4. december

4. december, og Hanne får et nyt syn på Johannes.
Indtil nu har Johannes været interessant nok at lytte til, men ikke at være sammen med. Da John kommer med maden, går de ned i kælderen og gør klar. Men Johannes begynder ikke på en lang tale. I stedet kommer de til at snakke sammen.
Hanne har tænkt en del over de mærkelige lange taler, så hun bliver nødt til at spørge: ”Hvorfor holder du sådan nogle lange taler?”
Først forstår Johannes ikke, hvad hun mener. Men så forklarer han, at det er for at folk bedre kan huske. Først laver man en ramme, så folk gør sig klar til at lytte. Johannes har altid brugt måltidet som ramme, da det at spise sammen også for Mesteren var vigtigt. Når rammen er klar, så holdes der en lang og sammenhængende tale. På den måde er det nemmere at huske. ”En samtale kan ingen jo huske”, siger han med et smil.
Hanne protesterer, som han forventer. Men hun ender med at give ham ret. Nok kan man huske, hvad der er blevet snakket om. Mest husker man dog sine egne overvejelser, og ingen kan vist gengive en samtale ordret. Det kan man til gengæld med en enetale.
I virkeligheden ved Hanne det godt. Hun har bare ikke tænkt over det før. For hun behøver jo ikke genhøre hele Johannes’ tale, når hun skriver den ned om aftenen. Flere gange har hun skrevet forud, når hun har været i gang med at aflytte mobilen. Når hun har hørt de første ord, så kommer resten helt af sig selv.

John siger ikke noget. Han tænker ikke så meget over det, Johannes siger. For ham er Johannes et mysterium. Findes tidsrejser? Hvordan mon en tidsmaskine kan se ud? Han forestiller sig, at maden er kabinen og tallerkenerne de energikilder, der bare skal placeres rigtigt. Puf, og så vil maden være væk. Men det er maden nu ikke. Så han gør klar til, at de kan spise. Hanne og Johannes er vist også færdige med at snakke. De kikker alle på hinanden. Jo, de er klar.

”Da jeg i begyndelsen var fascineret af juletræet, havde jeg ikke lagt mærke til stjernen. Det gik først op for mig, efter jeg havde gået rundt i gågaden og set på julepynten med de smukke store stjerner.
Jeg kan kun forestille mig, at alle disse stjerner er jeres måde at huske det særlige fænomen, der skete i forbindelse med Jesus’ fødsel. Det var noget, som folk snakkede om – at der havde været en særlig stor stjerne.
Nogle vise mænd skulle have forklaret, at det var to stjerner, der var gået i et – kongestjernen og jødernes stjerne. Det tog de som tegn på, at en konge var født i jødernes land. Andre mente, at det var et tegn, som Gud havde sat på himlen, fordi der var sket noget vigtigt.

Selv var jeg ikke født dengang. Men jeg fik som barn fortalt historien om den store stjerne, som en af de mange vigtige fortællinger. Det blev for mig til et eventyr. Tænk, hvis det var mig, der var det særlige barn.
Da jeg begyndte at følge Mesteren, hørte jeg fortællingen om de vise mænd, sådan som Matthæus senere skrev det i sin fortælling. Nu skal I høre:
Tre vise mænd, der boede mod øst, havde studeret stjerner hele deres liv. De havde aftalt, at de ville drage ud sammen, hvis der skete noget særligt.
Da den store stjerne kom frem, mødtes de og rejste til vort land.
Først var de taget op til kongen. En kongesøn måtte jo fødes på et kongeslot. Men kongen var ikke blevet far. Hans skriftkloge fortalte så, at et særligt barn engang skulle fødes i Betlehem.
Stjernen skulle have vist de vise mænd lige hen til det sted, hvor den nyfødte Jesus var. Der gav de ham gaver: Guld, røgelse og myrra.

Da det hele var ovre – altså, da Jesus var opstået fra de døde igen - begyndte endnu en fortælling. Der skulle have været en fjerde. Den sidste vise mand var bare aldrig nået frem. Han mødte hele tiden nogen, som havde brug for hans hjælp.
Det fortælles, at han først fandt ro, da han efter opstandelsen endelig mødte Jesus. På det tidspunkt havde han ikke nogen gave. Men Jesus skulle have sagt, at han havde givet sine gaver til ham ved at give dem til folk, der havde behov for hjælp.

Jeg har ikke mødt manden. Men jeg kan fint tænke mig, at Jesus ville have sagt netop det. Han ønskede aldrig noget til sig selv. ”Hvad I gør mod andre, det gør I mod mig.” sagde han bl.a. Det må jeg se, om jeg kan huske at få med i min fortælling – altså hvad Jesus sagde, ikke det med den fjerde vismand.

Når jeg tænker over det, så ville Jesus nok ikke have glædet sig vildt meget over de fine gaver. Det skulle da lige være guldet, som man kan spejle sig i.
Jeg stod og kikkede på noget af jeres pynt. Et sted så jeg en gylden kugle. Den spejlede på en meget fin måde en af stjernerne i gågaden. Når jeg stillede mig på en bestemt måde, kom stjernen til at være rundt om mit hoved.
At se mig selv i et gyldent skær sammen med en stjerne fik mig både til at grine og til at føle mig som noget særligt – nærmest guddommelig.
Jeg kan se det for mig: Det lille Jesusbarn, der i stjernens skær ser sig selv i guldets gyldne spejl.
Der er meget forunderligt hos jer. Jeg glæder mig til i morgen.”

På vej hjem kikker John efter stjerner. Er stjerneskud måske tidsrejsende kapsler? Det ville være sejt.  Så kunne den store stjerne være Jesus’ fartøj. Hvis Jesus var Gud, måtte der jo meget plads til. Han griner af sine skøre ideer, men det kunne da blive en god film.
Hanne er mere optaget af, at hun vil prøve sin hukommelse af. Derfor skriver hun først og sammenligner bagefter med optagelsen. Det passer meget fint sammen!