13. december

13. december spørger Johannes ”Ved I, at det er Luciadag i dag?”, straks de kommer ned i kælderen med nye forsyninger af mad.
De ved godt, at det er Lucia den 13. Hvert år er der på skolen noget særligt til Lucia. I år var Hanne også med, da en flok piger gik Lucia på plejehjemmet. Det er en stor oplevelse at se glæden i de gamles ansigter, når man kommer gående med lysene. Midt i optoget var Hanne kommet til at tænke på Johannes. Han ville helt sikkert have fået en god fortælling ud af det. Så derfor undrer det ikke, at han er blevet optaget af Lucia. Han har endda undersøgt sagen. Hverken John eller Hanne havde fundet det interessant nok til at undersøge.

”Det er en trist historie med hende Lucia, selv om det også er en meget stærk fortælling.
Lucia levede på Sicilien ca. 300 år efter Jesus’ fødsel og døde som ung pige, fordi hun var kristen. Det fortælles, at hun havde valgt at leve som nonner gør – altså ville hun ikke gifte sig. Det blev en bejler så vred over, at han fortalte kejseren, at hun var kristen. Det kan også være, at de var forlovet og manden blev sur over, at hun gav alle sine penge til de fattige, da hun blev kristen.
Lucia blev fanget af kejserens folk og skulle arbejde nærmest som en slave. Det blev hun reddet fra, ligesom hun også blev reddet fra at blive brændt på et bål, inden hun blev stukket ihjel af et sværd.
Der kommer altså tider efter min, der er lige så slem eller værre end den, jeg lever i.

Lucia skulle også have hjulpet andre kristne ved at komme med mad til dem. Fortællinger om gode kristne mennesker er gode at tage med sig. Ved Lucia kan jeg særligt godt lide, at hun er en kvinde. I fortællingerne fra tiden sammen med Jesus, handler det næsten altid om mænd. Sådan er traditionen også fra de gamle hellige fortællinger.
I min fortælling vil jeg prøve at rette lidt op på det. Kvinder er jo ikke anderledes end mænd. Der er heller ikke forskel på jer to, John og Hanne. Men i min tid er der forskel på mænds og kvinders muligheder.
Jeg kunne måske fortælle om kvinden, som nogle ville stene, og som Jesus reddede. Han sagde, at den, der aldrig havde gjort noget forkert, kunne kaste den første sten. Og så listede de alle af. Der er også Maria, som var den første, der mødte Jesus efter opstandelsen.

Hvad angår Lucia, så er det nok en trist historie, men det er blevet en smuk tradition. Det er en lysfest, som jo passer med, at Lucia betyder lys.
Jeg så en flok piger gå med lys. Den forreste havde lysene i en krone på hovedet. Det må virkelig kræve balance. Én fortalte, at det var som at se bruden gå op gennem kirken med alle brudepigerne. Det skulle minde om Lucia, der gav sit liv til Gud og på den måde var som en brud for Jesus.
Mens de gik, sang de smukt om Lucia.

Nogle steder skulle pigerne vist gå rundt med mad og godter. Det ville også passe godt i jeres juletradition. Det er helt utroligt, så mange søde sager, der kan fås.
Jeg fik en sjov kage. Den kaldtes et Luciabrød. Den var formet som en sløjfe med fire løkker og krydret med safran.
Det er i øvrigt også nogle meget spændende brød, I har her i jeres tid. Og det er vist ikke kun op til jul.
Jeg kan dog godt savne fladbrødet lidt. Jeg tænker, det måske er lige sådan for jer. Nogle fortæller, at de savner det mørke rugbrød, når de er ude i verden.

Hos jer er der også mad i mængder. Nogle siger endda, at I smider mad ud hver dag. Det er lidt rystende. Mad er Guds gave. Den skal respekteres og deles. Hvis der er så meget, at det smides ud, så bør I da gå rundt og give til dem, der sidder og ser triste ud på gaderne. De kunne godt trænge til det, selv om de ikke ser helt så udsultede ud som dem i min tid.
Når jeg tænker på alt det, som I har og endda mad i overflod, må Gud se venligt til jer. I må være velsignede.”

Det kunne de så sidde og tænke over. Vi er jo velsignede, tænker Hanne, og får lidt dårlig samvittighed. Hun havde troet, at John ville lave lidt pjat med Lucia. Det ville han helt sikkert have gjort, hvis han havde set hende gå Lucia. Men også han har fået noget at tænke over. Den mad, han kommer med til Johannes, er jo netop noget, som ellers ville blive smidt ud.
Udenfor har de begge brug for at snakke, selv om det er sent. Begge oplever de, at man ikke går fra Johannes uden at være blevet skubbet lidt til i sin egen verden.
Da de går hver til sit, kan John ikke lade være med at stikke fingrene op gennem håret, som var det lys. Han vimser af sted, som er han en fin dame. Han ligner dog mere konen med æggene eller måske en, der skal tisse. Hanne griner og skynder sig hjem. Hun har travlt. Mens Johannes talte, overvejede hun at spise lidt. For det ville hun nok ikke nå hjemme. De skal nemlig af sted.