9. december

9. december er Johannes kommet sig over den hårde tur dagen før. Han vover sig alligevel ikke ud på en længere gåtur. Det slår han fast som noget af det første, da Hanne og John kommer. Han er stadig øm i benene efter turen op på bakken. ”Det har været som at gå til Masada.” siger han, som om alle kendte til det sted. Hverken John eller Hanne har dog hørt om det. Så Johannes forklarer, at det er et nærmest uindtageligt bjerg ude i ørkenen. John spørger om forskellige ting: Hvordan får de vand? Hvad med affald? Kommer der aldrig gæster? Er der så højt, at man ikke kan skyde derop? John gør sig til en abe: Kan man ikke kravle op ad en bagvej?
Hanne finder det ikke videre interessant, så hun går i gang med at stille maden på bordet. Hun håbet, at Johannes har noget at fortælle i dag. Bare det ikke ender i løs snak. Nok savnede Hanne den almindelige snak til at begynde med, hvor det virkede mærkeligt med de lange taler. Nu føler hun sig snydt, hvis Johannes ikke holder en tale, og de bare sidder og snakker. En snak kan hun jo altid få med John eller en af sine andre venner. Hendes forældre vil også altid gerne snakke.
Hun får en skør ide. Måske skal hun en dag holde en enetale ved bordet derhjemme. Så kan de få svar på alle deres spørgsmål, eller måske kan det give dem noget andet at tænke på.
Nå, men Hanne bliver ikke snydt. Da maden er klar, er Johannes og John også færdige.

”Jeg sad i dag nede ved åen og kikkede på den fine bro af sten. Jeg kunne forstå, at den er godt 200 år gammel. Det er et flot stykke arbejde.

Broer har vist altid haft stor betydning her i byen. En mand fortalte, at der før denne stenbro havde været forskellige broer af træ. For godt 300 år siden skulle der have været en bro på 35 meter. Han fortalte også, at folk skulle betale told, for at komme over.
Han var en lystig fyr. Bl.a. fortalte han, at kvæg til tider faldt i åen, fordi broen ikke altid var lige sikker. Mest sjovt synes jeg det var, da han fortalte om bygningen af stenbroen. Broen skulle være bygget ved siden af åen, og derefter fik man vandet til at løbe under.
Jeg sad lidt og tænkte, at sådan havde I nok ikke gjort, da den store bro ude over fjorden blev bygget – altså flyttet fjorden.
Ligesom den gamle bro er fascinerende, så er den nye det også. At den sådan kan hænge højt oppe i luften og gå fra den ene høje side til den anden. Der må være langt at kikke ned.

Jeg kan forstå, at I har mange broer - ikke bare her i byen men over hele landet. Man kan næsten kalde jeres land for ”landet med de mange broer”. Mon det er, fordi I ikke vil være adskilt og leve hver for sig?
I har broer over åer, fjorde, bælter og sunde.
Ordet sund er et sjovt ord. Det minder om ordet synd.  Det kan godt give mening. Vand skiller land fra land. På samme måde skiller synd mennesker fra Gud. I den forbindelse kom jeg til at tænke på noget af det, som jeg fik noteret som vigtigt derhjemme: ”Gud elskede verden så meget, at han sendte sin søn. Når vi tror på ham, skal vi ikke fortabes. For Gud sendte ikke sin søn for at dømme verden, men for at vi skal frelses ved ham.”
På den måde er Jesus vel netop som en bro. Han er den bro, der går hen over vores synd – det sund, der er mellem os og Gud. Med Jesus tør vi tro at uanset hvad, så hører vi sammen med Gud. Han vender ikke ryggen til os, sådan som den gamle velsignelse lyder:
Herren velsigne dig og bevare dig.
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig.
Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred.

Jo mere jeg tænker på jeres broer og Jesus, jo mere bliver jeg sikker på, at jeg skal have det med i min fortælling. Det er jo vigtigt. Jeg skal dog overveje, om jeg vil bruge broen og sundet som billede. Et billede skal være velvalgt, og her kan Jesus’ egne ord måske fungere bedre – være stærkere.

At bygge bro kan vel godt være mere end et billede på genetableringen af vort adskilte forhold til Gud. Det kan også handle om forholdet mennesker imellem, f.eks. os. Da I valgte ikke at gå forbi mig den første dag, selv om jeg så mærkelig og forvirret ud, blev der bygget en bro. I tog kontakt, og for mig er det siden blevet til en venskabsbro.
Den side vil det også være godt at få med i fortællingen – altså, at muligheden for ”en bro” mellem mennesker er der. Vi mennesker har til tider brug for, at andre tager kontakt og dermed bygger en bro. Det kan også være, at en bro skal bygges op igen efter en strid eller en krig. Vi gør jo ikke kun noget forkert i forhold til Gud. Oftest, når vi gør noget forkert, så går det ud over andre mennesker.
Mon I ved det her i landet med de mange broer? For mig har jeres broer givet noget at tænke videre over.”

Den tale kan godt give én dårlig samvittighed. Hanne kan let lave en mindre liste over, hvor hun kunne have bygget en bro. På den anden side kunne de andre jo også have bygget broen.
”Ja, ansvaret kan ikke kun være mit.” Sådan tænker hun hele vejen hjem. Men det hjælper ikke rigtigt. Det giver ikke mening. Når hun tænker sådan om andre, så bliver afstanden bare endnu større. Hanne må indse, at der kun sker noget, hvis hun selv tager initiativet til det. En bro skal jo have forbindelse på begge sider. Så derfor skal også hun være klar til, at forbindelsen kan genetableres.
Uh, det bliver næsten helt filosofisk. Men sådan er det med Johannes og hans billeder. De er både konkrete og abstrakte. Og så får de hende til at tænke – tænke over sit liv og altså også over forholdet til andre. Denne gang er det ikke forholdet til dem, man godt kan lide, men dem, som man har det svært med. Hvis Johannes virkelig får alle de ting skrevet ned i sin fortælling, så skal man nok være varsom med at læse den.
Ja, sådan tænker Hanne, og samtidig kan hun ikke vente med at komme ned til ham igen næste dag.