fredag den 11. december 2020

12. december

12. december kommer Hanne glad ned i kælderen. Det har været en ganske dejlig dag. Hun har helt glemt, hvor skuffet hun blev dagen før. Glæden bliver fanget af Johannes, der kalder Hanne for et lys i mørket. Han ser på hende, så hun får lyst til at fortælle. Det er første gang, hun betror sig til ham.
John er forsinket, så de har lidt tid for sig selv. Johannes er god til at lytte. Undervejs tænker Hanne, at han forhåbentlig ikke tager noget af det med i sin fortælling. Det vil blive pinligt. Men sådan er Johannes vist ikke. De er hans fortrolige, og han kan være hendes.
Da John endelig kommer, er Johannes sulten. Bordet bliver dækket, og de sætter sig.

”Jeg gik tidligt i morges nede langs åen, hvor de små broer går over. Det er altså utroligt, så smukt byen er pyntet med lys. Hvert et træ har grene af lys.
Kan det ikke passe, at der er 7 små broer dernede?
Jeg kom til at tænke på den 7-armede lysestage, som stod i templet.
I min tid var der en del diskussion om, hvad vi som kristne skal holde fast ved.
Skal man være jøde for at blive kristen? Det vil sige, om man skal overholde den gamle jødiske lov. Der er også blevet diskuteret, om man må spise alt eller kun, hvad de jødiske regler betegner som rent.

Paulus var en af dem, der oftest fik sat tingene på spidsen. Konklusionen blev, at alle kan blive kristne. Der er ingen anden betingelse end troen på Jesus, og dåben er markeringen af, at man er kristen og hører til kirken.
Det med maden havde Jesus taget brodden af, da han sagde: ”Det er ikke det, der kommer ind i munden, der gør et menneske urent, men det, der kommer ud.”
Det citat er godt at huske. Jeg må se, om jeg kan få det med i min fortælling.

Vi diskuterede også de ting, templet repræsenterede. F.eks. den 7-armede lysestage, der jo peger tilbage på lyset, som aldrig brænder ud.
For mig kan vi fint også tage lysestagen med videre, og jeg kan jo se, at den står i jeres kirke. Jeg synes dog, at vi skal lade den fortælle noget andet. Måske fordi jeg er lidt af en matematiker, ja, lidt af en talfreak. Derfor ser jeg Jesus, Mesteren, i de 7 lys.
Det guddommelige tal er tre – som i Fader, Søn og Helligånd. Det jordiske tal er 4 – som de fire verdenshjørner. Samler man 3 og 4, får man 7. På den måde kan lampen pege på Jesus. Jesus var jo både guddommelig – altså 3 - og jordisk – altså 4, så 7 må være hans tal. Den syvarmede lysestage kan på den måde passe på ham.
Dertil kommer, at Jesus for os er som et evigt lys. Eller, som han selv sagde: ”Jeg er verdens lys.” Det citat er også godt at huske.
Jeg vil nok ikke skrive det med 7-tallet, men gerne hans egne ord om at være verdens lys. Han sagde i øvrigt flere gange noget med ”Jeg er”. Husker jeg ret, var det livets brød, døren, den gode hyrde, vintræet, vejen og livet. 7 i alt, så må det være rigtigt.
De ord må komme med.

Faktisk gik jeg dagens tur for at undersøge lidt mere om byens industri. Det blev til en gåtur langs Mølleåen.
Der har været en del vandmøller, som har givet kraft til maskinerne.
Det er fascinerende med både vandmøller og vindmøller. Jeg kan forstå, at I er nået langt videre med olie og motorer.
Én fortalte dog, at vindmøller igen er ved at blive en stor ting i landet. I vil dog næppe vende tilbage til min tids oksemølle – eller slavemølle.

Måske burde jeg en dag gå ud til en af de nye fabrikker. Nogle snakker om tyggegummi. Jeg tror dog nok, at jeg holder mig her nede i byen – neden for bakkerne.”

Mens Johannes taler, tænker Hanne både på Jesus som lys og på, at hun selv er et lys, sådan som Johannes havde sagt, da hun kom. Hun må indrømme, at dagen før var hun ikke noget lys. Da var hun træt og blev måske derfor ikke inspireret af hans tale. Hun ved godt, at hun af og til kan være en rigtig lyseslukker. Og så er det dejligt at høre, at hun også kan være et lys. Bare hun lidt oftere kunne være et lys.
John tænker mere på det med motorer og møller. Hvordan mon en slavemølle så ud? Han overvejer at gå på nettet med mobilen for at finde et billede. Men det vil Johannes nok have snært ved at forstå.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar