20. december

20. december sidder Johannes og nynner julemelodier, da de kommer ned i kælderen. John kikker på ham og siger, at han burde opleve rock. Det kan Hanne godt forestille sig, at han vil kunne lide. Men nok ikke den slags, som John forsøger sig med at synge. Johannes hjælper til med at få gjort klar til måltidet. Han vil vist gerne i gang med at fortælle.

”Der er meget liv i byen op til jul. Folk går glade rundt, selv om det både er koldt og vådt. Nogle sidder og spiller musik. De ser ikke alle ud til at have det lige godt. De er dog ikke spedalske og ser heller ikke sådan rigtigt fattige ud som dem, der sidder på gaderne hjemme hos os.
Selv om jeg ikke har noget at give – altså penge, som de beder om - så kan jeg altid give et smil. Ofte får jeg også et smil tilbage. Og så siger vi ’Glædelig jul’.

I dag mødte jeg så en flok, der gik og spillede. De lignede et nisseorkester. Der var virkelig lyd på. Og det lød godt, så jeg fulgte efter dem et stykke. Det var der i øvrigt flere der gjorde. Ja, vi blev nærmest et helt lille optog.
Det er ellers ikke noget, som I gør – det med optog, har jeg lagt mærke til. Jeg har ikke oplevet store skarer, der råber eller laver ballade. I er et meget stilfærdigt folk.
Det skal man lige vænne sig til. Hos os giver folk gerne udtryk for deres mening og råber op. Det kan godt virke voldsomt, når en stor skare går gennem byen. Men det er ofte fredeligt alligevel.
Med jeres fredsommelige måde at være på, kan det være svært at vide, hvad I mener og tænker. Noget kan man læse i aviserne. Så meget har jeg fundet ud af. Men det virker ikke til, at de meninger passer på de fleste af jer.
For det er jo ikke, fordi I ikke mener noget. Når jeg har snakket med folk, så har alle næsten altid en mening om både det ene og det andet. Men I holder det ofte for jer selv.
At gå gennem en stille gågade fyldt med mennesker, vil være helt umuligt, hvor jeg kommer fra. Og jeres snak i mobilerne er intet i forhold til, hvordan folk kan råbe op på gaden, selv om de bare snakker. Hos os kan man næste sige: ”Er man hørt, så lever man.” Hos jer er det mere: ”Jeg tænker, derfor er jeg.”
Mange ting, oplever jeg, har I taget til jer af det, som Jesus lærte. Jeres stilfærdige omgang kan fint passe med Jesus’ ord om, at man skal gå ind på sit kammer og ikke stille sig frem og til skue, når man vil bede til Gud. Til gengæld passer jeres stille måde at være kristne på dårligt, i forhold til at budskabet skal råbes ud fra tagene.
For mit eget vedkommende er jeg nok heller ikke så god til at råbe budskabet ud fra tagene. Måske er det derfor, jeg gerne vil skrive min fortælling ned.
Uanset om man råber eller skriver, så er ord stadig vigtige. Med ord kan man skabe fortællinger, og gennem fortællinger kan man blive klogere.

I har også snart hørt på mange af mine ord. Og jeg kan kun sige jer tak for, at I har villet høre på mig. At I talte til mig den første dag og gav mig lov at sove her, var skønt. Men at I også har givet jer tid til at lytte, har været stort.
Jeg har oplevet så meget her, at jeg havde brug for at få det vendt. Og så har I endda gidet høre på alt det, jeg overvejer at skrive om Jesus. Det skal I have tak for.
Jeg tror snart, jeg må være fyldt så godt op, at jeg kan komme hjem igen.

Det, at ord er vigtige, lærte Mesteren os også. Jeg har vist nævnt det før, at han sagde det ganske enkelt: ”Det er ikke det, der kommer ind i munden, som gør et menneske urent. Men det er det, der kommer ud af munden – de dumme ting, vi siger.”
Ord er ikke bare vigtige, men de er også stærke.
Jeg håber, at mine ord til jer har været gode. Og så vil jeg bestræbe mig på at skrive gode ord i min fortælling.”

Den tale fik selv John til at glemme en videre introduktion af rock. Det går op for dem, at Johannes er ved at runde af. Det lød som en afskedstale med tak for både det ene og det andet. Han glemte vist kun at sige tak for maden. For, det har de faktisk fået organiseret uden problemer. De har delt opgaverne mellem sig. John har mest taget sig af det til aften. Han kender et spisested, hvor han kan få rester. Hanne har sørget for, at der altid var brød til morgenmad og frokost. De har faktisk aldrig fået spurgt Johannes, hvad han normalt spiser eller om der er noget, han ikke spiser. Men han virker til at have haft det godt nok.

Da Hanne kommer hjem, tænker hun videre over det med maden. Det er mærkeligt, at de aldrig har snakket om mad. For Johannes er ’måltidet’ vigtigt. Det er rammen for hans tale, og det har betydning for samværet. Ja, det er nærmest et ritual, som når man går til alters i kirken. Johannes ville nu nok have brokket sig, hvis han kun fik en lille kirkechips og lidt vin. Og så måske alligevel ikke. For Johannes er ikke typen, der brokker sig. Han ville nok mere have undret sig og så fundet én eller anden fortælling om Jesus eller gjort det til et billede, som betød noget mere og større. Det er lige før, det skal prøves i morgen. Hvad han mon vil finde på?
Hanne føler sig sikker på, at der i morgen vil ske noget særligt - noget vigtigt.