Han er Hannes gode ven. Han sidder på samme måde som manden. Hanne griner, da han lader sit ansigt se lige så fortabt ud som mandens. Han har altså også set ham. Mor er lige ved at falde, da Hanne stopper. Hun ser John og siger, at hun fint selv kan bære træet hjem. Så kan Hanne smutte over og snakke.

Hanne siger tak og smutter over til John. De står lidt og snakker og ser på manden. Så beslutter de sig for at gå derover. Han bliver glad, da de siger ’Goddag’. Men ellers siger han ikke noget. Det virker som om, han slet ikke hører til hverken i byen eller for den sags skyld i nutiden. Han er heller ikke klædt på til en råkold decemberdag. 

Hanne og John snakker om, hvad de kan gøre – om de kan hjælpe ham. 

Læs mere fra 1. december og hver dag frem til jul.



1. december

Det er i dag den 1. december, og Hanne har lige været henne på torvet med sin mor for at købe juletræ. De går nu med det pæne lille træ, der lige passer til stue i deres lille lejlighed. Hanne kunne fint selv bære det, men mor mener, at de skal hjælpes ad.
Da de når til Tønnesgade, sidder han der bare. Mange går forbi, men Hanne kan ikke. Han ligner en forvirret gammel mand i udklædningstøj. Hendes første tanke er, om han er med i en forestilling i Musikteateret.
Ved Mac-D står John. Han er Hannes gode ven. Han sidder på samme måde som manden. Hanne griner, da han lader sit ansigt se lige så fortabt ud som mandens. Han har altså også set ham. Mor er lige ved at falde, da Hanne stopper. Hun ser John og siger, at hun fint selv kan bære træet hjem. Så kan Hanne smutte over og snakke.

Hanne siger tak og smutter over til John. De står lidt og snakker og ser på manden. Så beslutter de sig for at gå derover. Han bliver glad, da de siger ’Goddag’. Men ellers siger han ikke noget. Det virker som om, han slet ikke hører til hverken i byen eller for den sags skyld i nutiden. Han er heller ikke klædt på til en råkold decemberdag.

Hanne og John snakker om, hvad de kan gøre – om de kan hjælpe ham. De kan ikke rigtig tage ham med hjem. Så kommer Hanne i tanke om kirkens kælder.
Hendes far arbejder i Nicolai Kirke. Hun hjælper ham af og til, så hun kender kirken og kælderen og ved, hvordan hun kan skaffe en nøgle.
De aftaler, at John skal hjælpe manden op til kirken, mens Hanne klarer det med nøglen.

Kælderen er en gammel kulkælder. Det bruges kun som depot. Men der er tørt og en smule varmt. De ting, som er i kælderen, bliver næsten aldrig brugt, så ingen vil opdage, at manden sover der.
De finder en madras, en gammel stol og en varmeblæser. Det er lige, hvad de har brug for. John henter nogle tæpper og en gammel frakke.
Manden siger stadig ikke noget ud over tak. Det er tydeligt, at han ikke kender mange af de ting, der er omkring ham. Han virker dog mere nysgerrig end forvirret.
John har også taget noget mad med. Det er først, da de sætter sig til at spise sammen, at manden rigtig ser på dem. Først på Hanne og så på John. Og så begynder han at tale. Han taler i et flot men også lidt fremmed sprog. De skal koncentrere sig for at forstå, hvad han siger.

”Hvor er det dejligt, at jeg må bo hos jer og, at I har taget jer af mig.” er det første, han siger. Og så snakker han om, hvor mærkeligt det er pludselig at være her i byen. ”Ingen vil nok tro mig, hvis jeg fortæller sandheden. Men jeg tør godt fortælle det til jer. I kan være mine fortrolige. Der er noget særligt ved børn.”
Ja, det sagde han virkelig! Hanne bliver lidt stødt, for de er da ikke børn længere! Men han sagde det faktisk på en måde, som var det en ære. De nåede ikke at protestere, inden han fortsatte.
”At børn er noget særligt, det vidste Mesteren, og jeg må sige, det fik han lært os på en ganske bestemt måde. Vi glemmer det aldrig!”
Han sidder lidt drømmende og smiler for sig selv. Derefter præsenterer han sig som Johannes og begynder på en lang tale.

”Jeg sad og ville til at skrive min fortælling om Jesus. Ja, det er altså Mesteren, som jeg i mine unge dage fulgtes med i nogle år. Som I nok kan se, er jeg ikke ung længere.
Der skete mærkelige ting, da vi fulgtes med Jesus. Siden har jeg tænkt meget over det, og jeg har brugt det meste af mit liv på at fortælle om det. Nu er jeg blevet gammel og må se at få det skrevet ned, mens jeg stadig kan tænke klart. Ellers glemmer jeg det måske. I ved vel, at gamle mennesker godt kan begynde at glemme eller blive lidt mærkelige. Sådan er det ikke med mig endnu, selv om det, jeg fortæller, måske godt kan få jer til at tro det. Markus, Mattæus og Lukas har skrevet nogle gode fortællinger om Jesus’ liv. Men jeg synes, der mangler noget. Derfor vil jeg gerne skrive om min tid med Jesus.

Nå, men jeg sad altså der og ville til at skrive. Jeg kunne bare ikke komme i gang. Jeg kunne simpelt hen ikke finde ud af, hvordan jeg skulle få begyndt. Jeg rejste mig og gik lidt rundt. Jeg satte mig igen, prøvede at lægge mig. Jeg kunne ikke engang falde i søvn om natten. Opgivende råbte jeg til Gud: ”Så hjælp mig dog!”
Ja, og så var jeg pludselig her i byen.
Det er meget uvirkeligt, som en mærkelig drøm. Men jeg sover jo ikke, og I må tro mig, jeg er heller ikke gået fra forstanden.
Det var koldt og vådt pludselig at være her, og mørkt på en anden måde. Jeg havde jo ikke engang fået tøj på til at være ude. Så det var godt, at I kom forbi. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers ville have gjort.

Jeg kan godt se, at I ikke helt synes, at I er børn. Men i forhold til en gammel mand som mig, så kan jeg kun tænke sådan. Det skal I slet ikke være ked af. Det er faktisk lidt en ære at blive kaldt et barn. Selv kan jeg godt lide at tænke på mig selv som et barn – bare lidt på en anden måde end i alder.

Jeg skal vel fortælle hvorfor, og hvad det var med Mesteren og børn.
En dag kom nogle mødre med deres børn. Vi, Jesus’ venner, sendte dem væk igen. Børn larmer og forstyrrer, og vi var lige ved at høre Jesus fortælle. Men så råbte han op. Han skældte os ud. Det skete ikke ret ofte, at han blev vred. Vi blev helt forvirrede. Hvorfor? Da han var færdig med at skælde ud, kaldte han børnene hen til sig. Han fortalte, at ingen kommer ind i Guds rige, hvis man ikke bliver som et lille barn.

Ser I, det er en af de ting, jeg siden har tænkt en del over. I alle mine tanker om at få skrevet min fortælling, har jeg også tænkt på, om jeg kunne starte med det. Altså: ”Hvis du ikke er et barn, får du intet ud af at læse dette.” Det passer nu ikke helt, for han tænkte også på sig selv som et barn. Han kaldte sig Menneskesønnen, og han kaldte Gud for sin far.
Måske gør jeg det for svært for mig selv. Men jeg vil jo ikke bare skrive, som de tre andre. For mig handler det om mere end bare at fortælle. Og det med børnene har Markus jo skrevet på en meget fin og enkel måde.”

Ja, der slutter han. Det er som om, der ingen pointe er. Alligevel virker det meget vigtigt. Hanne er blevet fanget af det, han siger, og tænker, at det må hun prøve at huske. Ja, måske få skrevet ned, når hun kommer hjem.
Da manden er færdig med at tale, er der stille igen, og de spiser. De er vist alle trætte, så John og Hanne rydder op efter maden og siger godnat.
Manden, der altså hedder Johannes, siger endnu engang tak for deres hjælp, da de går ud af døren. Udenfor aftaler John og Hanne, at de skal mødes igen i morgen ved kælderen.

Da Hanne kommer hjem, finder hun ud af, at det slet ikke er så svært at huske mandens tale. Normalt kan hun ikke huske noget. Men nu, hvor hun begynder at skrive, er det som at høre ham igen. Ja, det er nærmest som havde hun optaget talen med en indre mobil.
Det havde hun slet ikke tænkt på, da hun sad og lyttede. Selvfølgelig vil det være en god idé at bruge mobilen, hvis han fortæller noget i morgen.

Hanne kender godt noget af det, som denne Johannes fortalte. Så måske er det derfor, at det er nemt at huske. Undervejs havde hun haft lyst til også at sige noget, men det ville ødelægge hans fortælling. Hun kunne se, at John havde det på samme måde. Et par gange kikkede de på hinanden og smilede eller nikkede.

Fra i dag kommer hendes dagbog til at se anderledes ud. Det har været som den første dag i et nyt liv.

2. december

Den 2. december mødes Hanne og John om morgenen udenfor kirken. John har morgenmad med til Johannes. Den sætter han fra sig på stenene og lader som om han sætter sig til bords. Så begynder han at tale som Johannes: ”Jeg har haft rigtig svært ved at sove, for jeg har tænkt over tingene.” Hanne lader, som om hun er opslugt af talen og nikker genkendende, mens hun griner. John er ret god til at spille komedie, og så har han altid let ved at få Hanne til at grine.
De havde begge haft svært ved at falde i søvn. Hanne har tænkt over alt det, som Johannes sagde. John undrer sig mere over, hvor mærkeligt det er, hvis han virkelig er fra Jesus’ tid. Han havde endda fundet en gammel Bibel. Han er helt sikker på, at en af dem, der har skrevet om Jesus, hedder Johannes. Men han kunne ikke finde det. De bliver enige om, at han nok havde været for træt. For Hanne er enig. Der er fire: Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. I kirken er der nemlig et sted med deres symboler. Det har hendes far ofte fortalt, når hun har siddet på bordet i kirken, mens han har gjort rent. Hun kan rækkefølgen, fordi hendes far plejede at pege på symbolerne og lave en slags eksamen, inden hun kunne få småkager i våbenhuset.
Hanne og John bliver enige om, at det må undersøges senere. Nu skal de ned og se, om Johannes har sovet godt.

Efter morgenmaden viser de Johannes lidt rundt i byen, inden de skal videre. Johannes er stadig ikke den, der snakker. De fornemmer alligevel, at han nok gerne selv vil gå på opdagelse i byen.

Om aftenen mødes de igen som aftalt ved kirken. I kælderen kommer maden på bordet, og de sætter sig. Der er kun mad til Johannes. Både Hanne og John skal være hjemme til spisetid. Som dagen før begynder Johannes at fortælle, da ”måltidet er klart”, som han kalder det.
Hanne husker at sætte sin mobil til at optage.

”I dag har jeg været lidt rundt i byen. Flere steder så jeg, at der stod fældede træer med lys. Et par steder så jeg også et træ inde i en stue. Nogle af dem er der sat lys på. Jeg må sige, at jeg undrer mig.
Min første tanke var, om det skulle minde om den brændende tornebusk. Selv om det ser kunstigt ud, så er der jo ild i træet, uden at det brænder. Men ingen talte om Moses eller Gud. Alle talte om jul.
Jeg tror dog alligevel, at det for jer har noget med Guds nærvær at gøre. Måske er Han ikke til stede inde i træet, som for Moses. Man jeg er nået frem til, at træet er et tegn på Jesus’ fødsel. Et sted så jeg træet blive tændt. Det var vist den første af mange dage, det vil blive tændt. Der blev sunget og læst om Jesus’ fødsel og Guds nærvær.
Jeg har hele dagen undret mig over, hvorfor I dog bruger fældede træer til at markere Jesus’ fødsel. Hvordan kan et dødt træ fortælle om begyndelsen på et nyt og særligt liv?

Efterhånden kunne jeg ikke lade være med at smile, hver gang jeg så et juletræ. Men så var det, at jeg kom til at se nærmere på træet.
Jeg kender godt de træer, der står grønne hele vinteren. Dem er der forskelige af.
Jeg stod et lille stykke tid ved siden af et stort træ og glemte helt, at det var fældet og altså dødt, for det var jo netop stadig grønt og virkede helt levende.
Det gik pludselig op for mig, at dette fældede men stadig grønne træ faktisk er et fint symbol: På trods af døden, så er der stadig liv.
Netop dét er en af pointerne ved Jesus’ liv, død og opstandelse. ”Hvor stærkt!” tænkte jeg. I tør pege på både død og opstandelse i forbindelse med fejringen af Jesus’ fødsel. Midt i glæden over, et barn bliver født, er det både stærkt og godt at huske, hvad det ender med.

Jeg kikkede nærmere på en af træets grene. Der så jeg endnu et tegn. Det bærer jo Jesus’ tegn. Uanset hvor man kikker på grenen, så dannes der med sideskud altid et kors. I ved vel godt, at Jesus døde på et kors?
Fra at have tænkt, at I bare var mærkelige, så er jeg nået til, at I er temmelig modige i jeres juletradition. Selv om tegnet er skjult i træet, så er korset der.
Hvor jeg lever, er det farligt at bruge korset. Hos jer er der både kors uden på og inden i kirkerne. Ja, nogle går endda med et kors som smykke, har jeg set.
Vi bruger oftest fisken som symbol. Det er vort hemmeligt tegn, som kun kristne kender. I min verden kan det godt være farligt at være kristen. Det blev det faktisk ret hurtigt. Mange bryder sig ikke om, hvad vi fortæller og tror. Mange kristne er sat i fængsel, og nogle er endda slået ihjel. Derfor bruger vi det hemmelige tegn.
At det blev fisken skyldes, at den også kan være en trosbekendelse. På græsk hedder fisk IXTYS. Det kan være forkortelse for: Jesus er Kristus, Guds søn og vor frelser.
Men korset er vel ”det rigtige symbol”. Det er både et præcist og tydeligt tegn på kristentroen.

At bruge tegn er både godt og vigtigt. Jesus brugte selv tegn, som da han gjorde vand til vin eller vækkede Lazarus til live igen. Det har jeg også tænkt mig skal være med i min fortælling. Måske kan jeg finde syv tegn. Syv er et godt tal.

Nå, hvad angår juletræet, så er der en ting mere, som jeg har tænkt på. Det træ, som I har valgt, er et godt sted for fugle og andre dyr at finde ly. Det er som omsorg – ja næsten som kærlighed. På den måde passer det også godt med fortællingen om Jesus.”

Lige så pludseligt, som han begyndte talen, slutter han igen. Der er stille, og Hanne får slukket mobilen.

Da Hanne kommer hjem, overvejer hun, om optagelsen bare skal gemmes på pc’en. Men det er ligesom ikke nok. Talen må skrives.
Mens hun skriver, tænker hun over, at det faktisk er lidt mærkeligt med Johannes. Han er meget venlig, men de snakker ikke sammen. Han taler længe på en gang men er ellers meget stille. Det passer hende nu fint. Hun kan godt lide at lytte. Igen i dag var der flere ting, som hun kendte. Når de ikke snakker sammen, behøver hun heller ikke fortælle ham det. Hun tror, det måske vil ødelægge hans oplevelser og overvejelser, og det ønsker hun ikke.

3. december

Det er 3. december. Hanne og John mødes først til aften hos Johannes. Dagen før havde de haft forskelligt mad med, så han kan klare sig. Maden bliver sat på bordet, og så begynder Johannes at fortælle:

”Som vi snakkede om i går, så sætter I lys på det træ, I kalder et juletræ.
Men det er ikke kun der, I sætter lys. Jo mere jeg går rundt i byen, jo mere betages jeg af alle lysene. Det er, som vil I på den måde protestere mod mørkets magt.
I forhold til hos os, så er det mørkere længere tid her. Men alligevel er der mere lys, fordi I vælger det.

Dengang jeg sad og ikke kunne komme i gang med min fortælling om Mesteren, Jesus, - I kan godt huske, at det var, hvad jeg forsøgte, inden jeg pludselig var her – da vendte jeg flere gange tilbage til noget om lys. Når jeg tænker på tiden sammen med Jesus, så var det, som om der var et særligt lys fra Gud sammen med os. Det passer godt med alle jeres lys.

I dag turde jeg godt snakke med folk – altså andre end jer. Jeg spurgte, hvorfor der var så mange lys. Alle sagde noget om december og jul. Det var helt naturligt for alle. I må virkelig have forstået det med Jesus, som et Guds lys i verden. Jeg er både forundret og begejstret.
Men jeg er også lidt forvirret. I begynder meget tidligt med at fejre Jesus’ fødsel. Det er jo ikke dagen for fejringen endnu. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at I virkelig må glæde jer til at fejre hans fødsel. Det er nyt for mig – men også flot.

I min tid er Jesus’ fødsel ikke så vigtig. Det med den 24. eller 25. december er vist noget, nogen har fundet på.
Mens vi fulgtes med Jesus, fik ingen spurgt ham, hvornår han præcis blev født.  Det var først bagefter, da vi skulle til at fortælle om begivenhederne, at folk begyndte at spørge om det.
Det tog mig nogle år, inden jeg tog spørgsmålet helt alvorlig. Altså, at naturligvis måtte han være født som alle andre mennesker. Ellers kunne han jo ikke leve og dø som et menneske. Og så ville opstandelsen heller ikke give mening.

Nu, hvor vi sidder og snakker om det, så tænker jeg, at min fortælling også skal have noget om fødslen med. Jeg skal bare finde ud af, hvordan det skal fortælles.
Lukas har gjort det meget billedligt med hyrder og engle, og Matthæus har gjort fint rede for Jesus’ familie og, at der kom nogle fremmede med gaver. Det behøver jeg ikke gentage. Men hvad så?

Måske kunne jeg få det til at hænge sammen med lyset. Jeg var jo i gang med at tænke noget i den retning, og min oplevelse af al jeres lys har hjulpet mig med at se det som et meget godt billede.
Det kunne måske være: ”Gud tændte et lys i verdens mørke.”

Hmm. Det er ikke helt godt.
Jeg tror, det var noget i den stil, jeg lige havde visket ud, da jeg råbte til Gud om hjælp – og så altså pludselig var her.
Nu ved jeg kun, at lyset gerne må forbindes med Jesus’ fødsel. Pludselig at være her og opleve jeres december – jeres forberedelser til fejringen af Jesus’ fødsel vil måske også få flere ting til at falde på plads. Det håber jeg.”

Hanne slukker sin mobil. Det er godt, tænker hun, at have det optaget. Men hun tror nu, at hun vil kunne huske det alligevel. Hun glæder sig allerede til at skulle skrive det ned. Så er der nemlig tid til at tænke over, hvad det egentlig er, Johannes fortæller. De første par dage var det bare overvældende med alle hans tanker. Nu begynder hans tale at få hende til at se på tingene på en anden måde. F.eks. har hun aldrig tænkt på, at juletræet har et kors. Hun falder næsten i staver, mens hun sidder ved bordet.
John sidder og piller ved et lys. Han kunne vist godt have tænkt sig at skille stearinlyset ad på samme måde, som han gør med sin nøglerings-lygte.

”Mon Jesus er et stearinlys eller en diodelampe?” spørger han, da de kommer ud. ”Hvis han er en diode, har Gud mon så trukket ledninger eller sat batteri i ryggen på ham?” Han hopper hen over torvet som en kanin. Hanne lader, som om hun tager fat i en køreledning og går som et tog rundt om hjørnet.

Da Hanne kommer hjem, går hun straks i gang med at skrive. Hun tænker videre over, at Johannes ikke bare vil fortælle. Han vil også have dem til at forstå. F.eks. mener hun at have helt styr på Jesus’ fødsel med fortællingen om hyrderne og englene. Hun har jo hørt den hver jul, både når skolen er i kirke, og når hun hjælper sin far juleaften. Men hun har aldrig tænkt på Jesus som et lys.
Johannes kan godt lide, når billeder kan hjælpe med at forstå. Det bliver spændende, hvad Johannes finder ud af i morgen.

4. december

4. december, og Hanne får et nyt syn på Johannes.
Indtil nu har Johannes været interessant nok at lytte til, men ikke at være sammen med. Da John kommer med maden, går de ned i kælderen og gør klar. Men Johannes begynder ikke på en lang tale. I stedet kommer de til at snakke sammen.
Hanne har tænkt en del over de mærkelige lange taler, så hun bliver nødt til at spørge: ”Hvorfor holder du sådan nogle lange taler?”
Først forstår Johannes ikke, hvad hun mener. Men så forklarer han, at det er for at folk bedre kan huske. Først laver man en ramme, så folk gør sig klar til at lytte. Johannes har altid brugt måltidet som ramme, da det at spise sammen også for Mesteren var vigtigt. Når rammen er klar, så holdes der en lang og sammenhængende tale. På den måde er det nemmere at huske. ”En samtale kan ingen jo huske”, siger han med et smil.
Hanne protesterer, som han forventer. Men hun ender med at give ham ret. Nok kan man huske, hvad der er blevet snakket om. Mest husker man dog sine egne overvejelser, og ingen kan vist gengive en samtale ordret. Det kan man til gengæld med en enetale.
I virkeligheden ved Hanne det godt. Hun har bare ikke tænkt over det før. For hun behøver jo ikke genhøre hele Johannes’ tale, når hun skriver den ned om aftenen. Flere gange har hun skrevet forud, når hun har været i gang med at aflytte mobilen. Når hun har hørt de første ord, så kommer resten helt af sig selv.

John siger ikke noget. Han tænker ikke så meget over det, Johannes siger. For ham er Johannes et mysterium. Findes tidsrejser? Hvordan mon en tidsmaskine kan se ud? Han forestiller sig, at maden er kabinen og tallerkenerne de energikilder, der bare skal placeres rigtigt. Puf, og så vil maden være væk. Men det er maden nu ikke. Så han gør klar til, at de kan spise. Hanne og Johannes er vist også færdige med at snakke. De kikker alle på hinanden. Jo, de er klar.

”Da jeg i begyndelsen var fascineret af juletræet, havde jeg ikke lagt mærke til stjernen. Det gik først op for mig, efter jeg havde gået rundt i gågaden og set på julepynten med de smukke store stjerner.
Jeg kan kun forestille mig, at alle disse stjerner er jeres måde at huske det særlige fænomen, der skete i forbindelse med Jesus’ fødsel. Det var noget, som folk snakkede om – at der havde været en særlig stor stjerne.
Nogle vise mænd skulle have forklaret, at det var to stjerner, der var gået i et – kongestjernen og jødernes stjerne. Det tog de som tegn på, at en konge var født i jødernes land. Andre mente, at det var et tegn, som Gud havde sat på himlen, fordi der var sket noget vigtigt.

Selv var jeg ikke født dengang. Men jeg fik som barn fortalt historien om den store stjerne, som en af de mange vigtige fortællinger. Det blev for mig til et eventyr. Tænk, hvis det var mig, der var det særlige barn.
Da jeg begyndte at følge Mesteren, hørte jeg fortællingen om de vise mænd, sådan som Matthæus senere skrev det i sin fortælling. Nu skal I høre:
Tre vise mænd, der boede mod øst, havde studeret stjerner hele deres liv. De havde aftalt, at de ville drage ud sammen, hvis der skete noget særligt.
Da den store stjerne kom frem, mødtes de og rejste til vort land.
Først var de taget op til kongen. En kongesøn måtte jo fødes på et kongeslot. Men kongen var ikke blevet far. Hans skriftkloge fortalte så, at et særligt barn engang skulle fødes i Betlehem.
Stjernen skulle have vist de vise mænd lige hen til det sted, hvor den nyfødte Jesus var. Der gav de ham gaver: Guld, røgelse og myrra.

Da det hele var ovre – altså, da Jesus var opstået fra de døde igen - begyndte endnu en fortælling. Der skulle have været en fjerde. Den sidste vise mand var bare aldrig nået frem. Han mødte hele tiden nogen, som havde brug for hans hjælp.
Det fortælles, at han først fandt ro, da han efter opstandelsen endelig mødte Jesus. På det tidspunkt havde han ikke nogen gave. Men Jesus skulle have sagt, at han havde givet sine gaver til ham ved at give dem til folk, der havde behov for hjælp.

Jeg har ikke mødt manden. Men jeg kan fint tænke mig, at Jesus ville have sagt netop det. Han ønskede aldrig noget til sig selv. ”Hvad I gør mod andre, det gør I mod mig.” sagde han bl.a. Det må jeg se, om jeg kan huske at få med i min fortælling – altså hvad Jesus sagde, ikke det med den fjerde vismand.

Når jeg tænker over det, så ville Jesus nok ikke have glædet sig vildt meget over de fine gaver. Det skulle da lige være guldet, som man kan spejle sig i.
Jeg stod og kikkede på noget af jeres pynt. Et sted så jeg en gylden kugle. Den spejlede på en meget fin måde en af stjernerne i gågaden. Når jeg stillede mig på en bestemt måde, kom stjernen til at være rundt om mit hoved.
At se mig selv i et gyldent skær sammen med en stjerne fik mig både til at grine og til at føle mig som noget særligt – nærmest guddommelig.
Jeg kan se det for mig: Det lille Jesusbarn, der i stjernens skær ser sig selv i guldets gyldne spejl.
Der er meget forunderligt hos jer. Jeg glæder mig til i morgen.”

På vej hjem kikker John efter stjerner. Er stjerneskud måske tidsrejsende kapsler? Det ville være sejt.  Så kunne den store stjerne være Jesus’ fartøj. Hvis Jesus var Gud, måtte der jo meget plads til. Han griner af sine skøre ideer, men det kunne da blive en god film.
Hanne er mere optaget af, at hun vil prøve sin hukommelse af. Derfor skriver hun først og sammenligner bagefter med optagelsen. Det passer meget fint sammen!

5. december

5. december ser Hanne helt tilfældigt Johannes i indkøbscentret Bryggen. Selv om han har Johns gamle frakke på, så virker han stadig, som kom han fra et andet sted. Hanne sender en sms til John og beder ham tage noget nyt tøj med, når de senere mødes i kælderen.
Hanne går videre, da Johannes ikke har set hende. Hun er spændt på, hvad han har at sige om butikkerne.

Da de senere mødes i kælderen, klæder Johannes om. Han har ikke tænkt over, at han ser anderledes ud end andre. Han har bare været glad for at låne en jakke, der både er god og varm. Efter turen i byen vil han alligevel gerne skifte tøj, for nogle har kikket mærkeligt efter ham. Det tror John nu stadig, at folk vil gøre. Han ligner bare ikke en almindelig mand. Ja, han ligner dårligt nok en af de hjemløse under banen. John pjusker sit hår og går på samme måde som Johannes. Hanne griner, og Johannes kan godt se, at det er ham, og at han nok opfører sig anderledes end andre.
Hanne gør klar til maden. Hun kan næsten ikke vente med at høre om Johannes’ oplevelser. Hun vil dog ikke spørge, for hun ønsker, han skal holde en tale ligesom de andre aftener.
”Har I lagt mærke til, at der er pakker overalt. I stort set hver en butik ligger der pakker, og folk kommer ud med pakker i poser. Da jeg gik rundt i Bryggen, kunne jeg se, at folk betalte for ting, som de derefter fik pakket ind.
Jeg blev nødt til at spørge en, hvad det var med de pakker. ”Jamen, det er da julegaver!” fik jeg som svar.
Så var det, jeg tænkte: I er vel ikke alle vise mænd? I køber da også meget andet end guld, røgelse og myrra.
Heldigvis var der en dame, som gerne ville fortælle mig om traditionen juleaften med både juletræ og gaver. Vi satte os på et par stole i nærheden af et juletræ. Jeg kunne se det for mig:
Det var en dejlig varm stue. Der var pyntet rundt om på hylderne med nisser, engle og en lille julekrybbe. I vinduet stod de tre vise mænd. Der var også et lys med gran omkring. Ned fra loftet hang en krans med 4 lys. Hun fortalte, at det var en adventskrans. Der blev tændt et lys for hver af de fire søndage i advent.
På bordet stod et næsten nedbrændt lys, hvor der kun stod tallet 24. Tallene fra 1 til 23 var brændt væk.
Midt på gulvet stod juletræet. Det stod på et fint tæppe. Træet var ikke kun pyntet med lys, men der var også kræmmerhuse, hjerter, stjerner, glimmer, fugle og glaskugler. Øverst var sat en stor stjerne, der nærmest så ud til at være af guld.
Inden lysene blev tændt, kom alle med deres indkøbte gaver. Nogle kunne man også selv have lavet. De blev lagt under træet.

Når jeg tænker på hendes fortælling, var det nærmest, som blev gaverne ofret eller givet til den store stjerne.

Damen fortalte videre om, hvordan de gik rundt om træet og sang. Derefter begyndte de at tage gaverne frem igen. På hver gave stod der, hvem den var til, og hvem den var fra.
Jeg spurgte hende, om det var en slags fødselsdag, de holdt for dem alle på en gang. Det mente hun nu ikke. Vi blev enige om, at det var Jesus’ fødselsdag, der blev fejret med alle de gaver. Han fik bare ingen af dem.
Jeg spurgte, om ikke det var ret vildt og måske spild at bruge mange penge på gaver til hinanden.
Hun sagde, at julen var hjerternes fest. Så derfor vil man gerne gøre hinanden glade. Og det bliver man, selv om en del gaver måske skal byttes bagefter.

Jeg synes faktisk, det er en smuk tradition. Jeg tror, Jesus ville kunne lide den. Han sagde jo netop, at vi skulle give til andre, hvad vi gerne vil give ham. ”Hvad du gør mod en af mine mindste, det gør du mod mig.” husker jeg, han sagde.
Jeg tror nu nok, han mest mente, at vi skulle hjælpe andre. Men I gør det altså med gaver. I bruger tid på at finde de rigtige. De bliver pakket ind i særligt papir, og der kommer bånd og sløjfe på.
Der er også overraskelsen: ”Hvad mon der er inden i?” og ”Vil hun synes om min gave?”
Ikke mindst tror jeg det sidste er vigtigt. Den største glæde er at give. Det forstod jeg også på kvinden. Hendes øjne fik en særlig glans, da jeg spurgte til hvem og hvad, hun havde købt.”

”Åh ja, gaver!” ryger det ud af Hanne. John kikker på hende: ”Har du aldrig hørt om julegaver?” smiler han. ”Altså, jeg kan da godt give dig en, hvis du vil.”
Men det var ikke det, Hanne havde ment. Alle hendes tanker har haft med Johannes og alt det mærkelige at gøre. Hun har helt glemt, at hun også skal have købt gaver. Faktisk er det noget, hun oftest glæder sig meget til. Skal hun være ærlig, betyder det mere for hende at købe og give gaver end at få.
”Nej, nej. Jeg har bare helt glemt, at få købt gaver.” Hun kikker undersøgende på John. Han ser ikke ud til at have det på samme måde. Utroligt hvis han har styr på det. Mon hans mor stadig køber gaver for ham? Nå, men hun må lave en huskeseddel. Når hovedet er fyldt med det, Johannes fortæller, så er der åbenbart ikke plads til ret meget andet.

6. december

6. december er en kold dag. Hanne og John smutter ned i kirkens kælder og ryster lidt. De har varm kartoffelsuppe med. Det er Johannes glad for, selv om han ikke har været ude på en stor tur. Inden han begynder at tale, tager han endda lidt at spise, inden suppen bliver kold.

”I dag mødte jeg præsten her ved Nicolai Kirke. Hun kunne fortælle en masse om hjerneskaller og en gammel dame. Tænk, den gamle dame i kirken er fra før min tid. Og de 23 huller i muren er rigtige hovedskaller! Man kan se ind, hvor hjernen har siddet. Det er altså noget mærkeligt noget at have i en kirke efter min mening.

Mest fortalte hun dog om Sct. Nicolai, da det netop i dag er hans dag. Eller, som han egentlig hed: Nicolaus. Han var munk indtil han blev biskop i Myrra. Hun fortalte, at han var den rigtige julemand, og at han i mange lande kommer sejlende med sin bispehue og bispestav.

Når han kommer sejlende, skyldes det, at han er de søfarendes helgen. ”Sct. Nicolai Kirke, som var Vejles eneste kirke i mange århundreder, har netop fået navn efter ham, fordi Vejle er en havneby.” forklarede hun.
Det har dog ikke meget med julemanden at gøre.

Nicolaus var også børnenes helgen, fordi han som biskop havde listet sig ubemærket rundt i byen og lagt gaver hos de familier, der ikke selv havde råd til at fejre jul med deres børn.
Fortællingen har siden ændret sig. Nu fortælles der om en julemand, der bor på Grønland, og som farer jorden rundt og giver alle børn gaver.

Faktisk tror jeg, at jeg bedre kan lide den oprindelige fortælling om Nicolaus. For så kan vi jo alle være som en julemand for dem, vi bor i nærheden af. Og så kan jeg godt lide, at han gjorde det i al hemmelighed. Det var noget, jeg også lærte af Mesteren.
Jesus sagde, at vi skal elske de andre og gøre godt mod dem. Ved at give og gøre godt, uden at vise sig frem, så gør man det jo netop for den andens skyld og ikke for, at folk skal se, hvor god man er.
Måske skal jeg i min fortælling bruge Jesus’ historie om tolderen og synderen, der bad. Den har en fin pointe.
Det var en dag, vi havde snakket om at bede til Gud. Hos os ser man ofte fornemme folk stå på gaderne og bede højt. Jesus sagde, at de gjorde det mest for at blive beundret. I stedet for at stå der, så burde de gå hjem og lukke døren, og så bede der.
Så var det, at han fortalte om farisæeren og tolderen, der kom i templet for at bede.
Farisæeren stillede sig frem og kikkede mod himlen. Han sagde tak til Gud for, at han var sådan en god mand, der fik hjælp til at overholde alle budene.
Tolderen derimod turde ikke engang kikke frem. Han vidste, at han ikke var noget godt menneske. Han slog sig på brystet og sagde: ”Vær mig synder nådig.”
Jesus’ melding var, at det ikke var farisæeren men tolderen, der oplevede Guds nærvær.

Nå, men det har måske alligevel ikke helt så meget at gøre med jeres julemand. Jeg kan forstå, at han også er mystisk – at man skal tro på ham. Nogle siger også, at han kun giver gaver til gode og artige børn.
En sådan julemand, tror jeg, den hellige Nicolaus vil være ked af at være blevet til. Jeg kan kun forestille mig, at han gav gaver til alle, der havde brug for det.”

Hanne ved godt fra sin far, at hullerne i muren er hjerneskaller. Men John tror ikke helt på det. Han vil straks ud og se ind i hullerne. Johannes går med for at se, om man kan se aftegninger af hjernen.
Hanne får lidt ro til at tænke. Fortællingen om Nicolaus og gaverne har givet hende en del at tænke over. På en måde er det uretfærdigt, hvis alle får gaver og ikke kun de artige. Selv giver hun selvfølgelig julegaver til alle i familien. Men de giver jo også hende. Med undtagelse af bedstemor. Hun giver gaver, mens Hanne aldrig har tænkt over at give hende. Det store spørgsmål er, om hun egentlig har fortjent de gaver, hun får. At tænke sådan gør lidt ondt. Nej, sådan er det ikke sjovt at tænke.
John og Johannes kommer ind igen. Det var for mørkt, og Johannes kunne ikke bære John på skuldrene, så han kunne komme tæt nok på. En anden dag må sagen undersøges med en stige.