22. december

22. december er Johannes væk. Hanne og John går i gang med at rydde op i kælderen. De snakker om, hvad der er sket. ”Er der mon ikke en Bibel oppe i kirken?” spørger John. Det er Hanne ret sikker på. Hun har nøglen med for at kunne låse kælderen. Så sikker var hun på, at Johannes ville være væk.
De går op og slår alarmen fra ved altret. De finder Bibelen og tager den med over til bordene. Nu skal de have styr på, om ikke en af de fire evangelieskrivere hedder Johannes. Først vil Hanne lige undersøge det med de fire symboler på præstetavlen. Sidst mente hun, at der manglede en af de øverste. Nu er der både et menneske og en ørn øverst. Nederst er der en løve og en okse. ”Ørnen var væk sidst. Det er jeg næsten sikker på.” John kan ikke lade være med at drille: ”Det var nok den, der var en tur ude og flyve. Du ved, Lille Ørn.” Det passer godt alt sammen. Det er de faktisk enige om. Intet symbol kunne passe bedre til Johannes.
John får slået op i Bibelen på det sted, hvor der står Johannesevangeliet. Nu er det Hannes tur til at drille: ”Du er nok blevet bedre til at se og læse. Eller også er det en tilføjelse. Kirkens Bibel er måske ikke så gammel som den hjemme hos jer.” John holder dog fast ved, at teksten ikke var der, da han så i Bibelen derhjemme. Han havde kikket flere gange. Det hele virker meget mærkeligt. Kan det passe, at både tekst og ørn har været væk i den tid, Johannes har været hos dem?
Hanne kommer til at tænke på, hvad hendes far har sagt. Noget af det, der altid sker i kirken op til jul, har været anderledes. Særligt det, der kaldes ”De 9 Læsninger”. Han har virkelig brokket sig over præstens valg af tekster.

Men hvis nu Johannesevangeliet har været væk, så er det jo på plads igen. Johannes må altså have fået skrevet sin fortælling om Mesteren. De læser lidt af det første. Det er, som han har skrevet det lige til dem. Ordene står præcis, som han sagde dem. De når dog ikke så langt. De går i stå. Der er pludselig så mange tanker, at de falder i staver.
”På et tidspunkt”, siger Hanne så, ”vil jeg sætte mig og læse hele Johannes’ fortælling.” Det er John ikke sikker på, at han vil. Der er nok ikke kommet noget om tidsrejsen med. Men hun skal sige til, når hun finder, hvor han har skrevet om dette mærkelige besøg. For ellers kan det jo være, at det hele kun har været i deres fantasi.

Da Hanne kommer hjem, kommer hun til at tænke på sit navn. Hanne Vedel Kristensen er faktisk et ganske godt navn.
Hanne efter Johannes. Måske har hendes forældre ikke tænkt på det. Men nu, hvor hun har mødt og på nogle måder forstået Johannes, kan det ikke være bedre.
Vedel er det gamle ord for Vejle - vadestedet, og hun er jo fra Vejle. Ham, der står uden for Nicolai Kirke, hedder også Vedel. Der er også et billede af ham inde i kirken. Han er én af de personer fra Vejle, der har haft betydning for Danmark. Bl.a. skulle han have haft med Tycho Brahe at gøre – ja og oversat Saxo. Han skulle også have taget en uddannelse på universitetet hos Luther i Wittenberg. Luther hænger i øvrigt også i kirken. ”Måske siger mit navn ikke så meget om det,” tænker hun. Og dog. For hun hedder Kristensen til efternavn. Det må komme af ordet kristen. ”Og ja,” tænker hun. ”Jeg kan vist godt sige om mig selv, at jeg er kristen.” Det har hun vist altid været. Men mødet med Johannes har fået hende til at forstå nogle ting bedre. Eller i hvert fald har mødet fået hende til at tænke mere over tingene. Måske har Johannes endda lært hende at lytte og at huske. Det vil hendes lærere og forældre nok blive glade for.