5. december

5. december ser Hanne helt tilfældigt Johannes i indkøbscentret Bryggen. Selv om han har Johns gamle frakke på, så virker han stadig, som kom han fra et andet sted. Hanne sender en sms til John og beder ham tage noget nyt tøj med, når de senere mødes i kælderen.
Hanne går videre, da Johannes ikke har set hende. Hun er spændt på, hvad han har at sige om butikkerne.

Da de senere mødes i kælderen, klæder Johannes om. Han har ikke tænkt over, at han ser anderledes ud end andre. Han har bare været glad for at låne en jakke, der både er god og varm. Efter turen i byen vil han alligevel gerne skifte tøj, for nogle har kikket mærkeligt efter ham. Det tror John nu stadig, at folk vil gøre. Han ligner bare ikke en almindelig mand. Ja, han ligner dårligt nok en af de hjemløse under banen. John pjusker sit hår og går på samme måde som Johannes. Hanne griner, og Johannes kan godt se, at det er ham, og at han nok opfører sig anderledes end andre.
Hanne gør klar til maden. Hun kan næsten ikke vente med at høre om Johannes’ oplevelser. Hun vil dog ikke spørge, for hun ønsker, han skal holde en tale ligesom de andre aftener.
”Har I lagt mærke til, at der er pakker overalt. I stort set hver en butik ligger der pakker, og folk kommer ud med pakker i poser. Da jeg gik rundt i Bryggen, kunne jeg se, at folk betalte for ting, som de derefter fik pakket ind.
Jeg blev nødt til at spørge en, hvad det var med de pakker. ”Jamen, det er da julegaver!” fik jeg som svar.
Så var det, jeg tænkte: I er vel ikke alle vise mænd? I køber da også meget andet end guld, røgelse og myrra.
Heldigvis var der en dame, som gerne ville fortælle mig om traditionen juleaften med både juletræ og gaver. Vi satte os på et par stole i nærheden af et juletræ. Jeg kunne se det for mig:
Det var en dejlig varm stue. Der var pyntet rundt om på hylderne med nisser, engle og en lille julekrybbe. I vinduet stod de tre vise mænd. Der var også et lys med gran omkring. Ned fra loftet hang en krans med 4 lys. Hun fortalte, at det var en adventskrans. Der blev tændt et lys for hver af de fire søndage i advent.
På bordet stod et næsten nedbrændt lys, hvor der kun stod tallet 24. Tallene fra 1 til 23 var brændt væk.
Midt på gulvet stod juletræet. Det stod på et fint tæppe. Træet var ikke kun pyntet med lys, men der var også kræmmerhuse, hjerter, stjerner, glimmer, fugle og glaskugler. Øverst var sat en stor stjerne, der nærmest så ud til at være af guld.
Inden lysene blev tændt, kom alle med deres indkøbte gaver. Nogle kunne man også selv have lavet. De blev lagt under træet.

Når jeg tænker på hendes fortælling, var det nærmest, som blev gaverne ofret eller givet til den store stjerne.

Damen fortalte videre om, hvordan de gik rundt om træet og sang. Derefter begyndte de at tage gaverne frem igen. På hver gave stod der, hvem den var til, og hvem den var fra.
Jeg spurgte hende, om det var en slags fødselsdag, de holdt for dem alle på en gang. Det mente hun nu ikke. Vi blev enige om, at det var Jesus’ fødselsdag, der blev fejret med alle de gaver. Han fik bare ingen af dem.
Jeg spurgte, om ikke det var ret vildt og måske spild at bruge mange penge på gaver til hinanden.
Hun sagde, at julen var hjerternes fest. Så derfor vil man gerne gøre hinanden glade. Og det bliver man, selv om en del gaver måske skal byttes bagefter.

Jeg synes faktisk, det er en smuk tradition. Jeg tror, Jesus ville kunne lide den. Han sagde jo netop, at vi skulle give til andre, hvad vi gerne vil give ham. ”Hvad du gør mod en af mine mindste, det gør du mod mig.” husker jeg, han sagde.
Jeg tror nu nok, han mest mente, at vi skulle hjælpe andre. Men I gør det altså med gaver. I bruger tid på at finde de rigtige. De bliver pakket ind i særligt papir, og der kommer bånd og sløjfe på.
Der er også overraskelsen: ”Hvad mon der er inden i?” og ”Vil hun synes om min gave?”
Ikke mindst tror jeg det sidste er vigtigt. Den største glæde er at give. Det forstod jeg også på kvinden. Hendes øjne fik en særlig glans, da jeg spurgte til hvem og hvad, hun havde købt.”

”Åh ja, gaver!” ryger det ud af Hanne. John kikker på hende: ”Har du aldrig hørt om julegaver?” smiler han. ”Altså, jeg kan da godt give dig en, hvis du vil.”
Men det var ikke det, Hanne havde ment. Alle hendes tanker har haft med Johannes og alt det mærkelige at gøre. Hun har helt glemt, at hun også skal have købt gaver. Faktisk er det noget, hun oftest glæder sig meget til. Skal hun være ærlig, betyder det mere for hende at købe og give gaver end at få.
”Nej, nej. Jeg har bare helt glemt, at få købt gaver.” Hun kikker undersøgende på John. Han ser ikke ud til at have det på samme måde. Utroligt hvis han har styr på det. Mon hans mor stadig køber gaver for ham? Nå, men hun må lave en huskeseddel. Når hovedet er fyldt med det, Johannes fortæller, så er der åbenbart ikke plads til ret meget andet.