mandag den 30. november 2020

1. december

Det er i dag den 1. december, og Hanne har lige været henne på torvet med sin mor for at købe juletræ. De går nu med det pæne lille træ, der lige passer til stue i deres lille lejlighed. Hanne kunne fint selv bære det, men mor mener, at de skal hjælpes ad.
Da de når til Tønnesgade, sidder han der bare. Mange går forbi, men Hanne kan ikke. Han ligner en forvirret gammel mand i udklædningstøj. Hendes første tanke er, om han er med i en forestilling i Musikteateret.
Ved Mac-D står John. Han er Hannes gode ven. Han sidder på samme måde som manden. Hanne griner, da han lader sit ansigt se lige så fortabt ud som mandens. Han har altså også set ham. Mor er lige ved at falde, da Hanne stopper. Hun ser John og siger, at hun fint selv kan bære træet hjem. Så kan Hanne smutte over og snakke.

Hanne siger tak og smutter over til John. De står lidt og snakker og ser på manden. Så beslutter de sig for at gå derover. Han bliver glad, da de siger ’Goddag’. Men ellers siger han ikke noget. Det virker som om, han slet ikke hører til hverken i byen eller for den sags skyld i nutiden. Han er heller ikke klædt på til en råkold decemberdag.

Hanne og John snakker om, hvad de kan gøre – om de kan hjælpe ham. De kan ikke rigtig tage ham med hjem. Så kommer Hanne i tanke om kirkens kælder.
Hendes far arbejder i Nicolai Kirke. Hun hjælper ham af og til, så hun kender kirken og kælderen og ved, hvordan hun kan skaffe en nøgle.
De aftaler, at John skal hjælpe manden op til kirken, mens Hanne klarer det med nøglen.

Kælderen er en gammel kulkælder. Det bruges kun som depot. Men der er tørt og en smule varmt. De ting, som er i kælderen, bliver næsten aldrig brugt, så ingen vil opdage, at manden sover der.
De finder en madras, en gammel stol og en varmeblæser. Det er lige, hvad de har brug for. John henter nogle tæpper og en gammel frakke.
Manden siger stadig ikke noget ud over tak. Det er tydeligt, at han ikke kender mange af de ting, der er omkring ham. Han virker dog mere nysgerrig end forvirret.
John har også taget noget mad med. Det er først, da de sætter sig til at spise sammen, at manden rigtig ser på dem. Først på Hanne og så på John. Og så begynder han at tale. Han taler i et flot men også lidt fremmed sprog. De skal koncentrere sig for at forstå, hvad han siger.

”Hvor er det dejligt, at jeg må bo hos jer og, at I har taget jer af mig.” er det første, han siger. Og så snakker han om, hvor mærkeligt det er pludselig at være her i byen. ”Ingen vil nok tro mig, hvis jeg fortæller sandheden. Men jeg tør godt fortælle det til jer. I kan være mine fortrolige. Der er noget særligt ved børn.”
Ja, det sagde han virkelig! Hanne bliver lidt stødt, for de er da ikke børn længere! Men han sagde det faktisk på en måde, som var det en ære. De nåede ikke at protestere, inden han fortsatte.
”At børn er noget særligt, det vidste Mesteren, og jeg må sige, det fik han lært os på en ganske bestemt måde. Vi glemmer det aldrig!”
Han sidder lidt drømmende og smiler for sig selv. Derefter præsenterer han sig som Johannes og begynder på en lang tale.

”Jeg sad og ville til at skrive min fortælling om Jesus. Ja, det er altså Mesteren, som jeg i mine unge dage fulgtes med i nogle år. Som I nok kan se, er jeg ikke ung længere.
Der skete mærkelige ting, da vi fulgtes med Jesus. Siden har jeg tænkt meget over det, og jeg har brugt det meste af mit liv på at fortælle om det. Nu er jeg blevet gammel og må se at få det skrevet ned, mens jeg stadig kan tænke klart. Ellers glemmer jeg det måske. I ved vel, at gamle mennesker godt kan begynde at glemme eller blive lidt mærkelige. Sådan er det ikke med mig endnu, selv om det, jeg fortæller, måske godt kan få jer til at tro det. Markus, Mattæus og Lukas har skrevet nogle gode fortællinger om Jesus’ liv. Men jeg synes, der mangler noget. Derfor vil jeg gerne skrive om min tid med Jesus.

Nå, men jeg sad altså der og ville til at skrive. Jeg kunne bare ikke komme i gang. Jeg kunne simpelt hen ikke finde ud af, hvordan jeg skulle få begyndt. Jeg rejste mig og gik lidt rundt. Jeg satte mig igen, prøvede at lægge mig. Jeg kunne ikke engang falde i søvn om natten. Opgivende råbte jeg til Gud: ”Så hjælp mig dog!”
Ja, og så var jeg pludselig her i byen.
Det er meget uvirkeligt, som en mærkelig drøm. Men jeg sover jo ikke, og I må tro mig, jeg er heller ikke gået fra forstanden.
Det var koldt og vådt pludselig at være her, og mørkt på en anden måde. Jeg havde jo ikke engang fået tøj på til at være ude. Så det var godt, at I kom forbi. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers ville have gjort.

Jeg kan godt se, at I ikke helt synes, at I er børn. Men i forhold til en gammel mand som mig, så kan jeg kun tænke sådan. Det skal I slet ikke være ked af. Det er faktisk lidt en ære at blive kaldt et barn. Selv kan jeg godt lide at tænke på mig selv som et barn – bare lidt på en anden måde end i alder.

Jeg skal vel fortælle hvorfor, og hvad det var med Mesteren og børn.
En dag kom nogle mødre med deres børn. Vi, Jesus’ venner, sendte dem væk igen. Børn larmer og forstyrrer, og vi var lige ved at høre Jesus fortælle. Men så råbte han op. Han skældte os ud. Det skete ikke ret ofte, at han blev vred. Vi blev helt forvirrede. Hvorfor? Da han var færdig med at skælde ud, kaldte han børnene hen til sig. Han fortalte, at ingen kommer ind i Guds rige, hvis man ikke bliver som et lille barn.

Ser I, det er en af de ting, jeg siden har tænkt en del over. I alle mine tanker om at få skrevet min fortælling, har jeg også tænkt på, om jeg kunne starte med det. Altså: ”Hvis du ikke er et barn, får du intet ud af at læse dette.” Det passer nu ikke helt, for han tænkte også på sig selv som et barn. Han kaldte sig Menneskesønnen, og han kaldte Gud for sin far.
Måske gør jeg det for svært for mig selv. Men jeg vil jo ikke bare skrive, som de tre andre. For mig handler det om mere end bare at fortælle. Og det med børnene har Markus jo skrevet på en meget fin og enkel måde.”

Ja, der slutter han. Det er som om, der ingen pointe er. Alligevel virker det meget vigtigt. Hanne er blevet fanget af det, han siger, og tænker, at det må hun prøve at huske. Ja, måske få skrevet ned, når hun kommer hjem.
Da manden er færdig med at tale, er der stille igen, og de spiser. De er vist alle trætte, så John og Hanne rydder op efter maden og siger godnat.
Manden, der altså hedder Johannes, siger endnu engang tak for deres hjælp, da de går ud af døren. Udenfor aftaler John og Hanne, at de skal mødes igen i morgen ved kælderen.

Da Hanne kommer hjem, finder hun ud af, at det slet ikke er så svært at huske mandens tale. Normalt kan hun ikke huske noget. Men nu, hvor hun begynder at skrive, er det som at høre ham igen. Ja, det er nærmest som havde hun optaget talen med en indre mobil.
Det havde hun slet ikke tænkt på, da hun sad og lyttede. Selvfølgelig vil det være en god idé at bruge mobilen, hvis han fortæller noget i morgen.

Hanne kender godt noget af det, som denne Johannes fortalte. Så måske er det derfor, at det er nemt at huske. Undervejs havde hun haft lyst til også at sige noget, men det ville ødelægge hans fortælling. Hun kunne se, at John havde det på samme måde. Et par gange kikkede de på hinanden og smilede eller nikkede.

Fra i dag kommer hendes dagbog til at se anderledes ud. Det har været som den første dag i et nyt liv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar