8. december

8. december ser Johannes træt ud. Han ser også ud til gerne at ville fortælle, så maden kommer hurtigt på bordet. Rammen er klar.

”I dag var jeg en tur oppe på bakken. Jeg har længe haft lyst til at se nærmere på møllen, der med sit lys ser så smukt ud. Jeg tænkte, at derfra måtte man kunne se ud over hele byen. Det måtte være flot at se.

At se tingene i et større perspektiv har altid haft min interesse. Egentlig drømmer jeg om at se verden på samme måde som en fugl, der glider hen over himlen. Jeg har hørt, at I har maskiner, så man rent faktisk kan flyve deroppe. Men mit mod rækker ikke helt til det endnu. Så derfor blev det kun til en tur op til møllen.

Selv om vejen ikke var særlig lang, så var det hårdt at gå. Det går virkelig opad. Jeg kan godt forstå, at I på et tidspunkt byggede en kirke oppe ved kirkegården i stedet for at gå bag efter kisten hele vejen op herfra.

Rundt om møllen er der nu fyldt med huse. Men jeg kan forstå, at den lå helt frit, da den blev bygget. Det var et sted, hvor folk samledes om sommeren og sang danske sange og salmer. Jeg kan forestille mig, at det var et godt sted at samles. Den flotte udsigt over byen kan stadig ses, når man er oppe i møllen.

Møllen bruges dog ikke længere. Altså, der males ikke mere mel ved møllens kraft. I har jo alle de motoriserede tingester, der er meget stærkere.
Den fine mølle er nu et museum og for jer et levn fra gammel tid. Men den står stadig flot som et vartegn for byen. Sådan tænker jeg, selvom der også snakkes om nogle bølger ude ved fjorden.

Mens jeg stod i den lille have og kikkede, så jeg en fugl. Dem er der ellers ikke mange af, ud over ænder og måger ved åen. Den fløj op ikke langt fra mig og svævede ud over bakken. Og jeg fulgte med i tankerne.
For mig blev den til de ørne, jeg ofte fulgte på himlen derhjemme. Jeg forestillede mig, hvordan verden så ud med dens øjne.

Jeg faldt vist hen, for pludselig sad fuglen ikke langt fra mig. Den var ikke særlig stor, så jeg kaldte den for ”Lille Ørn”. Jeg strakte hånden frem, og den hoppede op på mit ærme.
Da jeg rejste mig, hoppede den op i et træ, og hele vejen ned ad bakken fulgte den med. Jeg tror, den er lige så nysgerrig som jeg.

Da vi kom ned, gik jeg en tur ind i Den Smidtske Gård. Den er meget anderledes end alle andre huse i byen. Jeg kunne forstå, at den er 200 år gammel og fra den tid, hvor der ikke boede ret mange mennesker i Vejle.
Den har været en købmandsgård, hvor folk kunne hente det, de ikke selv kunne lave. En fortalte, at det særligt havde været brændevin, som folk fra området var kommet efter.
Manden bød mig med ind og få lidt varmt at drikke. Det var ikke brændevin men noget, der kaldes gløgg. Det smagte ikke helt som almindelig vin, og så var der mandler og rosiner i bunden. Men det var godt at få varmen af.
Lille Ørn sad udenfor. Den havde vist ikke brug for noget særligt at varme sig på, selv om det er koldt. Den gemte sig dog i et af juletræerne.
Jeg er spændt på, om den kommer igen i morgen og tager med videre rundt for at se.”

Der er lidt stille, da Johannes er færdig. John og Hanne kan mærke, at Johannes virkelig er træt, så de går efter en kort tid. Udenfor står de og snakker lidt. Faktisk har de ikke fået snakket ret meget – og slet ikke om det særlige med Johannes.
John har tænkt videre over det med Bibelen. Han har ledt igen, men kan kun finde nogle breve af Johannes. Hanne har været i kirken med sin far. Da havde hun kun set tre symboler. Hun nåede frem til, at der måtte mangle en ørn.
John kommer til at grine, da hun sagde ”ørn”. ”Mener du Lille Ørn?”, og så løber han en tur rundt med blafrende arme.
Hanne bliver lidt sur, men kan ikke lade være med også at grine. Det er jo lige netop dét. Det kunne være fint, hvis de kunne gå ind og se efter i kirken. Men så skal hun først hjem og hente en nøgle. John bliver færdig med sin fugleleg, og de bliver enige om, at en ørn fint kan passe til Johannes og den fortælling, som han altså ikke kan komme i gang med at skrive. Han vil jo gerne både se og give et større overblik.
De sætter sig på de store sten og kommer til at snakke om navne. Hanne og John. Begge navne må komme af Johannes, der nu sidder i kælderen og spiser eller sover.
Hvis nu Johannes’ evangelium er væk fra Bibelen, som de tror, vil deres navne så også blive væk? Og hvad vil de så hedde?
Det giver noget at tænke over. De finder på ”gode” navne til hinanden.

Da Hanne om aftenen skal til at skrive om dagens begivenhed, tør hun slet ikke skrive nogen af navnene ned. Tænk, hvis alt ændrer sig, og de så kommer til at hedde nogle af de navne.