7. december

7. december kan Johannes slet ikke vente til de kommer ind.
”Efter at have hørt om Nicolaus, har jeg lagt mærke til, hvor meget han egentlig fylder. Overalt er der små mennesker med julemandstøj. I kalder dem nisser.”
Hanne og John sætter sig, og de får en snak om nisser. Johannes har hørt lidt forskelligt og synes, der er mange sjove fortællinger om nisser. ”I mange historier er de nogle værre drillepinde. Der er også uhyggelige historier. Særligt de gamle om gårdnissen, der gør mælken sur eller det, der er værre.”
Johannes ved faktisk mere om nissefortællinger end Hanne. Men John kan snakke med. Han har på et tidspunkt lavet en opgave om nisser i dansk. Hanne tænker, at det jo ikke kan undre nogen. Somme tider tænker hun, at John måske er en nisse i forklædning.

Noget, der har undret Johannes, er nisser til jul. ”Det tog lang tid, inden jeg fandt forbindelsen mellem dem og julen. Først troede jeg, at det var risengrøden, som blev sat på loftet, så nissen dermed også fik lov at få del i julens glæde.
Men nu tror jeg, jeg har fanget det. Nicolaus var munk, før han blev biskop. En fortalte mig, at munke har særlige munkedragter. Nogle er grå, andre sorte. Der, hvor Nicolaus var, havde de en rød dragt med hue - netop som nissernes og julemandens.
Så hænger det jo sammen igen – fortællingen om julen og gaver og nisser.”

Hanne har sat sig til rette, selv om maden endnu ikke er kommet på bordet. Hun er klar til at lytte. Men talen bliver ikke længere. ”Øv!” siger hun lidt skuffet, da det går op for hende.
Johannes kikker overraskende på hende, og det bliver til en videre snak om det med enetaler.
Johannes forklarer, at enetalen ikke er hans opfindelse. Den har han ligesom så meget andet lært af Mesteren. Når Jesus talte, så skete det ofte på den måde. Et godt eksempel, mener han, har Matthæus skrevet ned. Jesus holdt en meget lang tale på et bjerg. Bl.a. var det der, han lærte disciplene bønnen Fadervor.

Johannes fortæller videre, at man gjorde meget for at huske Jesus’ ord og fortællinger. Det skulle også skrives rigtigt ned. Bl.a. fortæller han, at Jesus engang har sagt: ”Ikke en spurv falder til jorden uden Guds.” De havde spurgt: ”Uden Guds hvad?” Men Jesus grinede bare og sagde, at det gav sig selv. Da Matthæus skulle skrive det ned, turde han ikke andet end at slutte på samme måde, selv om der har været mange forskellige bud. Johannes mener selv, at det indlysende er, at ingen er uden Gud. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.
Hanne sidder i sine egne tanker og er lige ved at tale over sig. For gad vide, hvad der er skrevet i den danske oversættelse. John og hun er enig om, at Johannes ikke skal vide, at de kender noget til de forskellige fortællinger fra Bibelen. De håber bare på, at han ikke tilfældigt kommer til at se en Bibel hos boghandleren.
Hanne bestemmer sig for at undersøge sagen, når hun får fat i en Bibel. Mon man har kunnet lade være med at føje noget til ”uden Guds”?
Bliver det ved på denne måde, ender det vel med, at hun skal til at læse hele Bibelen igennem. Men det bliver altså ikke lige nu.
John har taget en nissehue på. Hvorfor overrasker det ikke Hanne, at han har sådan en i lommen? Han lader som om, han tryller, og vupti så er maden klar på bordet.