24. december

24. december, og julen bliver præcis, som den skal, både i kirken og derhjemme. Hanne bruger en del tid på at hjælpe sin far i kirken. Der er noget godt og trygt ved at være der. Tingene falder langsomt på plads. I løbet af eftermiddagen kommer der lige så mange mennesker, som hun husker fra tidligere. Hun kan ikke lade være med at tænke, at Johannes burde have hørt, hvor godt folk synger.
John og hans familie kommer også. Han får hænderne til at flyve som en fugl. Hanne ved straks, at han tænker på Johannes, og de mødes inde ved ørnen. Hun sætter sig sammen med dem ved den gudstjeneste. De får ikke sunget så godt med. Der er så mange ord i salmerne, som får dem til at tænke på det, de har oplevet. De peger, smiler og forsøger at være stille. Når præsten læser og prædiker, lytter de også mere end de plejer. Mødet med Johannes har lært dem at lytte og tænke.
John vil gerne snakke lidt, så han hjælper til med at rydde op i kirken.

Hjemme er maden ved at være klar. De sætter sig. Hanne kan ikke lade være med at tænke ”måltid”, og så må hun fortælle om Johannes. At være sammen til ”måltid” har fået større betydning for hende efter mødet med ham. Hun vil dog ikke kravle rundt og vaske fødder på de andre, sådan som Jesus skulle have gjort.
Mens hun fortæller, kan hun godt se, at de tror, det er en god historie. Det er helt i orden. Hanne har brug for at fortælle, og det kan hun uden, at det bagefter skal diskuteres. Selv har hun jo også først taget Johannes’ tale som en ”god historie”. Nu, hvor han er væk igen, kan hun også godt tænke, at det er ren fantasi.
Måske var han bare en mærkelig gammel tosse. Hannes far sagde engang, at nogle kan læse så meget, at de bliver skøre. Det kan såmænd godt passe på Johannes. Det er for utroligt, hvis han virkelig skulle have været fra Jesus’ tid. Tidsrejser kan ikke lade sig gøre. Alligevel virkede det rigtigt, da hun hørte ham tale.
Nå, men det finder man vist aldrig ud af. Hanne har kun sine nedskrevne fortællinger.

Efter maden bliver gaverne lagt under træet. Hanne kan ikke lade være med at tænke på, at de netop lægger dem under stjernen – vi giver dem til Jesus. Bagefter kan de så gives videre.
Mens de går rundt om træet, ser hun mange af de tegn, som Johannes har fået hende til at lægge mærke til. Træets grene med korssymbolet. Lyset. Hjertet. Der er også en fugl. Selv om det ikke er en ørn, så kan hun ikke lade være med at tænke på Johannes og Lille Ørn.
Da de er færdige, går hun med sin far til midnatsgudstjenesten. Der læser præsten netop fra Johannesevangeliet. Han læser om ordet og lys til verden - det, der begynder med: ”I begyndelsen var Ordet.”