6. december

6. december er en kold dag. Hanne og John smutter ned i kirkens kælder og ryster lidt. De har varm kartoffelsuppe med. Det er Johannes glad for, selv om han ikke har været ude på en stor tur. Inden han begynder at tale, tager han endda lidt at spise, inden suppen bliver kold.

”I dag mødte jeg præsten her ved Nicolai Kirke. Hun kunne fortælle en masse om hjerneskaller og en gammel dame. Tænk, den gamle dame i kirken er fra før min tid. Og de 23 huller i muren er rigtige hovedskaller! Man kan se ind, hvor hjernen har siddet. Det er altså noget mærkeligt noget at have i en kirke efter min mening.

Mest fortalte hun dog om Sct. Nicolai, da det netop i dag er hans dag. Eller, som han egentlig hed: Nicolaus. Han var munk indtil han blev biskop i Myrra. Hun fortalte, at han var den rigtige julemand, og at han i mange lande kommer sejlende med sin bispehue og bispestav.

Når han kommer sejlende, skyldes det, at han er de søfarendes helgen. ”Sct. Nicolai Kirke, som var Vejles eneste kirke i mange århundreder, har netop fået navn efter ham, fordi Vejle er en havneby.” forklarede hun.
Det har dog ikke meget med julemanden at gøre.

Nicolaus var også børnenes helgen, fordi han som biskop havde listet sig ubemærket rundt i byen og lagt gaver hos de familier, der ikke selv havde råd til at fejre jul med deres børn.
Fortællingen har siden ændret sig. Nu fortælles der om en julemand, der bor på Grønland, og som farer jorden rundt og giver alle børn gaver.

Faktisk tror jeg, at jeg bedre kan lide den oprindelige fortælling om Nicolaus. For så kan vi jo alle være som en julemand for dem, vi bor i nærheden af. Og så kan jeg godt lide, at han gjorde det i al hemmelighed. Det var noget, jeg også lærte af Mesteren.
Jesus sagde, at vi skal elske de andre og gøre godt mod dem. Ved at give og gøre godt, uden at vise sig frem, så gør man det jo netop for den andens skyld og ikke for, at folk skal se, hvor god man er.
Måske skal jeg i min fortælling bruge Jesus’ historie om tolderen og synderen, der bad. Den har en fin pointe.
Det var en dag, vi havde snakket om at bede til Gud. Hos os ser man ofte fornemme folk stå på gaderne og bede højt. Jesus sagde, at de gjorde det mest for at blive beundret. I stedet for at stå der, så burde de gå hjem og lukke døren, og så bede der.
Så var det, at han fortalte om farisæeren og tolderen, der kom i templet for at bede.
Farisæeren stillede sig frem og kikkede mod himlen. Han sagde tak til Gud for, at han var sådan en god mand, der fik hjælp til at overholde alle budene.
Tolderen derimod turde ikke engang kikke frem. Han vidste, at han ikke var noget godt menneske. Han slog sig på brystet og sagde: ”Vær mig synder nådig.”
Jesus’ melding var, at det ikke var farisæeren men tolderen, der oplevede Guds nærvær.

Nå, men det har måske alligevel ikke helt så meget at gøre med jeres julemand. Jeg kan forstå, at han også er mystisk – at man skal tro på ham. Nogle siger også, at han kun giver gaver til gode og artige børn.
En sådan julemand, tror jeg, den hellige Nicolaus vil være ked af at være blevet til. Jeg kan kun forestille mig, at han gav gaver til alle, der havde brug for det.”

Hanne ved godt fra sin far, at hullerne i muren er hjerneskaller. Men John tror ikke helt på det. Han vil straks ud og se ind i hullerne. Johannes går med for at se, om man kan se aftegninger af hjernen.
Hanne får lidt ro til at tænke. Fortællingen om Nicolaus og gaverne har givet hende en del at tænke over. På en måde er det uretfærdigt, hvis alle får gaver og ikke kun de artige. Selv giver hun selvfølgelig julegaver til alle i familien. Men de giver jo også hende. Med undtagelse af bedstemor. Hun giver gaver, mens Hanne aldrig har tænkt over at give hende. Det store spørgsmål er, om hun egentlig har fortjent de gaver, hun får. At tænke sådan gør lidt ondt. Nej, sådan er det ikke sjovt at tænke.
John og Johannes kommer ind igen. Det var for mørkt, og Johannes kunne ikke bære John på skuldrene, så han kunne komme tæt nok på. En anden dag må sagen undersøges med en stige.