16. december

16. december er en rigtig kold dag, så Hanne skal tage sig sammen for at komme hen til Johannes i kirkens kælder. Hun overvejer seriøst, om ikke John godt kan klare det selv igen i dag. Så vil hun kravle under dynen og se tv.
Efter et par dage uden kontakt virker det ikke så vigtigt, hvad Johannes vil kunne fortælle. Hun tager sig alligevel sammen og kommer af sted. Hun kan ikke få sig selv til at svigte John.  De er gode venner, og Johannes er deres fælles opgave.
Da hun kommer ned i kælderen, kan hun mærke stemningen. Måske skulle hun have læst lidt i sin dagbog for at have fundet interessen igen. Som hun sidder der, kan hun slet ikke forstå, at dyne og tv kunne have været mere tillokkende. Hendes verden er virkelig vendt rundt. Før Johannes var dyne og tv en fast del af hverdagen. Johannes er en mærkelig men interessant mand.

”I dag var jeg mest oppe i Nicolai Kirke. Det er fascinerende, at denne store kirke er omkring 850 år gammel. Som jeg forstod, er den fra begyndelsen bygget lige så lang, som den er nu – bare ikke så bred. Det må have været ret vildt, når man tænker på, hvor få mennesker, der dengang boede i byen.

Jeg har stået længe og set fortællingen om Jesus’ liv som billedserie i de kulørte ruder. Man får mere fortælling end i den anden kirke, men stadig skal man kende historien. Jeg mangler Jesus’ ord. Endnu en god grund til, at jeg skal have skrevet min fortælling om hans liv. Der var så meget særligt i det, han sagde, som vi kan gå og tænke videre over. Det må blive mit fokus.
Jeg var også en tur oven over hvælvingerne. Det er et stort og egentlig meget smukt rum. Der var mindre plads oppe i toppen af tårnet. Men derfra var der en flot udsigt. Jeg så Lille Ørn flyve rundt over tagene. Den følger stadig med mig rundt engang imellem.

I kirken satte jeg mig og så på de to herrer: Luther og hans ven. Jeg har svært ved at forstå, hvad der er sket i verden og med kirken fra min tid og til nu. Men det skal jeg nok også lade være med at prøve på. Alt har sin tid, som Prædikeren skriver, og historien må have sin gang. Men det glæder mig, at Jesus og hans ord stadig har betydning – ja, at de har betydning for folk over hele jorden. Det er jo gået, som englen sagde: Han skal være til frelse for alle mennesker. Ja, hele verden skal frelses ved ham.
Jeg stod også og tænkte på, hvem Hr. Vedel har været. Jeg kan forstå, at han har haft betydning både for landet og for kirken. Nu er I fælles om at betale til kirkens vedligeholdelse, men engang skete der kun noget, hvis en rig som ham eller familien de la Mare, der er i kirkens fine kister, sørgede for det.

Dronning Gundhild, som I kalder moseliget, var jeg kun lige forbi. Det er mærkeligt at tænke, at hun levede 500 år før mig, og så stadig kan ses her 2500 år senere.
Hende og hovedskallerne udenfor i muren, vil jeg nok huske, men det vil jeg nu ikke skrive noget om i min fortælling.
Røverhistorien om skallerne er dog ret god: At byens få indbyggere tager kampen op med røverne ude i Roms Hule, for derefter til skræk og advarsel for alle andre røvere at mure hjerneskallerne ind i kirkens mur!
Efter også at have kikket på kirkeskibet – en sjov og god ide som billede på, at vi i kirken er om bord på Guds båd - satte jeg mig til sidst ved globen med lysene. Der var meget at tænke på. Jeg tændte et lys for dem af mine og Jesus’ venner, der havde mistet livet, fordi de var kristne. Jeg tændte et ekstra, da jeg kan forstå, at også i dag risikerer nogle at blive slået ihjel, fordi de er kristne.

Da jeg gik ud, hørte jeg klokkespil. Det var ikke bare nogle få toner. Nej, det var alle toner i deres smukkeste klang.
Hvem der end fandt på, at kirken skal have en klokke, vil jeg sende en venlig tanke. Det er ikke bare en god ide, at kalde folk til kirke med klokkeklang, men det er også smukkere end, hvis nogle skulle råbe af fuld hals.
Det med at råbe op, tror jeg dog heller ikke ligger til jer. I er som folk ikke meget til det store postyr.”

John og Hanne mener dog nok at kunne nævne optøjer også i Danmark med bål og brand i Københavns gader. De når dog frem til, at Johannes vist har ret. Danskerne er ikke et folk, der råber op og går i flok. Undtagelsen er måske ved en fodboldkamp. Men de begynder ikke at forklare Johannes om det spil. I stedet kommer John i tanker om, at han aldrig har fået undersøgt hjerneskallerne ordentlig. Det har Johannes heller ikke, så måske skulle de aftale det til i morgen, når det er lyst. Kampen i Roms Hule kan John nu let sætte sig ind i. Han mener, at vejlensere er ret snedige.
Hvad angår optøjer og kampe, er de alle enige om, at folk i dag holder sig inde. Måske er det det kolde klima, der gør, at danskerne er et stille folk.
Selv John går lige hjem uden fjolleri. Begge skynder de sig. Dynen kalder. Men i morgen skulle vejret skifte. Det skulle endda blive solskin.