18. december

18. december kommer sneen. Det begynder om natten, og der kommer meget. De må gå i skole. Det giver bare en helt anden stemning med den første sne. I løbet af eftermiddagen foreslår John, at de skal hente Johannes, så han kan være med til at kælke på Koldingvejsbakken. De får dog ikke gjort noget ved det, da de først er kommet i gang på bakken. Hannes mor har fri, så hun kommer med varm kakao og nybagte boller.
På et tidspunkt kommer John hen og siger, at han henter maden til Johannes. Selv om det er mørkt, er Hanne slet ikke klar til at gå. Hun lover dog at være ved kælderen til tiden.
Da de kommer ind til Johannes, kan de se, at han også har været ude i sneen. Der er en hel sø ved trappen, og den bliver kun større, efter at de har sat støvlerne og hængt jakkerne.

”Jeg har længe tænkt på, hvad det er med jer og sne til jul. I snakker meget om det. Nogle steder har jeg set hvid maling sprøjtet på træer, så det ligner sne. Andre steder har jeg set, at der er lagt vat til nisserne at kælke på. Jeg kan også se på mange af jeres julekort, at sne må være vigtigt.
I dag fik jeg lidt af en forklaring.
Jeg kender godt sne. Vi kalder den også hvid manna, da det minder om den manna, Gud sendte i ørkenen. Hos os er den også næsten lige så sjælden.

Det er vist ikke altid, at I har sne til jul. Men jeg kan godt forstå, hvorfor det passer sammen. For det første ser landskabet og byen hyggelig ud med hvid sne. For det andet lyser sneen op, så det virker mindre mørkt. Det passer med alt det andet lys, som I værdsætter og som for mig peger på Jesus. For det tredje passer den med jeres store glæde over julen. Som jeg oplevede det i dag, så skabte sneen glæde hos alle. Selv for dem, der møjsommeligt gik og skovlede den væk fra fortovet.

Da jeg gik rundt og så på sneen, kom jeg ud til biblioteket. Det var godt at komme ind og få varme i hænderne. Jeg kan godt forstå, at I har opfundet vanter.
Mens jeg sad og varmede mig, var der oplæsning i børneafdelingen. Jeg satte mig til at lytte. Historier interesserer mig. Det har I vist fundet ud af.
Jeg blev helt opslugt, da fortællingen begyndte. Hvor er der nogle fantastiske fortællinger, der findes her i jeres tid.
Jeg tror, det blev kaldt et eventyr. Det handlede om to børn, der boede ved siden af hinanden. En dag kom Snedronningen og lokkede drengen med sig. Han var blevet forblændet af alt det falske og kunne ikke mærke kulden. Splinter af et troldspejl havde ramt hans øje og hans hjerte, så alt godt blev ondt og omvendt.
Pigen gik ud for at lede efter drengen og måtte meget ondt igennem. Til sidst fandt hun ham hos Snedronningen på Nordpolens is, hvor han samlede et puslespil. Hun blev angrebet, men beskyttede sig ved at bede sit Fadervor. Et fantastisk billede!
Da hun sad ved drengen, smeltede hendes tårer hans kolde hjerte og fik splinterne til at glide ud, så han blev sig selv igen. Også det er et fantastisk billede.

Det er virkelig en spændende måde at se livet på. Nok vil jeg forsøge at skrive min fortælling fra et andet perspektiv end de tre andre, men en sådan slags fortælling tør jeg forsøge mig med. Men at opleve, at sådan vil der engang blive fortalt, er en gave, jeg vil bære med mig.”

Hanne undrer sig over, at Johannes, der med sit evangelium sætter noget nyt i verden, kan blive så begejstret for H. C. Andersen. Det forklarer måske, hvorfor hans eventyr er blevet kendt over hele jorden. Selv har hun ikke tænkt nøjere over, at de skulle være så fantastiske. Men det er måske, fordi de altid bare har været der.
Hun kikker over på John. Han vil helt sikkert ikke blive fanget af en Snedronning og sætte sig til at samle puslespil. Næ, hun behøver ikke være bange for at miste ham på den måde. Det ville nok mere være ham, der ville komme styrtende. I stedet for Fadervor ville han så bruge en laser til at skyde med. Godt H. C. Andersen ikke havde skrevet den udgave.