21. december

21. december er Johannes ret opsat på igen at få fortalt. Han er tændt på en ganske særlig måde. Det er noget helt andet end, da de mødte ham første gang. Han har et glimt i øjet og et fast blik. Han kommer med små kommentarer, som Hanne glemmer, fordi der så sker noget andet. Men hans lange tale virker! Hannes hjerne er næsten lige så god til at optage som mobilen.

”I dag er det den korteste dag i året. Så må vi bare håbe på, at solen vender tilbage igen. Ligesom jeg tror, at solen vil vinde magten tilbage, så tror jeg også, at jeg skal vende tilbage.
Nu tror jeg også, at jeg er ved at finde ud af, hvordan min fortælling om Jesus skal være. Jeg har fået samlet mange brikker. Oplevelserne her – bl.a. hvordan I tænder mere og mere lys, jo kortere dagene bliver. I giver ikke op! Dét sammen med de mange noter på bordet derhjemme skal nok få det til at blive godt.
Problemet med at få begyndt er også ved at komme på plads. Jeg tænker stadig på det med lys over for mørke. Ved Jesus’ fødsel brød Guds lys ind i verdens mørke. Det kan fint passe med, hvad der opleves fra nu af – altså hvert år til jul: lyset vil begynde at vende tilbage og blive stærkere.
Man kan også sige, at året nu vender. På samme måde, tænker jeg, var det et vendepunkt, da Jesus kom til verden.
Lys er et stærkt symbol. Alligevel tror jeg ikke, at lyset skal være hele rammen for min fortælling. Det er nemlig gået op for mig, at der er noget, der er stærkere.

Det stærkeste ved Jesus var, når han talte. Det var i hans ord, vi oplevede livet og kærligheden.
Sådan tænker jeg også i forhold til os. Vi mennesker kan tale, og vi kommer ofte til forståelse ved hjælp af ord.
I forhold til Jesus er der ingen tvivl om, at man kan kalde ham for Guds lys i verden. Men jeg tror, at han også kan og skal kaldes for Guds ord til verden – eller bare Ordet. Jeg tænker, at han er selveste Guds ord. Altså også det ord der lød fra Gud, da verden blev skabt.
Nu skal I høre, hvad jeg har tænkt:
”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud, og alt blev til ved ham. I ham var liv, og livet var menneskenes lys. Og lyset kom til verden.”
Jeg kunne godt blive ved. Men jeg tror, I må nøjes med dette. Jeg skal tilbage og skrive.

Mange tak for al jeres hjælp. Jeg har virkelig fået mange oplevelser med herfra. Jeg tror, at min fortælling vil blive noget anderledes end dem, Markus, Mattæus og Lukas har skrevet. Måske som Lille Ørn, der kan se ud over det hele.
Jeg håber, I vil få mulighed for at læse min fortælling engang. Så kan I sikkert finde nogle af de ting, som vi har snakket om.
God jul til jer. I har jo et par dage endnu inden den store aften.

Åh ja, det havde jeg helt glemt. Det er lidt smart af jer sådan at holde festen om aftenen i stedet for at vente til julemorgen. Måske er det fordi, I ikke kan vente? I kan jo heller ikke vente med at have juletræer og pynt. Men ved at holde fest om aftenen, så bliver det nemmere at forstå det med lyset, der skinner i mørket.
Til påske lader I vel solopgangen være billedet på opstandelsen. Ja, det skal jeg også huske.
Hvor jeg dog glæder mig til at komme hjem og komme i gang med at skrive. Forlaget kan godt begynde at finde nogle gode skrivere. Sådan er det nok stadig i min tid.
Måske holder fortællingen så længe, at den også kommer i en fin bog som dem, der findes her hos jer.
Tak for nu, og fred være med jer!”

Så er Johannes færdig. Det er som det endelige punktum. Der skal ikke snakkes mere. Hverken John eller Hanne vover at spørge om noget. Johannes er nærmest rejst, selv om han stadig sidder ved bordet. De siger begge tak for i dag, og lister af.

”Han er altså lidt mærkelig, ham Johannes,” siger John, da de kommer ud. ”Hvis han har tænkt sig at rejse, kunne han da godt have givet os en julegave.”
Hanne tænker, at det måske netop er, hvad han har gjort. Men hun siger ikke noget. John hopper ned fra en sten og lader som om, han flyver. ”Hvis han rejser tilbage til Jesus’ tid, så kunne han da have tilbudt mig at komme med. Det ville have været sejt. Mon ikke jeg kunne være nået frem og tilbage inden jul?” Hanne svarer ikke. Hun skubber til ham og siger, at han da bare selv kan bygge en tidsmaskine – eller tage en stjerne. Imens tænker hun på, at Johannes sikkert vil være væk i morgen. Men det kan de jo ikke gøre noget ved.