onsdag den 23. december 2020

24. december

24. december, og julen bliver præcis, som den skal, både i kirken og derhjemme. Hanne bruger en del tid på at hjælpe sin far i kirken. Der er noget godt og trygt ved at være der. Tingene falder langsomt på plads. I løbet af eftermiddagen kommer der lige så mange mennesker, som hun husker fra tidligere. Hun kan ikke lade være med at tænke, at Johannes burde have hørt, hvor godt folk synger.
John og hans familie kommer også. Han får hænderne til at flyve som en fugl. Hanne ved straks, at han tænker på Johannes, og de mødes inde ved ørnen. Hun sætter sig sammen med dem ved den gudstjeneste. De får ikke sunget så godt med. Der er så mange ord i salmerne, som får dem til at tænke på det, de har oplevet. De peger, smiler og forsøger at være stille. Når præsten læser og prædiker, lytter de også mere end de plejer. Mødet med Johannes har lært dem at lytte og tænke.
John vil gerne snakke lidt, så han hjælper til med at rydde op i kirken.

Hjemme er maden ved at være klar. De sætter sig. Hanne kan ikke lade være med at tænke ”måltid”, og så må hun fortælle om Johannes. At være sammen til ”måltid” har fået større betydning for hende efter mødet med ham. Hun vil dog ikke kravle rundt og vaske fødder på de andre, sådan som Jesus skulle have gjort.
Mens hun fortæller, kan hun godt se, at de tror, det er en god historie. Det er helt i orden. Hanne har brug for at fortælle, og det kan hun uden, at det bagefter skal diskuteres. Selv har hun jo også først taget Johannes’ tale som en ”god historie”. Nu, hvor han er væk igen, kan hun også godt tænke, at det er ren fantasi.
Måske var han bare en mærkelig gammel tosse. Hannes far sagde engang, at nogle kan læse så meget, at de bliver skøre. Det kan såmænd godt passe på Johannes. Det er for utroligt, hvis han virkelig skulle have været fra Jesus’ tid. Tidsrejser kan ikke lade sig gøre. Alligevel virkede det rigtigt, da hun hørte ham tale.
Nå, men det finder man vist aldrig ud af. Hanne har kun sine nedskrevne fortællinger.

Efter maden bliver gaverne lagt under træet. Hanne kan ikke lade være med at tænke på, at de netop lægger dem under stjernen – vi giver dem til Jesus. Bagefter kan de så gives videre.
Mens de går rundt om træet, ser hun mange af de tegn, som Johannes har fået hende til at lægge mærke til. Træets grene med korssymbolet. Lyset. Hjertet. Der er også en fugl. Selv om det ikke er en ørn, så kan hun ikke lade være med at tænke på Johannes og Lille Ørn.
Da de er færdige, går hun med sin far til midnatsgudstjenesten. Der læser præsten netop fra Johannesevangeliet. Han læser om ordet og lys til verden - det, der begynder med: ”I begyndelsen var Ordet.”

tirsdag den 22. december 2020

23. december

23. december har Hanne travlt. Tiden i december er gået, helt uden hun har fået styr på gaver til jul. Alt det med Johannes har gjort, at hun har glemt det. Heldigvis fik hun købt nogle af gaverne inden december. Resten finder hun hurtigt ud af, og så skal der pakkes ind. Juletræet skal også gøres klar, og der skal hygges med at lave konfekt. Det gør familien altid, når far er færdig med alle de særlige ting op til jul, og der er stillet klar til næste dags rykind af mennesker i kirken. Hanne når slet ikke at savne Johannes før om aftenen, hvor hun skulle have lyttet til hans tale på mobilen, mens hun skrev. Det er mærkeligt, at det nu er slut med de skriverier.

mandag den 21. december 2020

22. december

22. december er Johannes væk. Hanne og John går i gang med at rydde op i kælderen. De snakker om, hvad der er sket. ”Er der mon ikke en Bibel oppe i kirken?” spørger John. Det er Hanne ret sikker på. Hun har nøglen med for at kunne låse kælderen. Så sikker var hun på, at Johannes ville være væk.
De går op og slår alarmen fra ved altret. De finder Bibelen og tager den med over til bordene. Nu skal de have styr på, om ikke en af de fire evangelieskrivere hedder Johannes. Først vil Hanne lige undersøge det med de fire symboler på præstetavlen. Sidst mente hun, at der manglede en af de øverste. Nu er der både et menneske og en ørn øverst. Nederst er der en løve og en okse. ”Ørnen var væk sidst. Det er jeg næsten sikker på.” John kan ikke lade være med at drille: ”Det var nok den, der var en tur ude og flyve. Du ved, Lille Ørn.” Det passer godt alt sammen. Det er de faktisk enige om. Intet symbol kunne passe bedre til Johannes.
John får slået op i Bibelen på det sted, hvor der står Johannesevangeliet. Nu er det Hannes tur til at drille: ”Du er nok blevet bedre til at se og læse. Eller også er det en tilføjelse. Kirkens Bibel er måske ikke så gammel som den hjemme hos jer.” John holder dog fast ved, at teksten ikke var der, da han så i Bibelen derhjemme. Han havde kikket flere gange. Det hele virker meget mærkeligt. Kan det passe, at både tekst og ørn har været væk i den tid, Johannes har været hos dem?
Hanne kommer til at tænke på, hvad hendes far har sagt. Noget af det, der altid sker i kirken op til jul, har været anderledes. Særligt det, der kaldes ”De 9 Læsninger”. Han har virkelig brokket sig over præstens valg af tekster.

Men hvis nu Johannesevangeliet har været væk, så er det jo på plads igen. Johannes må altså have fået skrevet sin fortælling om Mesteren. De læser lidt af det første. Det er, som han har skrevet det lige til dem. Ordene står præcis, som han sagde dem. De når dog ikke så langt. De går i stå. Der er pludselig så mange tanker, at de falder i staver.
”På et tidspunkt”, siger Hanne så, ”vil jeg sætte mig og læse hele Johannes’ fortælling.” Det er John ikke sikker på, at han vil. Der er nok ikke kommet noget om tidsrejsen med. Men hun skal sige til, når hun finder, hvor han har skrevet om dette mærkelige besøg. For ellers kan det jo være, at det hele kun har været i deres fantasi.

Da Hanne kommer hjem, kommer hun til at tænke på sit navn. Hanne Vedel Kristensen er faktisk et ganske godt navn.
Hanne efter Johannes. Måske har hendes forældre ikke tænkt på det. Men nu, hvor hun har mødt og på nogle måder forstået Johannes, kan det ikke være bedre.
Vedel er det gamle ord for Vejle - vadestedet, og hun er jo fra Vejle. Ham, der står uden for Nicolai Kirke, hedder også Vedel. Der er også et billede af ham inde i kirken. Han er én af de personer fra Vejle, der har haft betydning for Danmark. Bl.a. skulle han have haft med Tycho Brahe at gøre – ja og oversat Saxo. Han skulle også have taget en uddannelse på universitetet hos Luther i Wittenberg. Luther hænger i øvrigt også i kirken. ”Måske siger mit navn ikke så meget om det,” tænker hun. Og dog. For hun hedder Kristensen til efternavn. Det må komme af ordet kristen. ”Og ja,” tænker hun. ”Jeg kan vist godt sige om mig selv, at jeg er kristen.” Det har hun vist altid været. Men mødet med Johannes har fået hende til at forstå nogle ting bedre. Eller i hvert fald har mødet fået hende til at tænke mere over tingene. Måske har Johannes endda lært hende at lytte og at huske. Det vil hendes lærere og forældre nok blive glade for.

søndag den 20. december 2020

21. december

21. december er Johannes ret opsat på igen at få fortalt. Han er tændt på en ganske særlig måde. Det er noget helt andet end, da de mødte ham første gang. Han har et glimt i øjet og et fast blik. Han kommer med små kommentarer, som Hanne glemmer, fordi der så sker noget andet. Men hans lange tale virker! Hannes hjerne er næsten lige så god til at optage som mobilen.

”I dag er det den korteste dag i året. Så må vi bare håbe på, at solen vender tilbage igen. Ligesom jeg tror, at solen vil vinde magten tilbage, så tror jeg også, at jeg skal vende tilbage.
Nu tror jeg også, at jeg er ved at finde ud af, hvordan min fortælling om Jesus skal være. Jeg har fået samlet mange brikker. Oplevelserne her – bl.a. hvordan I tænder mere og mere lys, jo kortere dagene bliver. I giver ikke op! Dét sammen med de mange noter på bordet derhjemme skal nok få det til at blive godt.
Problemet med at få begyndt er også ved at komme på plads. Jeg tænker stadig på det med lys over for mørke. Ved Jesus’ fødsel brød Guds lys ind i verdens mørke. Det kan fint passe med, hvad der opleves fra nu af – altså hvert år til jul: lyset vil begynde at vende tilbage og blive stærkere.
Man kan også sige, at året nu vender. På samme måde, tænker jeg, var det et vendepunkt, da Jesus kom til verden.
Lys er et stærkt symbol. Alligevel tror jeg ikke, at lyset skal være hele rammen for min fortælling. Det er nemlig gået op for mig, at der er noget, der er stærkere.

Det stærkeste ved Jesus var, når han talte. Det var i hans ord, vi oplevede livet og kærligheden.
Sådan tænker jeg også i forhold til os. Vi mennesker kan tale, og vi kommer ofte til forståelse ved hjælp af ord.
I forhold til Jesus er der ingen tvivl om, at man kan kalde ham for Guds lys i verden. Men jeg tror, at han også kan og skal kaldes for Guds ord til verden – eller bare Ordet. Jeg tænker, at han er selveste Guds ord. Altså også det ord der lød fra Gud, da verden blev skabt.
Nu skal I høre, hvad jeg har tænkt:
”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud, og alt blev til ved ham. I ham var liv, og livet var menneskenes lys. Og lyset kom til verden.”
Jeg kunne godt blive ved. Men jeg tror, I må nøjes med dette. Jeg skal tilbage og skrive.

Mange tak for al jeres hjælp. Jeg har virkelig fået mange oplevelser med herfra. Jeg tror, at min fortælling vil blive noget anderledes end dem, Markus, Mattæus og Lukas har skrevet. Måske som Lille Ørn, der kan se ud over det hele.
Jeg håber, I vil få mulighed for at læse min fortælling engang. Så kan I sikkert finde nogle af de ting, som vi har snakket om.
God jul til jer. I har jo et par dage endnu inden den store aften.

Åh ja, det havde jeg helt glemt. Det er lidt smart af jer sådan at holde festen om aftenen i stedet for at vente til julemorgen. Måske er det fordi, I ikke kan vente? I kan jo heller ikke vente med at have juletræer og pynt. Men ved at holde fest om aftenen, så bliver det nemmere at forstå det med lyset, der skinner i mørket.
Til påske lader I vel solopgangen være billedet på opstandelsen. Ja, det skal jeg også huske.
Hvor jeg dog glæder mig til at komme hjem og komme i gang med at skrive. Forlaget kan godt begynde at finde nogle gode skrivere. Sådan er det nok stadig i min tid.
Måske holder fortællingen så længe, at den også kommer i en fin bog som dem, der findes her hos jer.
Tak for nu, og fred være med jer!”

Så er Johannes færdig. Det er som det endelige punktum. Der skal ikke snakkes mere. Hverken John eller Hanne vover at spørge om noget. Johannes er nærmest rejst, selv om han stadig sidder ved bordet. De siger begge tak for i dag, og lister af.

”Han er altså lidt mærkelig, ham Johannes,” siger John, da de kommer ud. ”Hvis han har tænkt sig at rejse, kunne han da godt have givet os en julegave.”
Hanne tænker, at det måske netop er, hvad han har gjort. Men hun siger ikke noget. John hopper ned fra en sten og lader som om, han flyver. ”Hvis han rejser tilbage til Jesus’ tid, så kunne han da have tilbudt mig at komme med. Det ville have været sejt. Mon ikke jeg kunne være nået frem og tilbage inden jul?” Hanne svarer ikke. Hun skubber til ham og siger, at han da bare selv kan bygge en tidsmaskine – eller tage en stjerne. Imens tænker hun på, at Johannes sikkert vil være væk i morgen. Men det kan de jo ikke gøre noget ved.

lørdag den 19. december 2020

20. december

20. december sidder Johannes og nynner julemelodier, da de kommer ned i kælderen. John kikker på ham og siger, at han burde opleve rock. Det kan Hanne godt forestille sig, at han vil kunne lide. Men nok ikke den slags, som John forsøger sig med at synge. Johannes hjælper til med at få gjort klar til måltidet. Han vil vist gerne i gang med at fortælle.

”Der er meget liv i byen op til jul. Folk går glade rundt, selv om det både er koldt og vådt. Nogle sidder og spiller musik. De ser ikke alle ud til at have det lige godt. De er dog ikke spedalske og ser heller ikke sådan rigtigt fattige ud som dem, der sidder på gaderne hjemme hos os.
Selv om jeg ikke har noget at give – altså penge, som de beder om - så kan jeg altid give et smil. Ofte får jeg også et smil tilbage. Og så siger vi ’Glædelig jul’.

I dag mødte jeg så en flok, der gik og spillede. De lignede et nisseorkester. Der var virkelig lyd på. Og det lød godt, så jeg fulgte efter dem et stykke. Det var der i øvrigt flere der gjorde. Ja, vi blev nærmest et helt lille optog.
Det er ellers ikke noget, som I gør – det med optog, har jeg lagt mærke til. Jeg har ikke oplevet store skarer, der råber eller laver ballade. I er et meget stilfærdigt folk.
Det skal man lige vænne sig til. Hos os giver folk gerne udtryk for deres mening og råber op. Det kan godt virke voldsomt, når en stor skare går gennem byen. Men det er ofte fredeligt alligevel.
Med jeres fredsommelige måde at være på, kan det være svært at vide, hvad I mener og tænker. Noget kan man læse i aviserne. Så meget har jeg fundet ud af. Men det virker ikke til, at de meninger passer på de fleste af jer.
For det er jo ikke, fordi I ikke mener noget. Når jeg har snakket med folk, så har alle næsten altid en mening om både det ene og det andet. Men I holder det ofte for jer selv.
At gå gennem en stille gågade fyldt med mennesker, vil være helt umuligt, hvor jeg kommer fra. Og jeres snak i mobilerne er intet i forhold til, hvordan folk kan råbe op på gaden, selv om de bare snakker. Hos os kan man næste sige: ”Er man hørt, så lever man.” Hos jer er det mere: ”Jeg tænker, derfor er jeg.”
Mange ting, oplever jeg, har I taget til jer af det, som Jesus lærte. Jeres stilfærdige omgang kan fint passe med Jesus’ ord om, at man skal gå ind på sit kammer og ikke stille sig frem og til skue, når man vil bede til Gud. Til gengæld passer jeres stille måde at være kristne på dårligt, i forhold til at budskabet skal råbes ud fra tagene.
For mit eget vedkommende er jeg nok heller ikke så god til at råbe budskabet ud fra tagene. Måske er det derfor, jeg gerne vil skrive min fortælling ned.
Uanset om man råber eller skriver, så er ord stadig vigtige. Med ord kan man skabe fortællinger, og gennem fortællinger kan man blive klogere.

I har også snart hørt på mange af mine ord. Og jeg kan kun sige jer tak for, at I har villet høre på mig. At I talte til mig den første dag og gav mig lov at sove her, var skønt. Men at I også har givet jer tid til at lytte, har været stort.
Jeg har oplevet så meget her, at jeg havde brug for at få det vendt. Og så har I endda gidet høre på alt det, jeg overvejer at skrive om Jesus. Det skal I have tak for.
Jeg tror snart, jeg må være fyldt så godt op, at jeg kan komme hjem igen.

Det, at ord er vigtige, lærte Mesteren os også. Jeg har vist nævnt det før, at han sagde det ganske enkelt: ”Det er ikke det, der kommer ind i munden, som gør et menneske urent. Men det er det, der kommer ud af munden – de dumme ting, vi siger.”
Ord er ikke bare vigtige, men de er også stærke.
Jeg håber, at mine ord til jer har været gode. Og så vil jeg bestræbe mig på at skrive gode ord i min fortælling.”

Den tale fik selv John til at glemme en videre introduktion af rock. Det går op for dem, at Johannes er ved at runde af. Det lød som en afskedstale med tak for både det ene og det andet. Han glemte vist kun at sige tak for maden. For, det har de faktisk fået organiseret uden problemer. De har delt opgaverne mellem sig. John har mest taget sig af det til aften. Han kender et spisested, hvor han kan få rester. Hanne har sørget for, at der altid var brød til morgenmad og frokost. De har faktisk aldrig fået spurgt Johannes, hvad han normalt spiser eller om der er noget, han ikke spiser. Men han virker til at have haft det godt nok.

Da Hanne kommer hjem, tænker hun videre over det med maden. Det er mærkeligt, at de aldrig har snakket om mad. For Johannes er ’måltidet’ vigtigt. Det er rammen for hans tale, og det har betydning for samværet. Ja, det er nærmest et ritual, som når man går til alters i kirken. Johannes ville nu nok have brokket sig, hvis han kun fik en lille kirkechips og lidt vin. Og så måske alligevel ikke. For Johannes er ikke typen, der brokker sig. Han ville nok mere have undret sig og så fundet én eller anden fortælling om Jesus eller gjort det til et billede, som betød noget mere og større. Det er lige før, det skal prøves i morgen. Hvad han mon vil finde på?
Hanne føler sig sikker på, at der i morgen vil ske noget særligt - noget vigtigt.

fredag den 18. december 2020

19. december

19. december bliver det mest til snak hos Johannes. Sneen er der stadig, så både John og Hanne er trætte, da de kommer ned i kælderen. Johannes har vist ikke været så meget ude. Han har kun været en tur oppe i kirken.
Han sidder og funderer. I den tid han har været i byen, har han oplevet mange ting. Nu er det musikken, han lige skal have styr på.
”Det er utroligt, så meget sang og musik I har. Særligt i kirkerne. Jeg har hørt gode kor og et stort orkester.”
I år har der vist også været ekstra musik og sang i kirken. Hannes far har snakket om, at der er nok at lave. Selv har hun tænkt, at det nok mest var for at få hende til at hjælpe. Det har hun ofte gjort. Men i år har hun bare ikke haft tid. Så hun har undladt at sige noget, når han fiskede efter hjælp. Hendes forældre skal ikke vide noget om Johannes.
I snakken er Johannes særlig imponeret af orgelet. Hanne synes ikke, at det er jordens fedeste instrument. En gang imellem kan det nu godt være dejligt, når organisten altså har valgt at spille noget godt. Hun kan sådan set godt forstå Johannes, når han sammenligner med en harpe.
De snakker også om julesalmer og salmer i det hele taget. Den tradition er Johannes heller ikke vant til. De synger i hans tid kun salmerne fra Det Gamle Testamente.
Ikke alt, synes Johannes, er til at forstå. Hvad er f.eks. ’stjernetæpper lyseblå’? Han spørger, om det har med de kulørte lamper at gøre. I en af gaderne hænger der pærer, så det nærmest ligner et stjernetæppe. Hverken John eller Hanne kan give en fornuftig forklaring. En del af det, der synges i de gamle salmer, har de ikke tænkt så meget over. De synger mest, hvis de synes, den er god. Og det er ”Et barn er født i Betlehem”. Johannes lagde da også mærke til, at folk sang godt med på netop den. Men ellers synger folk vist ikke særligt højt i kirken. John mener, at det nok er derfor, der er et kor. De skal jo også have noget at lave. Det kan Johannes godt forstå. Hanne er ikke helt sikker på, om der ikke bliver sunget med, fordi koret er der, eller om koret er der, fordi der ikke bliver sunget med. Med Johannes bliver der igen lidt at tænke over.
”Men det gælder altså ikke den 24.” melder John. ”Bare vent og se. Da vil kirken blive fyldt, og folk vil synge godt med!”

torsdag den 17. december 2020

18. december

18. december kommer sneen. Det begynder om natten, og der kommer meget. De må gå i skole. Det giver bare en helt anden stemning med den første sne. I løbet af eftermiddagen foreslår John, at de skal hente Johannes, så han kan være med til at kælke på Koldingvejsbakken. De får dog ikke gjort noget ved det, da de først er kommet i gang på bakken. Hannes mor har fri, så hun kommer med varm kakao og nybagte boller.
På et tidspunkt kommer John hen og siger, at han henter maden til Johannes. Selv om det er mørkt, er Hanne slet ikke klar til at gå. Hun lover dog at være ved kælderen til tiden.
Da de kommer ind til Johannes, kan de se, at han også har været ude i sneen. Der er en hel sø ved trappen, og den bliver kun større, efter at de har sat støvlerne og hængt jakkerne.

”Jeg har længe tænkt på, hvad det er med jer og sne til jul. I snakker meget om det. Nogle steder har jeg set hvid maling sprøjtet på træer, så det ligner sne. Andre steder har jeg set, at der er lagt vat til nisserne at kælke på. Jeg kan også se på mange af jeres julekort, at sne må være vigtigt.
I dag fik jeg lidt af en forklaring.
Jeg kender godt sne. Vi kalder den også hvid manna, da det minder om den manna, Gud sendte i ørkenen. Hos os er den også næsten lige så sjælden.

Det er vist ikke altid, at I har sne til jul. Men jeg kan godt forstå, hvorfor det passer sammen. For det første ser landskabet og byen hyggelig ud med hvid sne. For det andet lyser sneen op, så det virker mindre mørkt. Det passer med alt det andet lys, som I værdsætter og som for mig peger på Jesus. For det tredje passer den med jeres store glæde over julen. Som jeg oplevede det i dag, så skabte sneen glæde hos alle. Selv for dem, der møjsommeligt gik og skovlede den væk fra fortovet.

Da jeg gik rundt og så på sneen, kom jeg ud til biblioteket. Det var godt at komme ind og få varme i hænderne. Jeg kan godt forstå, at I har opfundet vanter.
Mens jeg sad og varmede mig, var der oplæsning i børneafdelingen. Jeg satte mig til at lytte. Historier interesserer mig. Det har I vist fundet ud af.
Jeg blev helt opslugt, da fortællingen begyndte. Hvor er der nogle fantastiske fortællinger, der findes her i jeres tid.
Jeg tror, det blev kaldt et eventyr. Det handlede om to børn, der boede ved siden af hinanden. En dag kom Snedronningen og lokkede drengen med sig. Han var blevet forblændet af alt det falske og kunne ikke mærke kulden. Splinter af et troldspejl havde ramt hans øje og hans hjerte, så alt godt blev ondt og omvendt.
Pigen gik ud for at lede efter drengen og måtte meget ondt igennem. Til sidst fandt hun ham hos Snedronningen på Nordpolens is, hvor han samlede et puslespil. Hun blev angrebet, men beskyttede sig ved at bede sit Fadervor. Et fantastisk billede!
Da hun sad ved drengen, smeltede hendes tårer hans kolde hjerte og fik splinterne til at glide ud, så han blev sig selv igen. Også det er et fantastisk billede.

Det er virkelig en spændende måde at se livet på. Nok vil jeg forsøge at skrive min fortælling fra et andet perspektiv end de tre andre, men en sådan slags fortælling tør jeg forsøge mig med. Men at opleve, at sådan vil der engang blive fortalt, er en gave, jeg vil bære med mig.”

Hanne undrer sig over, at Johannes, der med sit evangelium sætter noget nyt i verden, kan blive så begejstret for H. C. Andersen. Det forklarer måske, hvorfor hans eventyr er blevet kendt over hele jorden. Selv har hun ikke tænkt nøjere over, at de skulle være så fantastiske. Men det er måske, fordi de altid bare har været der.
Hun kikker over på John. Han vil helt sikkert ikke blive fanget af en Snedronning og sætte sig til at samle puslespil. Næ, hun behøver ikke være bange for at miste ham på den måde. Det ville nok mere være ham, der ville komme styrtende. I stedet for Fadervor ville han så bruge en laser til at skyde med. Godt H. C. Andersen ikke havde skrevet den udgave.

onsdag den 16. december 2020

17. december

17. december begynder Johannes at tale om noget helligt. Da hverken Hanne eller John er helt sikre på, hvad helligt betyder, bruger de mobilen og finder Wikipedia. Der står: ”Begrebet bruges om noget der er sat til side. Dette er ofte nært forbundet med en gud eller spiller en væsentlig rolle for religiøse handlinger eller ceremonier, men kan også bruges til at beskrive ikke-religiøse personer, ting eller steder.”
De kikker på hinanden. Måske ville en ordbog have været til mere hjælp.  

”Jeg var oppe i Nørreskoven i dag. Jeg ville forbi og se Roms Hule, hvor røverne ifølge fortællingen blev overfaldet.
Inde i skoven fandt jeg en kilde. I kalder den Helligkilden. Jeg havde hørt, at den skulle være der. Som jeg har forstået, har der været flere helligkilder rundt om Vejle. Deres vand skulle være helbredende – særligt ved Sct. Hans og Valborgsdag.
Vandet var dejlig koldt og friskt. Om det var helbredende, ved jeg ikke. Men det var forfriskende for mig. Det kan såmænd godt tænkes, at det hjælper med at klare tankerne. Jeg fik nemlig tænkt over, hvordan forbindelsen til det hellige måske kunne indgå i min fortælling.

Så kom der en mand. Han stoppede op og spurgte, hvad jeg dog lavede. Jeg fortalte, at jeg tænkte over det hellige.
For ham var der også noget helligt i skoven. Han var på vej derhen, så jeg gik med og kom til en firkantet udgave af romernes arena.
Manden mente, at jeg skulle med til fodbold, hvis jeg skulle opleve noget helligt. Der var også noget nærmest religiøst over stemningen og noget, der mindede om ritualer.
Første blev der sunget. Så gik kampen i gang. Jeg kender ikke spillet, men fandt en del ligheder med vores gudstjeneste. Ja, det lyder måske sært. Men alle skal jo være med på, hvad der skal ske. I kampen bliver det kaldt regler. Ved gudstjenesten kaldes det liturgi. Ved fodbold skal alle også være med, hvis det skal blive en ordentlig kamp. Sådan oplever jeg det også ved gudstjenester. Det er f.eks. ødelæggende, hvis folk ikke lever med og måske ikke synger med. Så derfor sang jeg også af fuld hals og råbte, selv om jeg ikke vidste hvorfor.
Undervejs kunne jeg ikke lade være med at grine, da jeg tænkte på noget her i kirken. Jeres præster går i sort ligesom manden med fløjten på banen. Begge steder er det altså en mand i sort, der sørger for, at tingene går ordentlig til.
Så manden havde ret. Der var noget helligt i skoven.”

Johannes’ tale er ikke så lang, så der bliver tid til at snakke om andre ting. Johannes spørger til Hannes og Johns interesser. Det er, som om han er ved at forstå, hvordan livet er. John fortæller mest, og Johannes virker oprigtig interesseret, selv om Hanne oplever det meste som pjat. Hvad skal Johannes få ud af rollespil? Men John er en levende fortæller, så Hanne kan ikke lade være med at smile, når han giver den som en drabelig ridder. Selv fortæller hun ikke så meget. Hun sidder bare og hygger sig. Hun havde aldrig troet, at det kunne blive sådan sammen med Johannes. Til at begynde med var han ret mærkelig.
Johannes fortæller om, at Jesus også havde haft sådanne natte-snakke. En nat var der kommet en fornem og meget anset mand for at få en snak. Hanne kan ikke helt forstå, hvad det særlige var, men hun kan forstå, at det optager Johannes meget. Han siger flere gange noget om at blive født igen og noget med vand og dåb. Men hun hører vist heller ikke ret godt efter. Det er blevet sent, og hun er træt.
Turen hjem i den friske luft får hende lidt i gang igen, så hun kan få skrevet også dagens afsnit.

tirsdag den 15. december 2020

16. december

16. december er en rigtig kold dag, så Hanne skal tage sig sammen for at komme hen til Johannes i kirkens kælder. Hun overvejer seriøst, om ikke John godt kan klare det selv igen i dag. Så vil hun kravle under dynen og se tv.
Efter et par dage uden kontakt virker det ikke så vigtigt, hvad Johannes vil kunne fortælle. Hun tager sig alligevel sammen og kommer af sted. Hun kan ikke få sig selv til at svigte John.  De er gode venner, og Johannes er deres fælles opgave.
Da hun kommer ned i kælderen, kan hun mærke stemningen. Måske skulle hun have læst lidt i sin dagbog for at have fundet interessen igen. Som hun sidder der, kan hun slet ikke forstå, at dyne og tv kunne have været mere tillokkende. Hendes verden er virkelig vendt rundt. Før Johannes var dyne og tv en fast del af hverdagen. Johannes er en mærkelig men interessant mand.

”I dag var jeg mest oppe i Nicolai Kirke. Det er fascinerende, at denne store kirke er omkring 850 år gammel. Som jeg forstod, er den fra begyndelsen bygget lige så lang, som den er nu – bare ikke så bred. Det må have været ret vildt, når man tænker på, hvor få mennesker, der dengang boede i byen.

Jeg har stået længe og set fortællingen om Jesus’ liv som billedserie i de kulørte ruder. Man får mere fortælling end i den anden kirke, men stadig skal man kende historien. Jeg mangler Jesus’ ord. Endnu en god grund til, at jeg skal have skrevet min fortælling om hans liv. Der var så meget særligt i det, han sagde, som vi kan gå og tænke videre over. Det må blive mit fokus.
Jeg var også en tur oven over hvælvingerne. Det er et stort og egentlig meget smukt rum. Der var mindre plads oppe i toppen af tårnet. Men derfra var der en flot udsigt. Jeg så Lille Ørn flyve rundt over tagene. Den følger stadig med mig rundt engang imellem.

I kirken satte jeg mig og så på de to herrer: Luther og hans ven. Jeg har svært ved at forstå, hvad der er sket i verden og med kirken fra min tid og til nu. Men det skal jeg nok også lade være med at prøve på. Alt har sin tid, som Prædikeren skriver, og historien må have sin gang. Men det glæder mig, at Jesus og hans ord stadig har betydning – ja, at de har betydning for folk over hele jorden. Det er jo gået, som englen sagde: Han skal være til frelse for alle mennesker. Ja, hele verden skal frelses ved ham.
Jeg stod også og tænkte på, hvem Hr. Vedel har været. Jeg kan forstå, at han har haft betydning både for landet og for kirken. Nu er I fælles om at betale til kirkens vedligeholdelse, men engang skete der kun noget, hvis en rig som ham eller familien de la Mare, der er i kirkens fine kister, sørgede for det.

Dronning Gundhild, som I kalder moseliget, var jeg kun lige forbi. Det er mærkeligt at tænke, at hun levede 500 år før mig, og så stadig kan ses her 2500 år senere.
Hende og hovedskallerne udenfor i muren, vil jeg nok huske, men det vil jeg nu ikke skrive noget om i min fortælling.
Røverhistorien om skallerne er dog ret god: At byens få indbyggere tager kampen op med røverne ude i Roms Hule, for derefter til skræk og advarsel for alle andre røvere at mure hjerneskallerne ind i kirkens mur!
Efter også at have kikket på kirkeskibet – en sjov og god ide som billede på, at vi i kirken er om bord på Guds båd - satte jeg mig til sidst ved globen med lysene. Der var meget at tænke på. Jeg tændte et lys for dem af mine og Jesus’ venner, der havde mistet livet, fordi de var kristne. Jeg tændte et ekstra, da jeg kan forstå, at også i dag risikerer nogle at blive slået ihjel, fordi de er kristne.

Da jeg gik ud, hørte jeg klokkespil. Det var ikke bare nogle få toner. Nej, det var alle toner i deres smukkeste klang.
Hvem der end fandt på, at kirken skal have en klokke, vil jeg sende en venlig tanke. Det er ikke bare en god ide, at kalde folk til kirke med klokkeklang, men det er også smukkere end, hvis nogle skulle råbe af fuld hals.
Det med at råbe op, tror jeg dog heller ikke ligger til jer. I er som folk ikke meget til det store postyr.”

John og Hanne mener dog nok at kunne nævne optøjer også i Danmark med bål og brand i Københavns gader. De når dog frem til, at Johannes vist har ret. Danskerne er ikke et folk, der råber op og går i flok. Undtagelsen er måske ved en fodboldkamp. Men de begynder ikke at forklare Johannes om det spil. I stedet kommer John i tanker om, at han aldrig har fået undersøgt hjerneskallerne ordentlig. Det har Johannes heller ikke, så måske skulle de aftale det til i morgen, når det er lyst. Kampen i Roms Hule kan John nu let sætte sig ind i. Han mener, at vejlensere er ret snedige.
Hvad angår optøjer og kampe, er de alle enige om, at folk i dag holder sig inde. Måske er det det kolde klima, der gør, at danskerne er et stille folk.
Selv John går lige hjem uden fjolleri. Begge skynder de sig. Dynen kalder. Men i morgen skulle vejret skifte. Det skulle endda blive solskin.

mandag den 14. december 2020

15. december

15. december sender Hanne nogle billeder til John fra flyet. John tager sin pc’er med om aftenen, så Johannes kan få dem at se. Han har også andre planer. Først giver han dog Johannes lov til at fortælle om sin dag. Han har været omme i den anden store kirke – omme ved den gamle kirkegård.

”Det er nogle dejlige kirker, som er her i byen. Masser af plads og luft. Men byen har jo også mange mennesker. Mon I virkelig kan være der alle sammen? Vor Frelsers Kirke er et interessant navn. Tænk at slå det så kraftigt fast, at Jesus er vores frelser, at man ligefrem kalder en kirke det. Men det er jo rigtigt, sådan som man også kan se i de meget præcise billeder i ruderne bag det gyldne alter. Et gyldent alter er også et flot billede. At altret så også viser nadvermåltidet, gør det for mig kun endnu stærkere. Gyldent peger på guddommeligt, og det er jo, hvad der sker – noget guddommeligt.
Rundt i gangenes loftshvælv kunne jeg læse små digte. Jeg tror, det er nogle af de mange salmer, som I har. Jeg har set en bog med utrolig mange af sådanne vers, som vist bruges ret ofte. I er et syngende folk, kan jeg tænke. Det har betydning. Det siges, at et syngende folk aldrig går til grunde.”

John må indrømme, at det nok er meget sjældent, de store kirker er fyldte. Han går der ikke særligt ofte – mest juleaften. Men da er der til gengæld også fyldt flere gange. Johannes skal lige være på det rene med, at fejringen af Jesus’ fødsel sker aftenen før den 25. Den aften, mener John, er vist også en af de få dage i løbet af året, hvor danskerne sådan rigtig synger. Indtil han kommer i tanke om fodbold og familiefester. Så måske er der håb for det danske folk.
Da de er færdige med at snakke om sang, tager John sin pc frem. Han fortæller, at Hanne har sendt nogle flere billeder fra flyet, mens det var lyst. Så kan Johannes rigtig se, hvordan landet og byen ser ud fra et fugleperspektiv. Der er et par billeder, hvor de kan se byen og gaderne. Der er også et par, hvor de kan se hen over landet og ud i horisonten.
At se landskabet oppefra har Johannes glædet sig til. Nu kan han følge åer og fjorde. Men særligt billederne af horisonten vil han gerne undersøge nærmere. Hverken John eller Hanne har tænkt over, at horisonten viser jordens runding. John overvejer hurtigt at slukke. Hvis Johannes er fra Jesus’ tid, må han vel som alle andre tro, at jorden er flad. Men Johannes virker ikke særligt overrasket over, at jorden buer. Han spørger nærmere til det, og John forklarer om jordens form. For bedre at kunne vise det, åbner han Google Earth. Der kan man se, hvordan jorden er rund. Da Johannes får vist hvor Jerusalem og Vejle ligger, kan han bedre forstå, at der her i byen ikke bare er mørkt på en anden måde, men at der er længere mørkt end hos ham.
Da John senere snakker med Hanne i telefonen, fortæller han om Johannes’ reaktion. Hun synes, det lyder mærkeligt. Begge kan de godt blive i tvivl, om han nu også er fra Jesus’ tid. Men han virker så troværdig, når de er sammen med ham.

søndag den 13. december 2020

14. december

14. december er Hanne på Bornholm. Hun og familien plejer at tage et par dage over til bedsteforældrene de år, hvor de ikke kommer og holder jul hos dem. Da de fløj fra Billund og var kommet godt højt op, så landskabet ganske flot ud med al lyset i byen. Hun tog et billede og sendte til John.
Da John kommer ned med maden, fortæller Johannes, at han har været i sin egen kirke. ”Det må det vel være, når den hedder Sct. Johannes Kirke.” Han mener dog, at det må være en anden Johannes, da han ikke er nogen hellig mand.
I kirken er der et fantastisk billede af Jesus oppe på et hvælv. Det ser nærmest ud, som om han flyver. Det har gjort et stort indtryk på Johannes, for han siger det flere gange, mens maden kommer på bordet.
Der kommer ikke nogen lang enetale. Måske fordi Hanne mangler. Rammerne er der bare ikke, så de to får en snak om at flyve. John fortæller, at Hanne er fløjet til Bornholm. Det kunne Johannes på en måde godt tænke sig, men han tør vist ikke, selvom han skulle få chancen.
Så tager John mobilen frem og viser det billede, som Hanne har sendt. Der er ikke meget at se – mest mørke og små lyse prikker. Men Johannes finder det interessant. Han har gode øjne, så han finder både møllen og gågaden. Jo, det var måske alligevel noget at komme der op.
John fortæller, at han har prøvet at flyve i en drageflyver. De kunne måske prøve det oppe fra kirkens tag. Men så meget brænder Johannes nu heller ikke for det. På jorden at blive, er bedst for ham. John griner lidt. ”Og så vil du gerne fortælle din fortælling, som var du Lille Ørn?!” Johannes kan godt se pointen, og han opgiver at forklare, at det betyder noget helt andet i en fortælling. Det er han sikker på, at John også godt ved. Nok er han en fjollet dreng, men klog nok. Det er Johannes slet ikke i tvivl om.

lørdag den 12. december 2020

13. december

13. december spørger Johannes ”Ved I, at det er Luciadag i dag?”, straks de kommer ned i kælderen med nye forsyninger af mad.
De ved godt, at det er Lucia den 13. Hvert år er der på skolen noget særligt til Lucia. I år var Hanne også med, da en flok piger gik Lucia på plejehjemmet. Det er en stor oplevelse at se glæden i de gamles ansigter, når man kommer gående med lysene. Midt i optoget var Hanne kommet til at tænke på Johannes. Han ville helt sikkert have fået en god fortælling ud af det. Så derfor undrer det ikke, at han er blevet optaget af Lucia. Han har endda undersøgt sagen. Hverken John eller Hanne havde fundet det interessant nok til at undersøge.

”Det er en trist historie med hende Lucia, selv om det også er en meget stærk fortælling.
Lucia levede på Sicilien ca. 300 år efter Jesus’ fødsel og døde som ung pige, fordi hun var kristen. Det fortælles, at hun havde valgt at leve som nonner gør – altså ville hun ikke gifte sig. Det blev en bejler så vred over, at han fortalte kejseren, at hun var kristen. Det kan også være, at de var forlovet og manden blev sur over, at hun gav alle sine penge til de fattige, da hun blev kristen.
Lucia blev fanget af kejserens folk og skulle arbejde nærmest som en slave. Det blev hun reddet fra, ligesom hun også blev reddet fra at blive brændt på et bål, inden hun blev stukket ihjel af et sværd.
Der kommer altså tider efter min, der er lige så slem eller værre end den, jeg lever i.

Lucia skulle også have hjulpet andre kristne ved at komme med mad til dem. Fortællinger om gode kristne mennesker er gode at tage med sig. Ved Lucia kan jeg særligt godt lide, at hun er en kvinde. I fortællingerne fra tiden sammen med Jesus, handler det næsten altid om mænd. Sådan er traditionen også fra de gamle hellige fortællinger.
I min fortælling vil jeg prøve at rette lidt op på det. Kvinder er jo ikke anderledes end mænd. Der er heller ikke forskel på jer to, John og Hanne. Men i min tid er der forskel på mænds og kvinders muligheder.
Jeg kunne måske fortælle om kvinden, som nogle ville stene, og som Jesus reddede. Han sagde, at den, der aldrig havde gjort noget forkert, kunne kaste den første sten. Og så listede de alle af. Der er også Maria, som var den første, der mødte Jesus efter opstandelsen.

Hvad angår Lucia, så er det nok en trist historie, men det er blevet en smuk tradition. Det er en lysfest, som jo passer med, at Lucia betyder lys.
Jeg så en flok piger gå med lys. Den forreste havde lysene i en krone på hovedet. Det må virkelig kræve balance. Én fortalte, at det var som at se bruden gå op gennem kirken med alle brudepigerne. Det skulle minde om Lucia, der gav sit liv til Gud og på den måde var som en brud for Jesus.
Mens de gik, sang de smukt om Lucia.

Nogle steder skulle pigerne vist gå rundt med mad og godter. Det ville også passe godt i jeres juletradition. Det er helt utroligt, så mange søde sager, der kan fås.
Jeg fik en sjov kage. Den kaldtes et Luciabrød. Den var formet som en sløjfe med fire løkker og krydret med safran.
Det er i øvrigt også nogle meget spændende brød, I har her i jeres tid. Og det er vist ikke kun op til jul.
Jeg kan dog godt savne fladbrødet lidt. Jeg tænker, det måske er lige sådan for jer. Nogle fortæller, at de savner det mørke rugbrød, når de er ude i verden.

Hos jer er der også mad i mængder. Nogle siger endda, at I smider mad ud hver dag. Det er lidt rystende. Mad er Guds gave. Den skal respekteres og deles. Hvis der er så meget, at det smides ud, så bør I da gå rundt og give til dem, der sidder og ser triste ud på gaderne. De kunne godt trænge til det, selv om de ikke ser helt så udsultede ud som dem i min tid.
Når jeg tænker på alt det, som I har og endda mad i overflod, må Gud se venligt til jer. I må være velsignede.”

Det kunne de så sidde og tænke over. Vi er jo velsignede, tænker Hanne, og får lidt dårlig samvittighed. Hun havde troet, at John ville lave lidt pjat med Lucia. Det ville han helt sikkert have gjort, hvis han havde set hende gå Lucia. Men også han har fået noget at tænke over. Den mad, han kommer med til Johannes, er jo netop noget, som ellers ville blive smidt ud.
Udenfor har de begge brug for at snakke, selv om det er sent. Begge oplever de, at man ikke går fra Johannes uden at være blevet skubbet lidt til i sin egen verden.
Da de går hver til sit, kan John ikke lade være med at stikke fingrene op gennem håret, som var det lys. Han vimser af sted, som er han en fin dame. Han ligner dog mere konen med æggene eller måske en, der skal tisse. Hanne griner og skynder sig hjem. Hun har travlt. Mens Johannes talte, overvejede hun at spise lidt. For det ville hun nok ikke nå hjemme. De skal nemlig af sted.

fredag den 11. december 2020

12. december

12. december kommer Hanne glad ned i kælderen. Det har været en ganske dejlig dag. Hun har helt glemt, hvor skuffet hun blev dagen før. Glæden bliver fanget af Johannes, der kalder Hanne for et lys i mørket. Han ser på hende, så hun får lyst til at fortælle. Det er første gang, hun betror sig til ham.
John er forsinket, så de har lidt tid for sig selv. Johannes er god til at lytte. Undervejs tænker Hanne, at han forhåbentlig ikke tager noget af det med i sin fortælling. Det vil blive pinligt. Men sådan er Johannes vist ikke. De er hans fortrolige, og han kan være hendes.
Da John endelig kommer, er Johannes sulten. Bordet bliver dækket, og de sætter sig.

”Jeg gik tidligt i morges nede langs åen, hvor de små broer går over. Det er altså utroligt, så smukt byen er pyntet med lys. Hvert et træ har grene af lys.
Kan det ikke passe, at der er 7 små broer dernede?
Jeg kom til at tænke på den 7-armede lysestage, som stod i templet.
I min tid var der en del diskussion om, hvad vi som kristne skal holde fast ved.
Skal man være jøde for at blive kristen? Det vil sige, om man skal overholde den gamle jødiske lov. Der er også blevet diskuteret, om man må spise alt eller kun, hvad de jødiske regler betegner som rent.

Paulus var en af dem, der oftest fik sat tingene på spidsen. Konklusionen blev, at alle kan blive kristne. Der er ingen anden betingelse end troen på Jesus, og dåben er markeringen af, at man er kristen og hører til kirken.
Det med maden havde Jesus taget brodden af, da han sagde: ”Det er ikke det, der kommer ind i munden, der gør et menneske urent, men det, der kommer ud.”
Det citat er godt at huske. Jeg må se, om jeg kan få det med i min fortælling.

Vi diskuterede også de ting, templet repræsenterede. F.eks. den 7-armede lysestage, der jo peger tilbage på lyset, som aldrig brænder ud.
For mig kan vi fint også tage lysestagen med videre, og jeg kan jo se, at den står i jeres kirke. Jeg synes dog, at vi skal lade den fortælle noget andet. Måske fordi jeg er lidt af en matematiker, ja, lidt af en talfreak. Derfor ser jeg Jesus, Mesteren, i de 7 lys.
Det guddommelige tal er tre – som i Fader, Søn og Helligånd. Det jordiske tal er 4 – som de fire verdenshjørner. Samler man 3 og 4, får man 7. På den måde kan lampen pege på Jesus. Jesus var jo både guddommelig – altså 3 - og jordisk – altså 4, så 7 må være hans tal. Den syvarmede lysestage kan på den måde passe på ham.
Dertil kommer, at Jesus for os er som et evigt lys. Eller, som han selv sagde: ”Jeg er verdens lys.” Det citat er også godt at huske.
Jeg vil nok ikke skrive det med 7-tallet, men gerne hans egne ord om at være verdens lys. Han sagde i øvrigt flere gange noget med ”Jeg er”. Husker jeg ret, var det livets brød, døren, den gode hyrde, vintræet, vejen og livet. 7 i alt, så må det være rigtigt.
De ord må komme med.

Faktisk gik jeg dagens tur for at undersøge lidt mere om byens industri. Det blev til en gåtur langs Mølleåen.
Der har været en del vandmøller, som har givet kraft til maskinerne.
Det er fascinerende med både vandmøller og vindmøller. Jeg kan forstå, at I er nået langt videre med olie og motorer.
Én fortalte dog, at vindmøller igen er ved at blive en stor ting i landet. I vil dog næppe vende tilbage til min tids oksemølle – eller slavemølle.

Måske burde jeg en dag gå ud til en af de nye fabrikker. Nogle snakker om tyggegummi. Jeg tror dog nok, at jeg holder mig her nede i byen – neden for bakkerne.”

Mens Johannes taler, tænker Hanne både på Jesus som lys og på, at hun selv er et lys, sådan som Johannes havde sagt, da hun kom. Hun må indrømme, at dagen før var hun ikke noget lys. Da var hun træt og blev måske derfor ikke inspireret af hans tale. Hun ved godt, at hun af og til kan være en rigtig lyseslukker. Og så er det dejligt at høre, at hun også kan være et lys. Bare hun lidt oftere kunne være et lys.
John tænker mere på det med motorer og møller. Hvordan mon en slavemølle så ud? Han overvejer at gå på nettet med mobilen for at finde et billede. Men det vil Johannes nok have snært ved at forstå.

torsdag den 10. december 2020

11. december

11. december begynder snakken igen om Lille Ørn. John mener at have set den flyve rundt ude i Vestbyen. Har du så været ude og styrketræne? John skubber til Johannes for at se, om han har lært noget. Johannes griner bare og siger, at han da vist er alt for gammel til sådan noget fjolleri. Nok gik han ud langs åen, men kom så en anden vej rundt. Han ved ikke helt, hvor han har været, så de kan nemt have set Lille Ørn, for den har fulgt ham hele dagen.
John viser, at han kan stå på hænder, inden de sætter sig. Det påstår Johannes, at han også kunne som ung. Nu går han op i noget andet.

”I har nogle flotte huse i byen. Et af dem ligger over for banegården. Jeg kan forstå, at det blev bygget som et teaterhus. Selv om det har været renoveret et par gange, så har det ligget der i mere end 100 år. Et teater var åbenbart noget, enhver købstad med vokseværk skulle have. Og vokse, det kunne jeg forstå, at byen ved broen over åen gjorde. Tidligere havde den kun været ganske lille.
Da jeg først hørte om et teaterhus, blev jeg lidt nervøs. Umiddelbart tænkte jeg på de teatre, romerne bygger. Arenaer kaldes de, og forestillingerne dér er kampe på liv og død. Det kan være gladiatorer eller kampe mellem vilde dyr og mennesker. Menneskene i de kampe er ofte ubeskyttede, så det bliver nærmest rent slagteri.
Jeg kan forstå, at det er lidt en anden form for kultur, der foregår hos jer. Det første stykke, der blev spillet i huset, skulle have været ”Eventyr på fodrejsen.” Det lyder anderledes hyggeligt end gladiatorkamp. Jeg fik helt lyst til at opleve mere.
Jeg spurgte lidt omkring. En fortalte, at I også havde cirkus, hvor der er dyr. Men dér skulle de vilde dyr være tamme som var de husdyr.

At jeg først blev lidt bange ved ordet teater skyldes, at vi kristne i min tid kan frygte at blive fanget og sat til at kæmpe mod løver.
Det er jo ikke en måde at dø på, og ingen ønsker at dø. Vi er som kristne dog ikke bange for at dø. Vi tror på, at Gud har vundet sejren ved Jesus’ opstandelse.
Mange er allerede blevet dræbt, alene fordi de prædiker om Jesus som Guds søn. Nogle gange er det måske lige så meget, fordi vi kun vil tilbede Gud og altså ikke kejseren. Nogle kejsere vil nemlig gerne betragte sig selv som guder, og så skal alle folk tilbede dem. Så hellere dø end stille en kejser på niveau med Gud – uf.

Nå, men sådan er det slet ikke hos jer. For jer handler det om oplevelser, og I har store og flotte huse – større end kirker - til det. Jeg blev vist hen til Musikteateret. Det bliver åbenbart brugt til både musik og teater.
Jeg fik også fortalt om flere steder med oplevelser. Et sted kan man se oplevelser på et stort hvidt lærred. Ja, man skulle endda kunne se skuespillet på en skærm derhjemme.
Er det mon sådan, I får fortalt alt det vigtige videre?

Ude i noget, I kalder Spinderihallerne, mødte jeg også kunstnere - bl.a. malere. Der var også firmaer. Alle virkede vældig kreative.
Jeg forstod på navnet, at stedet tidligere har været en af de store industrier fra dengang, Vejle begyndte at vokse. Byen gemmer mange interessante ting, som jeg har lyst til at undersøge nærmere.”
Johannes er meget energisk, når noget fanger hans interesse. Selv om Hanne har boet i byen hele sit liv, har hun ikke været rundt og se på byens huse. Egentlig synes hun, at gamle huse er ret kedelige. Selv kirken, men det siger hun ikke højt, når hendes far er i nærheden. Johannes derimod ser historier i alt. Han oplever byen, som andre oplever at surfe på nettet. Eller også ser man bare efter meget forskellige ting. Måske har det noget med alder at gøre. De gamle mennesker, hun kender, har det også med at finde gamle ting og huse interessante. Hendes forældre brokker sig, når hun sidder for længe ved skærmen men kan selv bruge en evighed på et museum.
Sådan var det også lidt med Johannes’ tale. Hanne kan godt mærke, at hun ikke fik så meget ud af denne aften som de andre. Er han mon bare som alle de andre gamle?
John hørte vist heller ikke det hele. Hans tanker går på at blive gladiator. Så, da Johannes er færdig med sin tale, vil han høre noget mere om det. John mener helt klart, at han vil kunne klare en løve. Eller i hvert fald en lille løve. Hans fætter går meget op i styrketræning, så han vil helt klart kunne være blevet en mester i Arenaen. Johannes ryster lidt på hovedet. Ak hvor verden har ændret sig. Han kan dog godt lide Johns mod.

onsdag den 9. december 2020

10. december

10. december ser Hanne og John en fugl uden for kirken, da de kommer derhen om aftenen. ”Lille Ørn?” spørger John. ”Måske.” siger Hanne. Hele vejen hen til kælderen jager John Hanne som en ørn efter en lille fugl.
Mon Johannes egentlig har set mere til Lille Ørn? Hanne forestiller sig, at den nok har siddet nede ved åen sammen med ham. Men han har ikke sagt noget om det. Han var åbenbart alt for optaget af broer, eller også havde han for ondt i benene til at tænke.
De spørger, og Johannes beklager. Jo, Lille Ørn har skam været med. Men den har ikke haft tålmodigheden til bare at sidde og kikke. Så den har fløjet lidt omkring. I dag fik den endda Johannes til at gå en tur. Solen skinnede fra en skyfri himmel, så han fik lyst til at komme ud til vandet.

”Efter at have været oppe ved møllen og siddet ved broen, følte jeg mig kaldet ud på havnen.
Ved møllen havde jeg jo hørt, at den som vartegn for byen måske bliver afløst af nogle bølger. Så vidt jeg kunne se, er det endnu kun blevet til et par skvulp. Så mon ikke møllen vil blive ved med at være vartegn en tid endnu?

Da jeg stod derude ved de mange små både, kunne jeg endnu bedre se den smukke tynde bro svæve højt oppe over vandet. Jeg kan godt forstå, man kan have lyst til at tage en sejltur ud gennem fjorden. Det kan godt hamle op med en tur på Genesaret sø. Jesus kommer dog nok ikke gående på vandet. Jeg overvejer, om jeg skal have den fortælling med ligesom Markus og Matthæus. Men så vil jeg ikke skrive om Peter, der faldt i.

Der er mange både, og det er en stor havn.
Der er dog lidt langt ind til Nicolai Kirke, som jo har sit navn, fordi den ligger i en havneby. Men så forstod jeg, at den gamle havn havde været i nærheden af den gamle bro. Alt har bare ændret sig.
På et tidspunkt har havnen været den største uden for hovedstaden, så vidt jeg kan forstå. Det er den vist ikke mere. Men der sker stadig mange ting.

Jeg forstod også, at der blev anlagt en ny vej ned til den nye havn. Den skulle gå fra centrum og forbi Nicolai Kirke. Kirkegården omkring kirken blev derfor nedlagt og gravene flyttet. Det lyder mærkeligt i mine ører. Det kan dog også være en måde at vise de døde respekt, da de jo ellers ville være kommet til at ligge under en vej.
Nok sagde Jesus, at vi skal lade de døde begrave deres døde. Alligevel kan jeg godt lide respekten for kirkegården. Jesus’ ord holder os dog fast på, at vi skal tænke på de levende – ja, at vi skal leve.

Min tur i dag blev til en historietime i byudvikling. Ikke så mange år efter den nye store havn var kommet godt i brug, var jernbanen kommet. Selv i dag har det stor betydning, at havn og bane nærmest hænger sammen – særligt for havnens liv.
Skibe kan jeg forholde mig til, også selv om de sejler ved egen kraft. Biler har jeg snart vænnet mig til. Men jernbanen og tog er og bliver besynderlige for mig. Selv om jeg godt kan se, det er meget praktisk altid at have ”vejen” for sig selv.

Meget af det, jeg har oplevet her, har hjulpet mig i forhold til min fortælling. Men dagens oplevelse rækker langt ud over, hvad der kan give mening. I fortællingen må jeg vist holde mig til, at vi med Jesus kommer i havn. Eller som Markus fortæller, så behøver vi ikke være bange ligesom disciplene, der var ud at sejle: Jesus sov, da det begyndte at storme. Disciplene blev bange for, at skibet skulle synke. Så de vækkede ham. Han beklagede sig over deres manglende tro og fik så både storm og bølger til at lægge sig. – Altså, når vi har Jesus med om bord i vort liv, så skal vi ikke være bange for at gå under.

I skal måske være forsigtige med at fortælle andre om det med bølgerne, som Jesus fik til at lægge sig. Ude ved fjorden har I jo bygget nogle bølger, og dem, der bor deri, skulle jo nødigt blive bekymrede for, at deres hjem skulle blive helt fladt.
Nå, men ikke et ondt ord om de bølger. Det giver jo mening, at I kalder bygningen for Bølgen. Det undrer mig mere, hvorfor I kalder de høje siloer for Søstrene.
Måske skal jeg gå en tur op langs åen og se nærmere på dem. Jeg kan jo se, at der er fine stier. Der er også træer og buske, så Lille Ørn tager sikkert med. Den var med hele turen ud til fjorden og nød vist både solen og turen.
Måske skal jeg også ind og se på fitness og svømmehal, det lyder som en indendørs sø. Så kan I nok være sikre på, at en storm ikke pludselig kommer med store bølger.”

Ja, han prøver vist at være lidt morsom i dag, ham Johannes. At Jesus vil gøre Bølgen flad og, at vi laver en indendørs sø, fordi vi er bange for bølger. Normalt er han ellers meget alvorlig, så måske er han begyndt at slappe lidt af, tænker Hanne.
John begynder at vise, hvordan man laver styrketræning og udfordrer Johannes. Kommer Johannes mon af sted til fitness i morgen? Man får næsten lyst til at udspionere ham.

tirsdag den 8. december 2020

9. december

9. december er Johannes kommet sig over den hårde tur dagen før. Han vover sig alligevel ikke ud på en længere gåtur. Det slår han fast som noget af det første, da Hanne og John kommer. Han er stadig øm i benene efter turen op på bakken. ”Det har været som at gå til Masada.” siger han, som om alle kendte til det sted. Hverken John eller Hanne har dog hørt om det. Så Johannes forklarer, at det er et nærmest uindtageligt bjerg ude i ørkenen. John spørger om forskellige ting: Hvordan får de vand? Hvad med affald? Kommer der aldrig gæster? Er der så højt, at man ikke kan skyde derop? John gør sig til en abe: Kan man ikke kravle op ad en bagvej?
Hanne finder det ikke videre interessant, så hun går i gang med at stille maden på bordet. Hun håbet, at Johannes har noget at fortælle i dag. Bare det ikke ender i løs snak. Nok savnede Hanne den almindelige snak til at begynde med, hvor det virkede mærkeligt med de lange taler. Nu føler hun sig snydt, hvis Johannes ikke holder en tale, og de bare sidder og snakker. En snak kan hun jo altid få med John eller en af sine andre venner. Hendes forældre vil også altid gerne snakke.
Hun får en skør ide. Måske skal hun en dag holde en enetale ved bordet derhjemme. Så kan de få svar på alle deres spørgsmål, eller måske kan det give dem noget andet at tænke på.
Nå, men Hanne bliver ikke snydt. Da maden er klar, er Johannes og John også færdige.

”Jeg sad i dag nede ved åen og kikkede på den fine bro af sten. Jeg kunne forstå, at den er godt 200 år gammel. Det er et flot stykke arbejde.

Broer har vist altid haft stor betydning her i byen. En mand fortalte, at der før denne stenbro havde været forskellige broer af træ. For godt 300 år siden skulle der have været en bro på 35 meter. Han fortalte også, at folk skulle betale told, for at komme over.
Han var en lystig fyr. Bl.a. fortalte han, at kvæg til tider faldt i åen, fordi broen ikke altid var lige sikker. Mest sjovt synes jeg det var, da han fortalte om bygningen af stenbroen. Broen skulle være bygget ved siden af åen, og derefter fik man vandet til at løbe under.
Jeg sad lidt og tænkte, at sådan havde I nok ikke gjort, da den store bro ude over fjorden blev bygget – altså flyttet fjorden.
Ligesom den gamle bro er fascinerende, så er den nye det også. At den sådan kan hænge højt oppe i luften og gå fra den ene høje side til den anden. Der må være langt at kikke ned.

Jeg kan forstå, at I har mange broer - ikke bare her i byen men over hele landet. Man kan næsten kalde jeres land for ”landet med de mange broer”. Mon det er, fordi I ikke vil være adskilt og leve hver for sig?
I har broer over åer, fjorde, bælter og sunde.
Ordet sund er et sjovt ord. Det minder om ordet synd.  Det kan godt give mening. Vand skiller land fra land. På samme måde skiller synd mennesker fra Gud. I den forbindelse kom jeg til at tænke på noget af det, som jeg fik noteret som vigtigt derhjemme: ”Gud elskede verden så meget, at han sendte sin søn. Når vi tror på ham, skal vi ikke fortabes. For Gud sendte ikke sin søn for at dømme verden, men for at vi skal frelses ved ham.”
På den måde er Jesus vel netop som en bro. Han er den bro, der går hen over vores synd – det sund, der er mellem os og Gud. Med Jesus tør vi tro at uanset hvad, så hører vi sammen med Gud. Han vender ikke ryggen til os, sådan som den gamle velsignelse lyder:
Herren velsigne dig og bevare dig.
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig.
Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred.

Jo mere jeg tænker på jeres broer og Jesus, jo mere bliver jeg sikker på, at jeg skal have det med i min fortælling. Det er jo vigtigt. Jeg skal dog overveje, om jeg vil bruge broen og sundet som billede. Et billede skal være velvalgt, og her kan Jesus’ egne ord måske fungere bedre – være stærkere.

At bygge bro kan vel godt være mere end et billede på genetableringen af vort adskilte forhold til Gud. Det kan også handle om forholdet mennesker imellem, f.eks. os. Da I valgte ikke at gå forbi mig den første dag, selv om jeg så mærkelig og forvirret ud, blev der bygget en bro. I tog kontakt, og for mig er det siden blevet til en venskabsbro.
Den side vil det også være godt at få med i fortællingen – altså, at muligheden for ”en bro” mellem mennesker er der. Vi mennesker har til tider brug for, at andre tager kontakt og dermed bygger en bro. Det kan også være, at en bro skal bygges op igen efter en strid eller en krig. Vi gør jo ikke kun noget forkert i forhold til Gud. Oftest, når vi gør noget forkert, så går det ud over andre mennesker.
Mon I ved det her i landet med de mange broer? For mig har jeres broer givet noget at tænke videre over.”

Den tale kan godt give én dårlig samvittighed. Hanne kan let lave en mindre liste over, hvor hun kunne have bygget en bro. På den anden side kunne de andre jo også have bygget broen.
”Ja, ansvaret kan ikke kun være mit.” Sådan tænker hun hele vejen hjem. Men det hjælper ikke rigtigt. Det giver ikke mening. Når hun tænker sådan om andre, så bliver afstanden bare endnu større. Hanne må indse, at der kun sker noget, hvis hun selv tager initiativet til det. En bro skal jo have forbindelse på begge sider. Så derfor skal også hun være klar til, at forbindelsen kan genetableres.
Uh, det bliver næsten helt filosofisk. Men sådan er det med Johannes og hans billeder. De er både konkrete og abstrakte. Og så får de hende til at tænke – tænke over sit liv og altså også over forholdet til andre. Denne gang er det ikke forholdet til dem, man godt kan lide, men dem, som man har det svært med. Hvis Johannes virkelig får alle de ting skrevet ned i sin fortælling, så skal man nok være varsom med at læse den.
Ja, sådan tænker Hanne, og samtidig kan hun ikke vente med at komme ned til ham igen næste dag.

mandag den 7. december 2020

8. december

8. december ser Johannes træt ud. Han ser også ud til gerne at ville fortælle, så maden kommer hurtigt på bordet. Rammen er klar.

”I dag var jeg en tur oppe på bakken. Jeg har længe haft lyst til at se nærmere på møllen, der med sit lys ser så smukt ud. Jeg tænkte, at derfra måtte man kunne se ud over hele byen. Det måtte være flot at se.

At se tingene i et større perspektiv har altid haft min interesse. Egentlig drømmer jeg om at se verden på samme måde som en fugl, der glider hen over himlen. Jeg har hørt, at I har maskiner, så man rent faktisk kan flyve deroppe. Men mit mod rækker ikke helt til det endnu. Så derfor blev det kun til en tur op til møllen.

Selv om vejen ikke var særlig lang, så var det hårdt at gå. Det går virkelig opad. Jeg kan godt forstå, at I på et tidspunkt byggede en kirke oppe ved kirkegården i stedet for at gå bag efter kisten hele vejen op herfra.

Rundt om møllen er der nu fyldt med huse. Men jeg kan forstå, at den lå helt frit, da den blev bygget. Det var et sted, hvor folk samledes om sommeren og sang danske sange og salmer. Jeg kan forestille mig, at det var et godt sted at samles. Den flotte udsigt over byen kan stadig ses, når man er oppe i møllen.

Møllen bruges dog ikke længere. Altså, der males ikke mere mel ved møllens kraft. I har jo alle de motoriserede tingester, der er meget stærkere.
Den fine mølle er nu et museum og for jer et levn fra gammel tid. Men den står stadig flot som et vartegn for byen. Sådan tænker jeg, selvom der også snakkes om nogle bølger ude ved fjorden.

Mens jeg stod i den lille have og kikkede, så jeg en fugl. Dem er der ellers ikke mange af, ud over ænder og måger ved åen. Den fløj op ikke langt fra mig og svævede ud over bakken. Og jeg fulgte med i tankerne.
For mig blev den til de ørne, jeg ofte fulgte på himlen derhjemme. Jeg forestillede mig, hvordan verden så ud med dens øjne.

Jeg faldt vist hen, for pludselig sad fuglen ikke langt fra mig. Den var ikke særlig stor, så jeg kaldte den for ”Lille Ørn”. Jeg strakte hånden frem, og den hoppede op på mit ærme.
Da jeg rejste mig, hoppede den op i et træ, og hele vejen ned ad bakken fulgte den med. Jeg tror, den er lige så nysgerrig som jeg.

Da vi kom ned, gik jeg en tur ind i Den Smidtske Gård. Den er meget anderledes end alle andre huse i byen. Jeg kunne forstå, at den er 200 år gammel og fra den tid, hvor der ikke boede ret mange mennesker i Vejle.
Den har været en købmandsgård, hvor folk kunne hente det, de ikke selv kunne lave. En fortalte, at det særligt havde været brændevin, som folk fra området var kommet efter.
Manden bød mig med ind og få lidt varmt at drikke. Det var ikke brændevin men noget, der kaldes gløgg. Det smagte ikke helt som almindelig vin, og så var der mandler og rosiner i bunden. Men det var godt at få varmen af.
Lille Ørn sad udenfor. Den havde vist ikke brug for noget særligt at varme sig på, selv om det er koldt. Den gemte sig dog i et af juletræerne.
Jeg er spændt på, om den kommer igen i morgen og tager med videre rundt for at se.”

Der er lidt stille, da Johannes er færdig. John og Hanne kan mærke, at Johannes virkelig er træt, så de går efter en kort tid. Udenfor står de og snakker lidt. Faktisk har de ikke fået snakket ret meget – og slet ikke om det særlige med Johannes.
John har tænkt videre over det med Bibelen. Han har ledt igen, men kan kun finde nogle breve af Johannes. Hanne har været i kirken med sin far. Da havde hun kun set tre symboler. Hun nåede frem til, at der måtte mangle en ørn.
John kommer til at grine, da hun sagde ”ørn”. ”Mener du Lille Ørn?”, og så løber han en tur rundt med blafrende arme.
Hanne bliver lidt sur, men kan ikke lade være med også at grine. Det er jo lige netop dét. Det kunne være fint, hvis de kunne gå ind og se efter i kirken. Men så skal hun først hjem og hente en nøgle. John bliver færdig med sin fugleleg, og de bliver enige om, at en ørn fint kan passe til Johannes og den fortælling, som han altså ikke kan komme i gang med at skrive. Han vil jo gerne både se og give et større overblik.
De sætter sig på de store sten og kommer til at snakke om navne. Hanne og John. Begge navne må komme af Johannes, der nu sidder i kælderen og spiser eller sover.
Hvis nu Johannes’ evangelium er væk fra Bibelen, som de tror, vil deres navne så også blive væk? Og hvad vil de så hedde?
Det giver noget at tænke over. De finder på ”gode” navne til hinanden.

Da Hanne om aftenen skal til at skrive om dagens begivenhed, tør hun slet ikke skrive nogen af navnene ned. Tænk, hvis alt ændrer sig, og de så kommer til at hedde nogle af de navne.

søndag den 6. december 2020

7. december

7. december kan Johannes slet ikke vente til de kommer ind.
”Efter at have hørt om Nicolaus, har jeg lagt mærke til, hvor meget han egentlig fylder. Overalt er der små mennesker med julemandstøj. I kalder dem nisser.”
Hanne og John sætter sig, og de får en snak om nisser. Johannes har hørt lidt forskelligt og synes, der er mange sjove fortællinger om nisser. ”I mange historier er de nogle værre drillepinde. Der er også uhyggelige historier. Særligt de gamle om gårdnissen, der gør mælken sur eller det, der er værre.”
Johannes ved faktisk mere om nissefortællinger end Hanne. Men John kan snakke med. Han har på et tidspunkt lavet en opgave om nisser i dansk. Hanne tænker, at det jo ikke kan undre nogen. Somme tider tænker hun, at John måske er en nisse i forklædning.

Noget, der har undret Johannes, er nisser til jul. ”Det tog lang tid, inden jeg fandt forbindelsen mellem dem og julen. Først troede jeg, at det var risengrøden, som blev sat på loftet, så nissen dermed også fik lov at få del i julens glæde.
Men nu tror jeg, jeg har fanget det. Nicolaus var munk, før han blev biskop. En fortalte mig, at munke har særlige munkedragter. Nogle er grå, andre sorte. Der, hvor Nicolaus var, havde de en rød dragt med hue - netop som nissernes og julemandens.
Så hænger det jo sammen igen – fortællingen om julen og gaver og nisser.”

Hanne har sat sig til rette, selv om maden endnu ikke er kommet på bordet. Hun er klar til at lytte. Men talen bliver ikke længere. ”Øv!” siger hun lidt skuffet, da det går op for hende.
Johannes kikker overraskende på hende, og det bliver til en videre snak om det med enetaler.
Johannes forklarer, at enetalen ikke er hans opfindelse. Den har han ligesom så meget andet lært af Mesteren. Når Jesus talte, så skete det ofte på den måde. Et godt eksempel, mener han, har Matthæus skrevet ned. Jesus holdt en meget lang tale på et bjerg. Bl.a. var det der, han lærte disciplene bønnen Fadervor.

Johannes fortæller videre, at man gjorde meget for at huske Jesus’ ord og fortællinger. Det skulle også skrives rigtigt ned. Bl.a. fortæller han, at Jesus engang har sagt: ”Ikke en spurv falder til jorden uden Guds.” De havde spurgt: ”Uden Guds hvad?” Men Jesus grinede bare og sagde, at det gav sig selv. Da Matthæus skulle skrive det ned, turde han ikke andet end at slutte på samme måde, selv om der har været mange forskellige bud. Johannes mener selv, at det indlysende er, at ingen er uden Gud. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.
Hanne sidder i sine egne tanker og er lige ved at tale over sig. For gad vide, hvad der er skrevet i den danske oversættelse. John og hun er enig om, at Johannes ikke skal vide, at de kender noget til de forskellige fortællinger fra Bibelen. De håber bare på, at han ikke tilfældigt kommer til at se en Bibel hos boghandleren.
Hanne bestemmer sig for at undersøge sagen, når hun får fat i en Bibel. Mon man har kunnet lade være med at føje noget til ”uden Guds”?
Bliver det ved på denne måde, ender det vel med, at hun skal til at læse hele Bibelen igennem. Men det bliver altså ikke lige nu.
John har taget en nissehue på. Hvorfor overrasker det ikke Hanne, at han har sådan en i lommen? Han lader som om, han tryller, og vupti så er maden klar på bordet.

lørdag den 5. december 2020

6. december

6. december er en kold dag. Hanne og John smutter ned i kirkens kælder og ryster lidt. De har varm kartoffelsuppe med. Det er Johannes glad for, selv om han ikke har været ude på en stor tur. Inden han begynder at tale, tager han endda lidt at spise, inden suppen bliver kold.

”I dag mødte jeg præsten her ved Nicolai Kirke. Hun kunne fortælle en masse om hjerneskaller og en gammel dame. Tænk, den gamle dame i kirken er fra før min tid. Og de 23 huller i muren er rigtige hovedskaller! Man kan se ind, hvor hjernen har siddet. Det er altså noget mærkeligt noget at have i en kirke efter min mening.

Mest fortalte hun dog om Sct. Nicolai, da det netop i dag er hans dag. Eller, som han egentlig hed: Nicolaus. Han var munk indtil han blev biskop i Myrra. Hun fortalte, at han var den rigtige julemand, og at han i mange lande kommer sejlende med sin bispehue og bispestav.

Når han kommer sejlende, skyldes det, at han er de søfarendes helgen. ”Sct. Nicolai Kirke, som var Vejles eneste kirke i mange århundreder, har netop fået navn efter ham, fordi Vejle er en havneby.” forklarede hun.
Det har dog ikke meget med julemanden at gøre.

Nicolaus var også børnenes helgen, fordi han som biskop havde listet sig ubemærket rundt i byen og lagt gaver hos de familier, der ikke selv havde råd til at fejre jul med deres børn.
Fortællingen har siden ændret sig. Nu fortælles der om en julemand, der bor på Grønland, og som farer jorden rundt og giver alle børn gaver.

Faktisk tror jeg, at jeg bedre kan lide den oprindelige fortælling om Nicolaus. For så kan vi jo alle være som en julemand for dem, vi bor i nærheden af. Og så kan jeg godt lide, at han gjorde det i al hemmelighed. Det var noget, jeg også lærte af Mesteren.
Jesus sagde, at vi skal elske de andre og gøre godt mod dem. Ved at give og gøre godt, uden at vise sig frem, så gør man det jo netop for den andens skyld og ikke for, at folk skal se, hvor god man er.
Måske skal jeg i min fortælling bruge Jesus’ historie om tolderen og synderen, der bad. Den har en fin pointe.
Det var en dag, vi havde snakket om at bede til Gud. Hos os ser man ofte fornemme folk stå på gaderne og bede højt. Jesus sagde, at de gjorde det mest for at blive beundret. I stedet for at stå der, så burde de gå hjem og lukke døren, og så bede der.
Så var det, at han fortalte om farisæeren og tolderen, der kom i templet for at bede.
Farisæeren stillede sig frem og kikkede mod himlen. Han sagde tak til Gud for, at han var sådan en god mand, der fik hjælp til at overholde alle budene.
Tolderen derimod turde ikke engang kikke frem. Han vidste, at han ikke var noget godt menneske. Han slog sig på brystet og sagde: ”Vær mig synder nådig.”
Jesus’ melding var, at det ikke var farisæeren men tolderen, der oplevede Guds nærvær.

Nå, men det har måske alligevel ikke helt så meget at gøre med jeres julemand. Jeg kan forstå, at han også er mystisk – at man skal tro på ham. Nogle siger også, at han kun giver gaver til gode og artige børn.
En sådan julemand, tror jeg, den hellige Nicolaus vil være ked af at være blevet til. Jeg kan kun forestille mig, at han gav gaver til alle, der havde brug for det.”

Hanne ved godt fra sin far, at hullerne i muren er hjerneskaller. Men John tror ikke helt på det. Han vil straks ud og se ind i hullerne. Johannes går med for at se, om man kan se aftegninger af hjernen.
Hanne får lidt ro til at tænke. Fortællingen om Nicolaus og gaverne har givet hende en del at tænke over. På en måde er det uretfærdigt, hvis alle får gaver og ikke kun de artige. Selv giver hun selvfølgelig julegaver til alle i familien. Men de giver jo også hende. Med undtagelse af bedstemor. Hun giver gaver, mens Hanne aldrig har tænkt over at give hende. Det store spørgsmål er, om hun egentlig har fortjent de gaver, hun får. At tænke sådan gør lidt ondt. Nej, sådan er det ikke sjovt at tænke.
John og Johannes kommer ind igen. Det var for mørkt, og Johannes kunne ikke bære John på skuldrene, så han kunne komme tæt nok på. En anden dag må sagen undersøges med en stige.

fredag den 4. december 2020

5. december

5. december ser Hanne helt tilfældigt Johannes i indkøbscentret Bryggen. Selv om han har Johns gamle frakke på, så virker han stadig, som kom han fra et andet sted. Hanne sender en sms til John og beder ham tage noget nyt tøj med, når de senere mødes i kælderen.
Hanne går videre, da Johannes ikke har set hende. Hun er spændt på, hvad han har at sige om butikkerne.

Da de senere mødes i kælderen, klæder Johannes om. Han har ikke tænkt over, at han ser anderledes ud end andre. Han har bare været glad for at låne en jakke, der både er god og varm. Efter turen i byen vil han alligevel gerne skifte tøj, for nogle har kikket mærkeligt efter ham. Det tror John nu stadig, at folk vil gøre. Han ligner bare ikke en almindelig mand. Ja, han ligner dårligt nok en af de hjemløse under banen. John pjusker sit hår og går på samme måde som Johannes. Hanne griner, og Johannes kan godt se, at det er ham, og at han nok opfører sig anderledes end andre.
Hanne gør klar til maden. Hun kan næsten ikke vente med at høre om Johannes’ oplevelser. Hun vil dog ikke spørge, for hun ønsker, han skal holde en tale ligesom de andre aftener.
”Har I lagt mærke til, at der er pakker overalt. I stort set hver en butik ligger der pakker, og folk kommer ud med pakker i poser. Da jeg gik rundt i Bryggen, kunne jeg se, at folk betalte for ting, som de derefter fik pakket ind.
Jeg blev nødt til at spørge en, hvad det var med de pakker. ”Jamen, det er da julegaver!” fik jeg som svar.
Så var det, jeg tænkte: I er vel ikke alle vise mænd? I køber da også meget andet end guld, røgelse og myrra.
Heldigvis var der en dame, som gerne ville fortælle mig om traditionen juleaften med både juletræ og gaver. Vi satte os på et par stole i nærheden af et juletræ. Jeg kunne se det for mig:
Det var en dejlig varm stue. Der var pyntet rundt om på hylderne med nisser, engle og en lille julekrybbe. I vinduet stod de tre vise mænd. Der var også et lys med gran omkring. Ned fra loftet hang en krans med 4 lys. Hun fortalte, at det var en adventskrans. Der blev tændt et lys for hver af de fire søndage i advent.
På bordet stod et næsten nedbrændt lys, hvor der kun stod tallet 24. Tallene fra 1 til 23 var brændt væk.
Midt på gulvet stod juletræet. Det stod på et fint tæppe. Træet var ikke kun pyntet med lys, men der var også kræmmerhuse, hjerter, stjerner, glimmer, fugle og glaskugler. Øverst var sat en stor stjerne, der nærmest så ud til at være af guld.
Inden lysene blev tændt, kom alle med deres indkøbte gaver. Nogle kunne man også selv have lavet. De blev lagt under træet.

Når jeg tænker på hendes fortælling, var det nærmest, som blev gaverne ofret eller givet til den store stjerne.

Damen fortalte videre om, hvordan de gik rundt om træet og sang. Derefter begyndte de at tage gaverne frem igen. På hver gave stod der, hvem den var til, og hvem den var fra.
Jeg spurgte hende, om det var en slags fødselsdag, de holdt for dem alle på en gang. Det mente hun nu ikke. Vi blev enige om, at det var Jesus’ fødselsdag, der blev fejret med alle de gaver. Han fik bare ingen af dem.
Jeg spurgte, om ikke det var ret vildt og måske spild at bruge mange penge på gaver til hinanden.
Hun sagde, at julen var hjerternes fest. Så derfor vil man gerne gøre hinanden glade. Og det bliver man, selv om en del gaver måske skal byttes bagefter.

Jeg synes faktisk, det er en smuk tradition. Jeg tror, Jesus ville kunne lide den. Han sagde jo netop, at vi skulle give til andre, hvad vi gerne vil give ham. ”Hvad du gør mod en af mine mindste, det gør du mod mig.” husker jeg, han sagde.
Jeg tror nu nok, han mest mente, at vi skulle hjælpe andre. Men I gør det altså med gaver. I bruger tid på at finde de rigtige. De bliver pakket ind i særligt papir, og der kommer bånd og sløjfe på.
Der er også overraskelsen: ”Hvad mon der er inden i?” og ”Vil hun synes om min gave?”
Ikke mindst tror jeg det sidste er vigtigt. Den største glæde er at give. Det forstod jeg også på kvinden. Hendes øjne fik en særlig glans, da jeg spurgte til hvem og hvad, hun havde købt.”

”Åh ja, gaver!” ryger det ud af Hanne. John kikker på hende: ”Har du aldrig hørt om julegaver?” smiler han. ”Altså, jeg kan da godt give dig en, hvis du vil.”
Men det var ikke det, Hanne havde ment. Alle hendes tanker har haft med Johannes og alt det mærkelige at gøre. Hun har helt glemt, at hun også skal have købt gaver. Faktisk er det noget, hun oftest glæder sig meget til. Skal hun være ærlig, betyder det mere for hende at købe og give gaver end at få.
”Nej, nej. Jeg har bare helt glemt, at få købt gaver.” Hun kikker undersøgende på John. Han ser ikke ud til at have det på samme måde. Utroligt hvis han har styr på det. Mon hans mor stadig køber gaver for ham? Nå, men hun må lave en huskeseddel. Når hovedet er fyldt med det, Johannes fortæller, så er der åbenbart ikke plads til ret meget andet.

torsdag den 3. december 2020

4. december

4. december, og Hanne får et nyt syn på Johannes.
Indtil nu har Johannes været interessant nok at lytte til, men ikke at være sammen med. Da John kommer med maden, går de ned i kælderen og gør klar. Men Johannes begynder ikke på en lang tale. I stedet kommer de til at snakke sammen.
Hanne har tænkt en del over de mærkelige lange taler, så hun bliver nødt til at spørge: ”Hvorfor holder du sådan nogle lange taler?”
Først forstår Johannes ikke, hvad hun mener. Men så forklarer han, at det er for at folk bedre kan huske. Først laver man en ramme, så folk gør sig klar til at lytte. Johannes har altid brugt måltidet som ramme, da det at spise sammen også for Mesteren var vigtigt. Når rammen er klar, så holdes der en lang og sammenhængende tale. På den måde er det nemmere at huske. ”En samtale kan ingen jo huske”, siger han med et smil.
Hanne protesterer, som han forventer. Men hun ender med at give ham ret. Nok kan man huske, hvad der er blevet snakket om. Mest husker man dog sine egne overvejelser, og ingen kan vist gengive en samtale ordret. Det kan man til gengæld med en enetale.
I virkeligheden ved Hanne det godt. Hun har bare ikke tænkt over det før. For hun behøver jo ikke genhøre hele Johannes’ tale, når hun skriver den ned om aftenen. Flere gange har hun skrevet forud, når hun har været i gang med at aflytte mobilen. Når hun har hørt de første ord, så kommer resten helt af sig selv.

John siger ikke noget. Han tænker ikke så meget over det, Johannes siger. For ham er Johannes et mysterium. Findes tidsrejser? Hvordan mon en tidsmaskine kan se ud? Han forestiller sig, at maden er kabinen og tallerkenerne de energikilder, der bare skal placeres rigtigt. Puf, og så vil maden være væk. Men det er maden nu ikke. Så han gør klar til, at de kan spise. Hanne og Johannes er vist også færdige med at snakke. De kikker alle på hinanden. Jo, de er klar.

”Da jeg i begyndelsen var fascineret af juletræet, havde jeg ikke lagt mærke til stjernen. Det gik først op for mig, efter jeg havde gået rundt i gågaden og set på julepynten med de smukke store stjerner.
Jeg kan kun forestille mig, at alle disse stjerner er jeres måde at huske det særlige fænomen, der skete i forbindelse med Jesus’ fødsel. Det var noget, som folk snakkede om – at der havde været en særlig stor stjerne.
Nogle vise mænd skulle have forklaret, at det var to stjerner, der var gået i et – kongestjernen og jødernes stjerne. Det tog de som tegn på, at en konge var født i jødernes land. Andre mente, at det var et tegn, som Gud havde sat på himlen, fordi der var sket noget vigtigt.

Selv var jeg ikke født dengang. Men jeg fik som barn fortalt historien om den store stjerne, som en af de mange vigtige fortællinger. Det blev for mig til et eventyr. Tænk, hvis det var mig, der var det særlige barn.
Da jeg begyndte at følge Mesteren, hørte jeg fortællingen om de vise mænd, sådan som Matthæus senere skrev det i sin fortælling. Nu skal I høre:
Tre vise mænd, der boede mod øst, havde studeret stjerner hele deres liv. De havde aftalt, at de ville drage ud sammen, hvis der skete noget særligt.
Da den store stjerne kom frem, mødtes de og rejste til vort land.
Først var de taget op til kongen. En kongesøn måtte jo fødes på et kongeslot. Men kongen var ikke blevet far. Hans skriftkloge fortalte så, at et særligt barn engang skulle fødes i Betlehem.
Stjernen skulle have vist de vise mænd lige hen til det sted, hvor den nyfødte Jesus var. Der gav de ham gaver: Guld, røgelse og myrra.

Da det hele var ovre – altså, da Jesus var opstået fra de døde igen - begyndte endnu en fortælling. Der skulle have været en fjerde. Den sidste vise mand var bare aldrig nået frem. Han mødte hele tiden nogen, som havde brug for hans hjælp.
Det fortælles, at han først fandt ro, da han efter opstandelsen endelig mødte Jesus. På det tidspunkt havde han ikke nogen gave. Men Jesus skulle have sagt, at han havde givet sine gaver til ham ved at give dem til folk, der havde behov for hjælp.

Jeg har ikke mødt manden. Men jeg kan fint tænke mig, at Jesus ville have sagt netop det. Han ønskede aldrig noget til sig selv. ”Hvad I gør mod andre, det gør I mod mig.” sagde han bl.a. Det må jeg se, om jeg kan huske at få med i min fortælling – altså hvad Jesus sagde, ikke det med den fjerde vismand.

Når jeg tænker over det, så ville Jesus nok ikke have glædet sig vildt meget over de fine gaver. Det skulle da lige være guldet, som man kan spejle sig i.
Jeg stod og kikkede på noget af jeres pynt. Et sted så jeg en gylden kugle. Den spejlede på en meget fin måde en af stjernerne i gågaden. Når jeg stillede mig på en bestemt måde, kom stjernen til at være rundt om mit hoved.
At se mig selv i et gyldent skær sammen med en stjerne fik mig både til at grine og til at føle mig som noget særligt – nærmest guddommelig.
Jeg kan se det for mig: Det lille Jesusbarn, der i stjernens skær ser sig selv i guldets gyldne spejl.
Der er meget forunderligt hos jer. Jeg glæder mig til i morgen.”

På vej hjem kikker John efter stjerner. Er stjerneskud måske tidsrejsende kapsler? Det ville være sejt.  Så kunne den store stjerne være Jesus’ fartøj. Hvis Jesus var Gud, måtte der jo meget plads til. Han griner af sine skøre ideer, men det kunne da blive en god film.
Hanne er mere optaget af, at hun vil prøve sin hukommelse af. Derfor skriver hun først og sammenligner bagefter med optagelsen. Det passer meget fint sammen!

onsdag den 2. december 2020

3. december

Det er 3. december. Hanne og John mødes først til aften hos Johannes. Dagen før havde de haft forskelligt mad med, så han kan klare sig. Maden bliver sat på bordet, og så begynder Johannes at fortælle:

”Som vi snakkede om i går, så sætter I lys på det træ, I kalder et juletræ.
Men det er ikke kun der, I sætter lys. Jo mere jeg går rundt i byen, jo mere betages jeg af alle lysene. Det er, som vil I på den måde protestere mod mørkets magt.
I forhold til hos os, så er det mørkere længere tid her. Men alligevel er der mere lys, fordi I vælger det.

Dengang jeg sad og ikke kunne komme i gang med min fortælling om Mesteren, Jesus, - I kan godt huske, at det var, hvad jeg forsøgte, inden jeg pludselig var her – da vendte jeg flere gange tilbage til noget om lys. Når jeg tænker på tiden sammen med Jesus, så var det, som om der var et særligt lys fra Gud sammen med os. Det passer godt med alle jeres lys.

I dag turde jeg godt snakke med folk – altså andre end jer. Jeg spurgte, hvorfor der var så mange lys. Alle sagde noget om december og jul. Det var helt naturligt for alle. I må virkelig have forstået det med Jesus, som et Guds lys i verden. Jeg er både forundret og begejstret.
Men jeg er også lidt forvirret. I begynder meget tidligt med at fejre Jesus’ fødsel. Det er jo ikke dagen for fejringen endnu. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at I virkelig må glæde jer til at fejre hans fødsel. Det er nyt for mig – men også flot.

I min tid er Jesus’ fødsel ikke så vigtig. Det med den 24. eller 25. december er vist noget, nogen har fundet på.
Mens vi fulgtes med Jesus, fik ingen spurgt ham, hvornår han præcis blev født.  Det var først bagefter, da vi skulle til at fortælle om begivenhederne, at folk begyndte at spørge om det.
Det tog mig nogle år, inden jeg tog spørgsmålet helt alvorlig. Altså, at naturligvis måtte han være født som alle andre mennesker. Ellers kunne han jo ikke leve og dø som et menneske. Og så ville opstandelsen heller ikke give mening.

Nu, hvor vi sidder og snakker om det, så tænker jeg, at min fortælling også skal have noget om fødslen med. Jeg skal bare finde ud af, hvordan det skal fortælles.
Lukas har gjort det meget billedligt med hyrder og engle, og Matthæus har gjort fint rede for Jesus’ familie og, at der kom nogle fremmede med gaver. Det behøver jeg ikke gentage. Men hvad så?

Måske kunne jeg få det til at hænge sammen med lyset. Jeg var jo i gang med at tænke noget i den retning, og min oplevelse af al jeres lys har hjulpet mig med at se det som et meget godt billede.
Det kunne måske være: ”Gud tændte et lys i verdens mørke.”

Hmm. Det er ikke helt godt.
Jeg tror, det var noget i den stil, jeg lige havde visket ud, da jeg råbte til Gud om hjælp – og så altså pludselig var her.
Nu ved jeg kun, at lyset gerne må forbindes med Jesus’ fødsel. Pludselig at være her og opleve jeres december – jeres forberedelser til fejringen af Jesus’ fødsel vil måske også få flere ting til at falde på plads. Det håber jeg.”

Hanne slukker sin mobil. Det er godt, tænker hun, at have det optaget. Men hun tror nu, at hun vil kunne huske det alligevel. Hun glæder sig allerede til at skulle skrive det ned. Så er der nemlig tid til at tænke over, hvad det egentlig er, Johannes fortæller. De første par dage var det bare overvældende med alle hans tanker. Nu begynder hans tale at få hende til at se på tingene på en anden måde. F.eks. har hun aldrig tænkt på, at juletræet har et kors. Hun falder næsten i staver, mens hun sidder ved bordet.
John sidder og piller ved et lys. Han kunne vist godt have tænkt sig at skille stearinlyset ad på samme måde, som han gør med sin nøglerings-lygte.

”Mon Jesus er et stearinlys eller en diodelampe?” spørger han, da de kommer ud. ”Hvis han er en diode, har Gud mon så trukket ledninger eller sat batteri i ryggen på ham?” Han hopper hen over torvet som en kanin. Hanne lader, som om hun tager fat i en køreledning og går som et tog rundt om hjørnet.

Da Hanne kommer hjem, går hun straks i gang med at skrive. Hun tænker videre over, at Johannes ikke bare vil fortælle. Han vil også have dem til at forstå. F.eks. mener hun at have helt styr på Jesus’ fødsel med fortællingen om hyrderne og englene. Hun har jo hørt den hver jul, både når skolen er i kirke, og når hun hjælper sin far juleaften. Men hun har aldrig tænkt på Jesus som et lys.
Johannes kan godt lide, når billeder kan hjælpe med at forstå. Det bliver spændende, hvad Johannes finder ud af i morgen.

2. december

Den 2. december mødes Hanne og John om morgenen udenfor kirken. John har morgenmad med til Johannes. Den sætter han fra sig på stenene og lader som om han sætter sig til bords. Så begynder han at tale som Johannes: ”Jeg har haft rigtig svært ved at sove, for jeg har tænkt over tingene.” Hanne lader, som om hun er opslugt af talen og nikker genkendende, mens hun griner. John er ret god til at spille komedie, og så har han altid let ved at få Hanne til at grine.
De havde begge haft svært ved at falde i søvn. Hanne har tænkt over alt det, som Johannes sagde. John undrer sig mere over, hvor mærkeligt det er, hvis han virkelig er fra Jesus’ tid. Han havde endda fundet en gammel Bibel. Han er helt sikker på, at en af dem, der har skrevet om Jesus, hedder Johannes. Men han kunne ikke finde det. De bliver enige om, at han nok havde været for træt. For Hanne er enig. Der er fire: Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. I kirken er der nemlig et sted med deres symboler. Det har hendes far ofte fortalt, når hun har siddet på bordet i kirken, mens han har gjort rent. Hun kan rækkefølgen, fordi hendes far plejede at pege på symbolerne og lave en slags eksamen, inden hun kunne få småkager i våbenhuset.
Hanne og John bliver enige om, at det må undersøges senere. Nu skal de ned og se, om Johannes har sovet godt.

Efter morgenmaden viser de Johannes lidt rundt i byen, inden de skal videre. Johannes er stadig ikke den, der snakker. De fornemmer alligevel, at han nok gerne selv vil gå på opdagelse i byen.

Om aftenen mødes de igen som aftalt ved kirken. I kælderen kommer maden på bordet, og de sætter sig. Der er kun mad til Johannes. Både Hanne og John skal være hjemme til spisetid. Som dagen før begynder Johannes at fortælle, da ”måltidet er klart”, som han kalder det.
Hanne husker at sætte sin mobil til at optage.

”I dag har jeg været lidt rundt i byen. Flere steder så jeg, at der stod fældede træer med lys. Et par steder så jeg også et træ inde i en stue. Nogle af dem er der sat lys på. Jeg må sige, at jeg undrer mig.
Min første tanke var, om det skulle minde om den brændende tornebusk. Selv om det ser kunstigt ud, så er der jo ild i træet, uden at det brænder. Men ingen talte om Moses eller Gud. Alle talte om jul.
Jeg tror dog alligevel, at det for jer har noget med Guds nærvær at gøre. Måske er Han ikke til stede inde i træet, som for Moses. Man jeg er nået frem til, at træet er et tegn på Jesus’ fødsel. Et sted så jeg træet blive tændt. Det var vist den første af mange dage, det vil blive tændt. Der blev sunget og læst om Jesus’ fødsel og Guds nærvær.
Jeg har hele dagen undret mig over, hvorfor I dog bruger fældede træer til at markere Jesus’ fødsel. Hvordan kan et dødt træ fortælle om begyndelsen på et nyt og særligt liv?

Efterhånden kunne jeg ikke lade være med at smile, hver gang jeg så et juletræ. Men så var det, at jeg kom til at se nærmere på træet.
Jeg kender godt de træer, der står grønne hele vinteren. Dem er der forskelige af.
Jeg stod et lille stykke tid ved siden af et stort træ og glemte helt, at det var fældet og altså dødt, for det var jo netop stadig grønt og virkede helt levende.
Det gik pludselig op for mig, at dette fældede men stadig grønne træ faktisk er et fint symbol: På trods af døden, så er der stadig liv.
Netop dét er en af pointerne ved Jesus’ liv, død og opstandelse. ”Hvor stærkt!” tænkte jeg. I tør pege på både død og opstandelse i forbindelse med fejringen af Jesus’ fødsel. Midt i glæden over, et barn bliver født, er det både stærkt og godt at huske, hvad det ender med.

Jeg kikkede nærmere på en af træets grene. Der så jeg endnu et tegn. Det bærer jo Jesus’ tegn. Uanset hvor man kikker på grenen, så dannes der med sideskud altid et kors. I ved vel godt, at Jesus døde på et kors?
Fra at have tænkt, at I bare var mærkelige, så er jeg nået til, at I er temmelig modige i jeres juletradition. Selv om tegnet er skjult i træet, så er korset der.
Hvor jeg lever, er det farligt at bruge korset. Hos jer er der både kors uden på og inden i kirkerne. Ja, nogle går endda med et kors som smykke, har jeg set.
Vi bruger oftest fisken som symbol. Det er vort hemmeligt tegn, som kun kristne kender. I min verden kan det godt være farligt at være kristen. Det blev det faktisk ret hurtigt. Mange bryder sig ikke om, hvad vi fortæller og tror. Mange kristne er sat i fængsel, og nogle er endda slået ihjel. Derfor bruger vi det hemmelige tegn.
At det blev fisken skyldes, at den også kan være en trosbekendelse. På græsk hedder fisk IXTYS. Det kan være forkortelse for: Jesus er Kristus, Guds søn og vor frelser.
Men korset er vel ”det rigtige symbol”. Det er både et præcist og tydeligt tegn på kristentroen.

At bruge tegn er både godt og vigtigt. Jesus brugte selv tegn, som da han gjorde vand til vin eller vækkede Lazarus til live igen. Det har jeg også tænkt mig skal være med i min fortælling. Måske kan jeg finde syv tegn. Syv er et godt tal.

Nå, hvad angår juletræet, så er der en ting mere, som jeg har tænkt på. Det træ, som I har valgt, er et godt sted for fugle og andre dyr at finde ly. Det er som omsorg – ja næsten som kærlighed. På den måde passer det også godt med fortællingen om Jesus.”

Lige så pludseligt, som han begyndte talen, slutter han igen. Der er stille, og Hanne får slukket mobilen.

Da Hanne kommer hjem, overvejer hun, om optagelsen bare skal gemmes på pc’en. Men det er ligesom ikke nok. Talen må skrives.
Mens hun skriver, tænker hun over, at det faktisk er lidt mærkeligt med Johannes. Han er meget venlig, men de snakker ikke sammen. Han taler længe på en gang men er ellers meget stille. Det passer hende nu fint. Hun kan godt lide at lytte. Igen i dag var der flere ting, som hun kendte. Når de ikke snakker sammen, behøver hun heller ikke fortælle ham det. Hun tror, det måske vil ødelægge hans oplevelser og overvejelser, og det ønsker hun ikke.