24. december

24. december, og julen bliver præcis, som den skal, både i kirken og derhjemme. Hanne bruger en del tid på at hjælpe sin far i kirken. Der er noget godt og trygt ved at være der. Tingene falder langsomt på plads. I løbet af eftermiddagen kommer der lige så mange mennesker, som hun husker fra tidligere. Hun kan ikke lade være med at tænke, at Johannes burde have hørt, hvor godt folk synger.
John og hans familie kommer også. Han får hænderne til at flyve som en fugl. Hanne ved straks, at han tænker på Johannes, og de mødes inde ved ørnen. Hun sætter sig sammen med dem ved den gudstjeneste. De får ikke sunget så godt med. Der er så mange ord i salmerne, som får dem til at tænke på det, de har oplevet. De peger, smiler og forsøger at være stille. Når præsten læser og prædiker, lytter de også mere end de plejer. Mødet med Johannes har lært dem at lytte og tænke.
John vil gerne snakke lidt, så han hjælper til med at rydde op i kirken.

Hjemme er maden ved at være klar. De sætter sig. Hanne kan ikke lade være med at tænke ”måltid”, og så må hun fortælle om Johannes. At være sammen til ”måltid” har fået større betydning for hende efter mødet med ham. Hun vil dog ikke kravle rundt og vaske fødder på de andre, sådan som Jesus skulle have gjort.
Mens hun fortæller, kan hun godt se, at de tror, det er en god historie. Det er helt i orden. Hanne har brug for at fortælle, og det kan hun uden, at det bagefter skal diskuteres. Selv har hun jo også først taget Johannes’ tale som en ”god historie”. Nu, hvor han er væk igen, kan hun også godt tænke, at det er ren fantasi.
Måske var han bare en mærkelig gammel tosse. Hannes far sagde engang, at nogle kan læse så meget, at de bliver skøre. Det kan såmænd godt passe på Johannes. Det er for utroligt, hvis han virkelig skulle have været fra Jesus’ tid. Tidsrejser kan ikke lade sig gøre. Alligevel virkede det rigtigt, da hun hørte ham tale.
Nå, men det finder man vist aldrig ud af. Hanne har kun sine nedskrevne fortællinger.

Efter maden bliver gaverne lagt under træet. Hanne kan ikke lade være med at tænke på, at de netop lægger dem under stjernen – vi giver dem til Jesus. Bagefter kan de så gives videre.
Mens de går rundt om træet, ser hun mange af de tegn, som Johannes har fået hende til at lægge mærke til. Træets grene med korssymbolet. Lyset. Hjertet. Der er også en fugl. Selv om det ikke er en ørn, så kan hun ikke lade være med at tænke på Johannes og Lille Ørn.
Da de er færdige, går hun med sin far til midnatsgudstjenesten. Der læser præsten netop fra Johannesevangeliet. Han læser om ordet og lys til verden - det, der begynder med: ”I begyndelsen var Ordet.”

23. december

23. december har Hanne travlt. Tiden i december er gået, helt uden hun har fået styr på gaver til jul. Alt det med Johannes har gjort, at hun har glemt det. Heldigvis fik hun købt nogle af gaverne inden december. Resten finder hun hurtigt ud af, og så skal der pakkes ind. Juletræet skal også gøres klar, og der skal hygges med at lave konfekt. Det gør familien altid, når far er færdig med alle de særlige ting op til jul, og der er stillet klar til næste dags rykind af mennesker i kirken. Hanne når slet ikke at savne Johannes før om aftenen, hvor hun skulle have lyttet til hans tale på mobilen, mens hun skrev. Det er mærkeligt, at det nu er slut med de skriverier.

22. december

22. december er Johannes væk. Hanne og John går i gang med at rydde op i kælderen. De snakker om, hvad der er sket. ”Er der mon ikke en Bibel oppe i kirken?” spørger John. Det er Hanne ret sikker på. Hun har nøglen med for at kunne låse kælderen. Så sikker var hun på, at Johannes ville være væk.
De går op og slår alarmen fra ved altret. De finder Bibelen og tager den med over til bordene. Nu skal de have styr på, om ikke en af de fire evangelieskrivere hedder Johannes. Først vil Hanne lige undersøge det med de fire symboler på præstetavlen. Sidst mente hun, at der manglede en af de øverste. Nu er der både et menneske og en ørn øverst. Nederst er der en løve og en okse. ”Ørnen var væk sidst. Det er jeg næsten sikker på.” John kan ikke lade være med at drille: ”Det var nok den, der var en tur ude og flyve. Du ved, Lille Ørn.” Det passer godt alt sammen. Det er de faktisk enige om. Intet symbol kunne passe bedre til Johannes.
John får slået op i Bibelen på det sted, hvor der står Johannesevangeliet. Nu er det Hannes tur til at drille: ”Du er nok blevet bedre til at se og læse. Eller også er det en tilføjelse. Kirkens Bibel er måske ikke så gammel som den hjemme hos jer.” John holder dog fast ved, at teksten ikke var der, da han så i Bibelen derhjemme. Han havde kikket flere gange. Det hele virker meget mærkeligt. Kan det passe, at både tekst og ørn har været væk i den tid, Johannes har været hos dem?
Hanne kommer til at tænke på, hvad hendes far har sagt. Noget af det, der altid sker i kirken op til jul, har været anderledes. Særligt det, der kaldes ”De 9 Læsninger”. Han har virkelig brokket sig over præstens valg af tekster.

Men hvis nu Johannesevangeliet har været væk, så er det jo på plads igen. Johannes må altså have fået skrevet sin fortælling om Mesteren. De læser lidt af det første. Det er, som han har skrevet det lige til dem. Ordene står præcis, som han sagde dem. De når dog ikke så langt. De går i stå. Der er pludselig så mange tanker, at de falder i staver.
”På et tidspunkt”, siger Hanne så, ”vil jeg sætte mig og læse hele Johannes’ fortælling.” Det er John ikke sikker på, at han vil. Der er nok ikke kommet noget om tidsrejsen med. Men hun skal sige til, når hun finder, hvor han har skrevet om dette mærkelige besøg. For ellers kan det jo være, at det hele kun har været i deres fantasi.

Da Hanne kommer hjem, kommer hun til at tænke på sit navn. Hanne Vedel Kristensen er faktisk et ganske godt navn.
Hanne efter Johannes. Måske har hendes forældre ikke tænkt på det. Men nu, hvor hun har mødt og på nogle måder forstået Johannes, kan det ikke være bedre.
Vedel er det gamle ord for Vejle - vadestedet, og hun er jo fra Vejle. Ham, der står uden for Nicolai Kirke, hedder også Vedel. Der er også et billede af ham inde i kirken. Han er én af de personer fra Vejle, der har haft betydning for Danmark. Bl.a. skulle han have haft med Tycho Brahe at gøre – ja og oversat Saxo. Han skulle også have taget en uddannelse på universitetet hos Luther i Wittenberg. Luther hænger i øvrigt også i kirken. ”Måske siger mit navn ikke så meget om det,” tænker hun. Og dog. For hun hedder Kristensen til efternavn. Det må komme af ordet kristen. ”Og ja,” tænker hun. ”Jeg kan vist godt sige om mig selv, at jeg er kristen.” Det har hun vist altid været. Men mødet med Johannes har fået hende til at forstå nogle ting bedre. Eller i hvert fald har mødet fået hende til at tænke mere over tingene. Måske har Johannes endda lært hende at lytte og at huske. Det vil hendes lærere og forældre nok blive glade for.

21. december

21. december er Johannes ret opsat på igen at få fortalt. Han er tændt på en ganske særlig måde. Det er noget helt andet end, da de mødte ham første gang. Han har et glimt i øjet og et fast blik. Han kommer med små kommentarer, som Hanne glemmer, fordi der så sker noget andet. Men hans lange tale virker! Hannes hjerne er næsten lige så god til at optage som mobilen.

”I dag er det den korteste dag i året. Så må vi bare håbe på, at solen vender tilbage igen. Ligesom jeg tror, at solen vil vinde magten tilbage, så tror jeg også, at jeg skal vende tilbage.
Nu tror jeg også, at jeg er ved at finde ud af, hvordan min fortælling om Jesus skal være. Jeg har fået samlet mange brikker. Oplevelserne her – bl.a. hvordan I tænder mere og mere lys, jo kortere dagene bliver. I giver ikke op! Dét sammen med de mange noter på bordet derhjemme skal nok få det til at blive godt.
Problemet med at få begyndt er også ved at komme på plads. Jeg tænker stadig på det med lys over for mørke. Ved Jesus’ fødsel brød Guds lys ind i verdens mørke. Det kan fint passe med, hvad der opleves fra nu af – altså hvert år til jul: lyset vil begynde at vende tilbage og blive stærkere.
Man kan også sige, at året nu vender. På samme måde, tænker jeg, var det et vendepunkt, da Jesus kom til verden.
Lys er et stærkt symbol. Alligevel tror jeg ikke, at lyset skal være hele rammen for min fortælling. Det er nemlig gået op for mig, at der er noget, der er stærkere.

Det stærkeste ved Jesus var, når han talte. Det var i hans ord, vi oplevede livet og kærligheden.
Sådan tænker jeg også i forhold til os. Vi mennesker kan tale, og vi kommer ofte til forståelse ved hjælp af ord.
I forhold til Jesus er der ingen tvivl om, at man kan kalde ham for Guds lys i verden. Men jeg tror, at han også kan og skal kaldes for Guds ord til verden – eller bare Ordet. Jeg tænker, at han er selveste Guds ord. Altså også det ord der lød fra Gud, da verden blev skabt.
Nu skal I høre, hvad jeg har tænkt:
”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud, og alt blev til ved ham. I ham var liv, og livet var menneskenes lys. Og lyset kom til verden.”
Jeg kunne godt blive ved. Men jeg tror, I må nøjes med dette. Jeg skal tilbage og skrive.

Mange tak for al jeres hjælp. Jeg har virkelig fået mange oplevelser med herfra. Jeg tror, at min fortælling vil blive noget anderledes end dem, Markus, Mattæus og Lukas har skrevet. Måske som Lille Ørn, der kan se ud over det hele.
Jeg håber, I vil få mulighed for at læse min fortælling engang. Så kan I sikkert finde nogle af de ting, som vi har snakket om.
God jul til jer. I har jo et par dage endnu inden den store aften.

Åh ja, det havde jeg helt glemt. Det er lidt smart af jer sådan at holde festen om aftenen i stedet for at vente til julemorgen. Måske er det fordi, I ikke kan vente? I kan jo heller ikke vente med at have juletræer og pynt. Men ved at holde fest om aftenen, så bliver det nemmere at forstå det med lyset, der skinner i mørket.
Til påske lader I vel solopgangen være billedet på opstandelsen. Ja, det skal jeg også huske.
Hvor jeg dog glæder mig til at komme hjem og komme i gang med at skrive. Forlaget kan godt begynde at finde nogle gode skrivere. Sådan er det nok stadig i min tid.
Måske holder fortællingen så længe, at den også kommer i en fin bog som dem, der findes her hos jer.
Tak for nu, og fred være med jer!”

Så er Johannes færdig. Det er som det endelige punktum. Der skal ikke snakkes mere. Hverken John eller Hanne vover at spørge om noget. Johannes er nærmest rejst, selv om han stadig sidder ved bordet. De siger begge tak for i dag, og lister af.

”Han er altså lidt mærkelig, ham Johannes,” siger John, da de kommer ud. ”Hvis han har tænkt sig at rejse, kunne han da godt have givet os en julegave.”
Hanne tænker, at det måske netop er, hvad han har gjort. Men hun siger ikke noget. John hopper ned fra en sten og lader som om, han flyver. ”Hvis han rejser tilbage til Jesus’ tid, så kunne han da have tilbudt mig at komme med. Det ville have været sejt. Mon ikke jeg kunne være nået frem og tilbage inden jul?” Hanne svarer ikke. Hun skubber til ham og siger, at han da bare selv kan bygge en tidsmaskine – eller tage en stjerne. Imens tænker hun på, at Johannes sikkert vil være væk i morgen. Men det kan de jo ikke gøre noget ved.

20. december

20. december sidder Johannes og nynner julemelodier, da de kommer ned i kælderen. John kikker på ham og siger, at han burde opleve rock. Det kan Hanne godt forestille sig, at han vil kunne lide. Men nok ikke den slags, som John forsøger sig med at synge. Johannes hjælper til med at få gjort klar til måltidet. Han vil vist gerne i gang med at fortælle.

”Der er meget liv i byen op til jul. Folk går glade rundt, selv om det både er koldt og vådt. Nogle sidder og spiller musik. De ser ikke alle ud til at have det lige godt. De er dog ikke spedalske og ser heller ikke sådan rigtigt fattige ud som dem, der sidder på gaderne hjemme hos os.
Selv om jeg ikke har noget at give – altså penge, som de beder om - så kan jeg altid give et smil. Ofte får jeg også et smil tilbage. Og så siger vi ’Glædelig jul’.

I dag mødte jeg så en flok, der gik og spillede. De lignede et nisseorkester. Der var virkelig lyd på. Og det lød godt, så jeg fulgte efter dem et stykke. Det var der i øvrigt flere der gjorde. Ja, vi blev nærmest et helt lille optog.
Det er ellers ikke noget, som I gør – det med optog, har jeg lagt mærke til. Jeg har ikke oplevet store skarer, der råber eller laver ballade. I er et meget stilfærdigt folk.
Det skal man lige vænne sig til. Hos os giver folk gerne udtryk for deres mening og råber op. Det kan godt virke voldsomt, når en stor skare går gennem byen. Men det er ofte fredeligt alligevel.
Med jeres fredsommelige måde at være på, kan det være svært at vide, hvad I mener og tænker. Noget kan man læse i aviserne. Så meget har jeg fundet ud af. Men det virker ikke til, at de meninger passer på de fleste af jer.
For det er jo ikke, fordi I ikke mener noget. Når jeg har snakket med folk, så har alle næsten altid en mening om både det ene og det andet. Men I holder det ofte for jer selv.
At gå gennem en stille gågade fyldt med mennesker, vil være helt umuligt, hvor jeg kommer fra. Og jeres snak i mobilerne er intet i forhold til, hvordan folk kan råbe op på gaden, selv om de bare snakker. Hos os kan man næste sige: ”Er man hørt, så lever man.” Hos jer er det mere: ”Jeg tænker, derfor er jeg.”
Mange ting, oplever jeg, har I taget til jer af det, som Jesus lærte. Jeres stilfærdige omgang kan fint passe med Jesus’ ord om, at man skal gå ind på sit kammer og ikke stille sig frem og til skue, når man vil bede til Gud. Til gengæld passer jeres stille måde at være kristne på dårligt, i forhold til at budskabet skal råbes ud fra tagene.
For mit eget vedkommende er jeg nok heller ikke så god til at råbe budskabet ud fra tagene. Måske er det derfor, jeg gerne vil skrive min fortælling ned.
Uanset om man råber eller skriver, så er ord stadig vigtige. Med ord kan man skabe fortællinger, og gennem fortællinger kan man blive klogere.

I har også snart hørt på mange af mine ord. Og jeg kan kun sige jer tak for, at I har villet høre på mig. At I talte til mig den første dag og gav mig lov at sove her, var skønt. Men at I også har givet jer tid til at lytte, har været stort.
Jeg har oplevet så meget her, at jeg havde brug for at få det vendt. Og så har I endda gidet høre på alt det, jeg overvejer at skrive om Jesus. Det skal I have tak for.
Jeg tror snart, jeg må være fyldt så godt op, at jeg kan komme hjem igen.

Det, at ord er vigtige, lærte Mesteren os også. Jeg har vist nævnt det før, at han sagde det ganske enkelt: ”Det er ikke det, der kommer ind i munden, som gør et menneske urent. Men det er det, der kommer ud af munden – de dumme ting, vi siger.”
Ord er ikke bare vigtige, men de er også stærke.
Jeg håber, at mine ord til jer har været gode. Og så vil jeg bestræbe mig på at skrive gode ord i min fortælling.”

Den tale fik selv John til at glemme en videre introduktion af rock. Det går op for dem, at Johannes er ved at runde af. Det lød som en afskedstale med tak for både det ene og det andet. Han glemte vist kun at sige tak for maden. For, det har de faktisk fået organiseret uden problemer. De har delt opgaverne mellem sig. John har mest taget sig af det til aften. Han kender et spisested, hvor han kan få rester. Hanne har sørget for, at der altid var brød til morgenmad og frokost. De har faktisk aldrig fået spurgt Johannes, hvad han normalt spiser eller om der er noget, han ikke spiser. Men han virker til at have haft det godt nok.

Da Hanne kommer hjem, tænker hun videre over det med maden. Det er mærkeligt, at de aldrig har snakket om mad. For Johannes er ’måltidet’ vigtigt. Det er rammen for hans tale, og det har betydning for samværet. Ja, det er nærmest et ritual, som når man går til alters i kirken. Johannes ville nu nok have brokket sig, hvis han kun fik en lille kirkechips og lidt vin. Og så måske alligevel ikke. For Johannes er ikke typen, der brokker sig. Han ville nok mere have undret sig og så fundet én eller anden fortælling om Jesus eller gjort det til et billede, som betød noget mere og større. Det er lige før, det skal prøves i morgen. Hvad han mon vil finde på?
Hanne føler sig sikker på, at der i morgen vil ske noget særligt - noget vigtigt.

19. december

19. december bliver det mest til snak hos Johannes. Sneen er der stadig, så både John og Hanne er trætte, da de kommer ned i kælderen. Johannes har vist ikke været så meget ude. Han har kun været en tur oppe i kirken.
Han sidder og funderer. I den tid han har været i byen, har han oplevet mange ting. Nu er det musikken, han lige skal have styr på.
”Det er utroligt, så meget sang og musik I har. Særligt i kirkerne. Jeg har hørt gode kor og et stort orkester.”
I år har der vist også været ekstra musik og sang i kirken. Hannes far har snakket om, at der er nok at lave. Selv har hun tænkt, at det nok mest var for at få hende til at hjælpe. Det har hun ofte gjort. Men i år har hun bare ikke haft tid. Så hun har undladt at sige noget, når han fiskede efter hjælp. Hendes forældre skal ikke vide noget om Johannes.
I snakken er Johannes særlig imponeret af orgelet. Hanne synes ikke, at det er jordens fedeste instrument. En gang imellem kan det nu godt være dejligt, når organisten altså har valgt at spille noget godt. Hun kan sådan set godt forstå Johannes, når han sammenligner med en harpe.
De snakker også om julesalmer og salmer i det hele taget. Den tradition er Johannes heller ikke vant til. De synger i hans tid kun salmerne fra Det Gamle Testamente.
Ikke alt, synes Johannes, er til at forstå. Hvad er f.eks. ’stjernetæpper lyseblå’? Han spørger, om det har med de kulørte lamper at gøre. I en af gaderne hænger der pærer, så det nærmest ligner et stjernetæppe. Hverken John eller Hanne kan give en fornuftig forklaring. En del af det, der synges i de gamle salmer, har de ikke tænkt så meget over. De synger mest, hvis de synes, den er god. Og det er ”Et barn er født i Betlehem”. Johannes lagde da også mærke til, at folk sang godt med på netop den. Men ellers synger folk vist ikke særligt højt i kirken. John mener, at det nok er derfor, der er et kor. De skal jo også have noget at lave. Det kan Johannes godt forstå. Hanne er ikke helt sikker på, om der ikke bliver sunget med, fordi koret er der, eller om koret er der, fordi der ikke bliver sunget med. Med Johannes bliver der igen lidt at tænke over.
”Men det gælder altså ikke den 24.” melder John. ”Bare vent og se. Da vil kirken blive fyldt, og folk vil synge godt med!”

18. december

18. december kommer sneen. Det begynder om natten, og der kommer meget. De må gå i skole. Det giver bare en helt anden stemning med den første sne. I løbet af eftermiddagen foreslår John, at de skal hente Johannes, så han kan være med til at kælke på Koldingvejsbakken. De får dog ikke gjort noget ved det, da de først er kommet i gang på bakken. Hannes mor har fri, så hun kommer med varm kakao og nybagte boller.
På et tidspunkt kommer John hen og siger, at han henter maden til Johannes. Selv om det er mørkt, er Hanne slet ikke klar til at gå. Hun lover dog at være ved kælderen til tiden.
Da de kommer ind til Johannes, kan de se, at han også har været ude i sneen. Der er en hel sø ved trappen, og den bliver kun større, efter at de har sat støvlerne og hængt jakkerne.

”Jeg har længe tænkt på, hvad det er med jer og sne til jul. I snakker meget om det. Nogle steder har jeg set hvid maling sprøjtet på træer, så det ligner sne. Andre steder har jeg set, at der er lagt vat til nisserne at kælke på. Jeg kan også se på mange af jeres julekort, at sne må være vigtigt.
I dag fik jeg lidt af en forklaring.
Jeg kender godt sne. Vi kalder den også hvid manna, da det minder om den manna, Gud sendte i ørkenen. Hos os er den også næsten lige så sjælden.

Det er vist ikke altid, at I har sne til jul. Men jeg kan godt forstå, hvorfor det passer sammen. For det første ser landskabet og byen hyggelig ud med hvid sne. For det andet lyser sneen op, så det virker mindre mørkt. Det passer med alt det andet lys, som I værdsætter og som for mig peger på Jesus. For det tredje passer den med jeres store glæde over julen. Som jeg oplevede det i dag, så skabte sneen glæde hos alle. Selv for dem, der møjsommeligt gik og skovlede den væk fra fortovet.

Da jeg gik rundt og så på sneen, kom jeg ud til biblioteket. Det var godt at komme ind og få varme i hænderne. Jeg kan godt forstå, at I har opfundet vanter.
Mens jeg sad og varmede mig, var der oplæsning i børneafdelingen. Jeg satte mig til at lytte. Historier interesserer mig. Det har I vist fundet ud af.
Jeg blev helt opslugt, da fortællingen begyndte. Hvor er der nogle fantastiske fortællinger, der findes her i jeres tid.
Jeg tror, det blev kaldt et eventyr. Det handlede om to børn, der boede ved siden af hinanden. En dag kom Snedronningen og lokkede drengen med sig. Han var blevet forblændet af alt det falske og kunne ikke mærke kulden. Splinter af et troldspejl havde ramt hans øje og hans hjerte, så alt godt blev ondt og omvendt.
Pigen gik ud for at lede efter drengen og måtte meget ondt igennem. Til sidst fandt hun ham hos Snedronningen på Nordpolens is, hvor han samlede et puslespil. Hun blev angrebet, men beskyttede sig ved at bede sit Fadervor. Et fantastisk billede!
Da hun sad ved drengen, smeltede hendes tårer hans kolde hjerte og fik splinterne til at glide ud, så han blev sig selv igen. Også det er et fantastisk billede.

Det er virkelig en spændende måde at se livet på. Nok vil jeg forsøge at skrive min fortælling fra et andet perspektiv end de tre andre, men en sådan slags fortælling tør jeg forsøge mig med. Men at opleve, at sådan vil der engang blive fortalt, er en gave, jeg vil bære med mig.”

Hanne undrer sig over, at Johannes, der med sit evangelium sætter noget nyt i verden, kan blive så begejstret for H. C. Andersen. Det forklarer måske, hvorfor hans eventyr er blevet kendt over hele jorden. Selv har hun ikke tænkt nøjere over, at de skulle være så fantastiske. Men det er måske, fordi de altid bare har været der.
Hun kikker over på John. Han vil helt sikkert ikke blive fanget af en Snedronning og sætte sig til at samle puslespil. Næ, hun behøver ikke være bange for at miste ham på den måde. Det ville nok mere være ham, der ville komme styrtende. I stedet for Fadervor ville han så bruge en laser til at skyde med. Godt H. C. Andersen ikke havde skrevet den udgave.